Læsetid: 7 min.

Kinas oliehunger er umættelig

Engang olieeksportør, nu importør af to mio. tønder olie dagligt – Kinas vækst bærer kimen til internationale konflikter om den sidste olie
5. juli 2004

Efter oliefesten
I Guangzhou springer man for livet. Det sydkinesiske vækstcenters vejnet er en konstant malende strøm af personbiler, motorcykler, scootere og trehjulede motorrickshaws. Motorgader i første og anden sals højde fører trafikken så tæt forbi beboelsesejendomme, at man næsten kan se, hvad der står på middagsbordet inde hos familierne. I myldretiden står trafikkøerne i centrum stille i et klaustrofobisk, larmende, benzinstinkende helvede.
Med sine næsten 10 millioner energisk arbejdende indbyggere er Guangzhou i den sydlige Guandong-provins en kinesisk succeshistorie, et ikon for den markedsøkonomiske entreprenørånd, der sætter dagsordenen i det moderne Kina. Provinsmyndighedens statistiske kontor fortæller med stolthed om en aktuel økonomisk vækstrate i provinsen på 13 procent og en vækst i salget af telekommunikationsudstyr og elektriske husholdningsapparater på henholdsvis 27,9 og 22,4 procent. Men det stærkeste udtryk for den ny kapitalistiske virketrang og stræben efter velstand er bilerne. En oversigt fra slutningen af sidste år fortæller om en vækst i provinsens bilsalg på 56,6 procent. Det betyder, at trafikstrømmen i Guangzhous gader fordobles på mindre end to år. Umuligt at begribe, når man står ved kantstenen på en af hovedfærdselsårene og betragter en uigennemtrængelig mur af målrettede kinesiske trafikanter. Hvordan skal der dog blive plads til flere?
Tallene for det samlede Kina er ikke mindre ufattelige. Hvor der for 10 år siden var 700.000 bilejere i det store rige, er der nu over syv millioner. Og hvor Kinas egne bilfabrikker for 10 år siden fremstillede ca. 20.000 biler om måneden, ruller der nu 250.000 nye køretøjer ud fra samlebåndene hver måned.

Kræver billig olie
Det kinesiske bilejerskab er fortsat langt bagefter det vesteuropæiske og amerikanske, men vækstraterne er så hidsige, at det sætter systemet under voldsomt pres. Og måske allermest på det punkt, der handler om forudsætningen for at få den voksende bilpark til overhovedet at rulle: olieforsyningen. Uden olie i form af benzin og diesel går det gigantiske kinesiske væksteksperiment i stå. Ligeså hvis olieforsyningen svigter til industrien, energisektoren, lufttransporten m.m. Og løber det historiske økonomiske eksperiment panden mod muren, vil det med høj sandsynlighed udløse sociale og politiske opstande rettet mod den kommunistiske centralmagt, som i dag kun med besvær kan holde uroen blandt de hundreder millioner fattige bønder og arbejdsløse under kontrol. Og et Kina, der falder fra hinanden i indre konflikter er et mareridt for hele kloden.
Set udefra har det internationale samfund derfor en stærk interesse i, at Kina sikres den energi- og olieforsyning, væksten kræver. Men samtidig har en række lande egne vitale interesser i at opnå deres andel af de resterende reserver af billig olie. Kina er derfor en nøglefaktor i de scenarier, der handler om fremtidens regionale og globale konflikter om ressourcerne.

Energimangel
Ifølge det kinesiske statsråd er det ambitionen at firedoble Kinas økonomi inden 2020 og nå et bruttonationalprodukt pr. indbygger på 10.000 dollar – en tredjedel af det danske i dag. Det indebærer en fortsat stærk vækst i det nationale energiforbrug, der i dag er det næststørste i verden – efter USA. Og allerede nu er der problemer med at dække behovet.
I 2002 måtte 12 ud af Kinas 28 provinser indføre periodisk el-rationering, fordi vandkraftværker og kulfyrede værker ikke kunne følge med det stigende behov. I 2003 blev 21 af de 28 provinser ramt. Mange virksomheder måtte holde lukket flere dage om ugen, andre måtte skaffe el via egne dieseldrevne generatorer og afstedkom derved tømning af lokale diesel-lagre. Statsrådets Udviklings- og Forskningscenter har i en rapport advaret om mere af samme slags de kommende år, fordi energibehovet stiger så stærkt. I år spås manglen på el at blive det dobbelte af sidste års.
Kul har længe været Kinas helt dominerende energikilde. Men med betydelige miljø- og sikkerhedsproblemer forbundet med kulanvendelsen og med væksten i en transportsektor, der hverken kan køre på kul, vandkraft eller atomenergi, er olieforbruget steget stærkt. Siden 1993 er der sket mere end en fordobling, fra knap tre millioner tønder olie om dagen til nu knap seks mio. tønder. Det har gjort Kina til verdens næststørste olieforbruger og til landet med den største årlige vækst i forbruget.
Hidtil er omkring halvdelen af olien kommet fra to store kinesiske felter – Daqing i det nordøstlige kina og Shengli i nord – men de har efterhånden været i produktion i over 40 år, og udbyttet er klart faldende. Sidste år faldt produktionen fra Daqing-feltet med 4,3 procent, til det laveste niveau i 27 år, fortæller avisen China Daily.
Derfor har den tidligere olieeksportør Kina nu i 10 år været afhængig af olieimport. I dag importeres omkring to millioner tønder olie dagligt, dvs. en tredjedel af Kinas forbrug, og i 2030 vil man ifølge det internationale energiagentur IEA være oppe på 10 mio. tønder daglig, svarende til import af 80 procent af landets samlede behov til den tid. Eller mere end Saudi-Arabiens totale olieproduktion i dag.

Kamp om rørledning
Denne afhængighed gør Kina stærkt sårbar. I øjeblikket må man købe 60 procent af den importerede olie i Mellemøsten og sejle den den lange vej til Kina, bl.a. via det smalle Malacca-stræde mellem Indonesien og Malaysia. Det er en højst uholdbar situation, fordi Kina ikke er i stand til at yde denne olietransport militær beskyttelse, skulle pirateri eller internationale konflikter indtræffe. Og fordi Kina kan iagttage USA’s strategiske bestræbelser på at sikre sig øget politisk-økonomisk kontrol over det mellemøstlige olieskatkammer.
Af samme grund arbejder den kinesiske regering ihærdigt på at skaffe sig andre leverandører. I dag importerer man en del olie fra Rusland, men det foregår med tog, hvilket sætter grænser for mængden. Derfor har Kina i flere år ligget i forbitret konkurrence med Japan om at overtale russerne til at bygge en olierørledning fra Angarsk i Sibirien til enten Daqing i det nordøstlige Kina eller til den russiske østkystby Nakhodka, tæt på Japan.
Hvis russerne valgte den 2.400 kilometer lange ledning til Daqing, ville Kina ikke alene få adgang til at købe den russiske olie, man kunne også optræde som raffineringscenter for russerne og dermed skaffe nyt arbejde til nogle af Daqings arbejdsløse oliearbejdere, der i dag er kilde til social uro.
De fleste troede, at Kina havde trukket det længste strå, da Kinas præsident Hu Jintao i maj 2003 besøgte Ruslands præsident Putin i Moskva og et papir blev undertegnet. Men allerede i juni kom det olietørstige Japans premierminister Koizumi til Moskva med et tilbud om at investere 7,5 milliarder dollar i olieeftersøgning i Sibirien, hvis russerne i stedet valgte den 3.900 kilometer lange rørledning til Nakhodka.
Endnu er ingen aftale underskrevet, men i marts i år kunne Reuters med japanske embedsmænd som kilde meddele, at alt tyder på en japansk-russisk aftale og dermed en lang næse til Kina.

Fortrængt
Det er i så fald ikke den eneste illustration af, hvor hård konkurrencen om olien er, og hvor vanskeligt Kina har ved at sikre de nødvendige mængder. Indtil sidste år havde Kina udsigt til at få andel i de nye rige olie- og gasfelter ved Det Kaspiske Hav i Kasakhstan, som forventes i produktion fra 2006, men i maj 2003 meddelte den britiske delejer, selskabet British Gas, at det i stedet for som aftalt at tilgodese to statslige kinesiske olieselskaber havde besluttet at sælge sin aktieandel til fire vestlige olieselskaber – Exxon, Shell, franske Total og italienske ENI.
Kinas strategi er i dag at forsøge at købe sig andele i olieefterforskningsprojekter og oliefelter i så mange lande som muligt. Kina deltager i dag i projekter i Sudan, Venezuela, Australien, Indonesien. Argentina, Canada, USA, Mexico, Nigeria og flere andre lande.
Samtidig satser Kina på at producere olie- og gas i det østkinesiske og det sydkinesiske hav. I det østkinesiske hav er der fundet olie, men foreløbig er udbyttet begrænset. I det sydkinesiske hav formodes der også at være større forekomster, men området er – bl.a. af samme grund – genstand for modstridende territorialkrav fra Kinas, Taiwans, Vietnams, Filippinernes og Malaysias side. Den amerikanske sikkerhedsanalytiker og ekspert i ressourcekonflikter Michael T. Klare forudser, at det sydkinesiske hav er en af de regioner, hvor væbnede konflikter eller regulær krig om retten til olie og gas vil bryde ud før eller siden.
Kina har 1,3 milliarder mennesker med voldsom appetit på at få del i det velstandsmirakel, Vesten har nydt i mange årtier. Som deres bestræbelser tager sig udtryk i østkinesiske vækstcentre som Guangzhou forekommer det åbenlyst, at det vil resultere i strid med omverdenen om de svindende olieressourcer, der er forudsætningen for at få væksteventyret til fortsat at rulle.
Man kunne drømme om, at det internationale samfund forstod konfliktens potentielle alvor og fandt en måde at dele på.

*Olieæraen varer ikke evigt. Nogle siger, at kampen om den sidste olie er indledt med krigen i Irak. Og at olieprisen aldrig kommer ned igen. Alt tyder på, at den billige olie er væk om 15-30 år – olien er ikke forsvundet, men den bliver stadigt dyrere, og det vil påvirke verdensøkonomien stærkt. Information sætter i en serie fokus på olien.

*Tidligere artikler i serien på tema.information.dk/oliefesten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu