Læsetid: 7 min.

Kina sætter sig på tøjproduktion

Fremtiden tegner dyster for tekstilindustrien i en lang række tredje verdens lande, som i løbet af et halvt år spås at tabe stort til Kina, hvor arbejdet kan udføres endnu billigere
29. juli 2004

JAKARTA – I syv år har Warmi knoklet 14 timer om dagen med at sy rygsække for Adidas, Jansport og andre kendte mærkevare-fabrikanter. Hun har tjent en million rupiah (675 kr.) om måneden og har dermed lige akkurat skrabet nok sammen til at forsørge tre børn og sine gamle forældre. Arbejdet har været utrolig hårdt, men i et land med 20 mio. arbejdsløse har hun været heldig overhovedet at have et job.
Nu tegner fremtiden dyster for 26-årige Warmi. Tekstilfabrikken i Jakarta, der ejes af det koreanske selskab Dae Joo Corporation, skal lukke. Dens produktion af moderigtig fritids- og sportsbeklædning til velhavende forbrugere i USA flytter om få uger til Kina. En samlet stab på 1.100 ansatte – især kvinder – vil blive kastet ud i arbejdsløshed, og i Indonesien eksisterer understøttelse ikke.
At millioner af tekstilarbejdere over alt i den tredje verden vil dele skæbne med arbejderne fra Dae Joo’s Jakarta-fabrik må betragtes som givet. Om fem måneder vil en international aftale om importkvoter, der har været gældende i 30 år, falde bort og efterlade den globale tekstilindustri totalt domineret af Kinas ultramoderne, lavtlønsindustri. I Indonesien og Bangladesh ventes en million job at forsvinde, og følgerne for landenes sociale stabilitet kan blive fatale.
Oprindelig var målet for aftalen fra 1974 – den såkaldte Multi-fibre Arrangement – at beskytte tekstilindustrier i Europa og USA imod at blive udkonkurreret af billige importvarer. Men en væsentlig bivirkning var, at globale tøjindkøbere blev nødsaget til at skaffe varer fra flere forskellige lande for at holde sig inden for importkvoterne. Dette begunstigede udviklingen af tekstilindustrier i store dele af den tredje verden. Fremover vil indkøberne kunne importere så meget de vil fra et hvilket som helst land, og i den konkurrence ser Kina ud til at være uovervindelig.
Hjælpeorganisationer som britiske Oxfam håber på, at bortfaldet af kvoterne vil betyde en æra med mere fair handel. Givet er det, at priserne på tøj vil falde. Men i International Textile, Garment and Leather Workers Federation – en paraplyorganisation for 216 tekstilarbejderfagforeninger i 106 lande – frygter man, at forandringerne vil blive katastrofale.
»Industrien er i chok. Langt den største del af jobbene vil flytte til Kina,« siger Neil Kearney, ITGLWF’s generalsekretær. »Kina har kapacitet til at forsyne alle indbyggere på jordkloden med billigt tøj. Dets tekstilindustri er som en vandhane, der afventer at blive drejet op på fuld styrke.«
For de ansatte på Dae Joos fabrik ved havnen i Jakarta, er den forestående lukning et særligt hårdt slag. I mange år har de lidt under de slaverilignende forhold, der er typisk for såkaldt sweatshop-produktion, herunder lønninger, der kun tillader at overleve på subsistensminimum, tvungen overtidsarbejde og et farligt og sundhedskadeligt arbejdsmiljø. Men sidste år ændrede deres forhold sig pludselig til det bedre efter at Workers Rights Consortium – en ngo, der har til huse i Washington DC og overvåger varer brandet med logoer fra amerikanske universiteter – udgav en stærkt kritisk undersøgelsesrapport. WRC fandt, at Dae Joo end ikke overholdt de lemfældige indonesiske arbejdsmiljølove. Dae Joo indvilgede i at gennemføre væsentlige forbedringer, og fabrikken blev noget så sjældent for den tredje verden som en model-arbejdsplads.
Men der gik kun kort tid, før rygter om lukning begyndte at cirkulere. Efter at have benægtet det i måneder bekræftede Dae Joo, som også har en tekstilfabrik i Qingdao i Kina, den 1. juli, at man vil nedlægge alle aktiviteter i Indonesien. Hundredvis af indonesiske tøjfabrikker er i forvejen lukket i løbet af de sidste to år.
»Jeg ved ikke, hvordan vi skal klare til dagen og vejen,« siger 27-årige Kustiati. »Jeg har en stor familie at forsørge.«
Dae Joo er blevet revset af antisweatshop-kampagnefolk, som anklager firmaet for at løbe fra alle løfter om at indføre anstændige arbejdsforhold. Og også dets to største kunder – Adidas og Jansport, som er de to bedst sælgende rygsæk-fabrikanter i USA – er kommet i kritisk søgelys.
Begge mærkevarefabrikanter har indført etiske regelsæt for deres leverandører for at at undgå at blive ramt af skandaler i stil med dem, der ramponerede Nikes ry, da det kom frem, at Nike havde benyttet sig af børnearbejde og sweatshops i Asien. Adidas og Jansport har forsøgt at lægge pres på Dae Joo, men med ringe effekt. I sidste uge opsagde Adidas så alle sine forretningsforbindelser med det sydkoreanske selskab – et skridt der dog ikke hindrer lukningen i at blive gennemført.

Anklager om nøl
Scott Nova, WRC’s direktør, anklager de to mærker, som allerede havde placeret ordre hos Dae Joo’s Qingdao-fabrik for nøl.
»Hvis de havde handlet tidligere, kunne de måske have overbevist Daa Joo om at omgøre deres beslutning om at lukke,« siger han. Nova siger, at fabrikkens lukning udgør en stærk udfordring over for de etiske regelsæt. »Hvad gør en stor mærkevarefabrikant, hvis en leverandør blæser på reglerne?« spørger han.
Dae Joo insisterer på, at skridtet udelukkende sker af kommercielle grunde. N. Y. Jung, dets vicedirektør, siger, at Jakarta-virksomheden har kørt med tab de seneste to år. Han hævder, at produktion i Indonesien ikke længere er konkurrencedygtig.
Der er ingen tvivl om, at Kina kan tilbyde Dae Joo et gunstigere erhvervsklima. For det første er fagforeninger forbudt. I Indonesien nægtede Dae Joo at forhandle med fagforeninger og truede fagforeningsmedlemmer med fyring. Arbejderne fortæller, at de engang blev præsenteret for følgende advarsel: »En strejke mere, og vi flytter hele produktionen til Kina.«
Forholdene i Kinas tekstilindustri er hårrejsende. Lønningerne er presset totalt i bund – omkring én dollar om dagen. Tvungen overarbejde er udbredt, og arbejdsstyrken er føjelig takket være en endeløs forsyning af migrant-arbejdere, som har forladt den desperate fattigdom i Kinas landdistrikter og nu bor i overfyldte sovesale på fabrikkerne.
Det er disse faktorer til sammen med et højteknologisk produktionsapparat og en moderne infrastruktur, som gør Kina så formidabelt konkurrencedygtig. Når kvoterne falder væk, vil kineserne fuldkommen dominere den globale tøjindustri, der hvert år omsætter for 2.200 mia. kroner. WTO vurderer, at Kinas andel vil nå 50 procent allerede i 2010 fra 20 procent nu. Branchekendere tror, at Kina vil kontrollere 70 procent eller endnu mere. Forhandlernes mulighed for at samle tøj-importen i et land vil begunstige de effektive leverandører, navnlig Kina, men formentlig også Indien og Pakistan. Men det vil blive katastrofalt for de 160 øvrige nationer, der i varierende grad er afhængige af tekstilindustrien, især Bangladesh, Cambodia, Mexico, Nepal, Kenya og Indonesien.
Før WRC’s undersøgelse kom frem, måtte ansatte ved Dae Joos fabrik i Jakarta arbejde op til 17 timer om dagen. Beklagede de sig, blev de degraderet eller fyret. Staben fik sjældent beskyttelsesmasker, handsker eller høreværn. De måtte arbejde i temperaturer på op til 35 grader og havde kun tilladelse til to daglige toiletbesøg. Ulykker og legemsbeskadigelse var almindeligt forekommende. Forholdene i beskæringsafdelingen, hvor luften er fyldt med farlige fibre, var særligt slemme. En ansat døde af formodet tuberkulose i 2001, og op til 60 har fået diagnosticeret samme sygedom, heriblandt Kustiati, som dog aldrig har meldt sig syg, fordi hun har brug for alt, hvad hun kan tjene. Da hun engang bad sig fritaget for overarbejde, kaldte driftslederen hende for »uansvarlig«.
»’Du kan gå et andet sted hen, hvis du ikke kan lide dit job, sagde de til mig’,« siger hun.
Fagforeninger er lovlige i Indonesien, men mange fabrikker bruger tidligere politi- og militærfolk til at undertrykke strejker og demonstrationer. Ved en nærliggende fabrik i Jakarta truede sikkerhedsvagter en fagforeningsleder med kniv under en strejke.
Efter WRC’s intervention har arbejde og deres familier modtaget omfattende sundhedsgoder for første gang. Fagforeningerne har fået lov til at forhandle kollektiv overenskomst. Sikkerhedsudstyr blev stillet til rådighed og mængden af tvungent overarbejde reduceret, om ikke elimineret.
»Forholdene blev meget bedre,« siger Fransiskus Supiarso, en lokal fagforeningsaktivist. »De nye vilkår var yderst usædvanlige for Indonesien. Arbejderne var forbløffede – de havde aldrig troet, at de kunne blive budt så gode forhold. Men så meddelte virksomheden pludselig, at den flyttede. Vi tror, de opgiver fabrikken, fordi de ikke bryder sig om de ekstra omkostninger.«
Adidas siger, at det har forsøgt alle mulige skridt for at overtale Dae Joo til at handle ansvarligt. Før tøj- og skogiganten gjorde alvor af sin trussel om at stoppe forretningsforholdet, havde den allerede annulleret alle fremtidige ordrer og forpligtet sig selv til at placere yderligere ordrer hos Jakata-virksomheden, hvis den forblev åben.
Jansport, der indgår i gigant-konsortiet VF, som også ejer Wrangler, Lee Jeans foruden outdoor-mærker som Nautica, Eastpak og North Face – har advaret Dae Joo om, at de muligvis vil aflyse alle fremtidige ordrer. Det står ikke klart, om truslen er fulgt op.
Adidas erkender vanskeligheden ved at gennemtvinge sit etiske kodeks i Kina, især i forhold til tvungen overtid, minimumslønninger og retten til at organisere sig fagligt. Scott Nova siger: »Spørgsmålet om, hvordan tøjfirmaerne kan forene deres regelsæt med siuationen i Kina savner endnu at finde et tilfredsstillende svar.«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu