Vi kender fænomenet fra det, englænderne kalder practical jokes, vi kender det fra affæren i 1906 om kaptajnen fra Köpenick den tyske skomager, der forklædte sig som officer og blev adlydt af alle og på det skønlitterære plan kender vi det fra Nikolai Gogols kostelige, satiriske komedie Revisoren. Men nu kender vi det også fra den affære, der har optaget Frankrig i den forløbne uge, og som er alt andet end morsom, men har det tilfælles med de ovennævnte eksempler, at det drejer sig om en iscenesat løgn, der fra det øjeblik, den bliver godtaget udløser eskalerende kædereaktioner.
En 23-årig kvinde fortalte politiet, at seks unge bøller havde overfaldet hende i et s-tog, hvor hun sad sammen med sit 13 måneder gamle barn, i et af de voldshærgede parisiske forstadsdistrikter. Gerningsmændene var dels sorte, dels arabisk udseende maghrebinere (d.v.s. af algerisk, marokkansk eller tunesisk oprindelse), og de havde overfaldet hende på grund af hendes jødiske udseende (kvinden er ikke jøde), klippet hendes hår, sprættet hendes tøj op med kniv, ridset hende i ansigtet og malet hagekors på hendes mave. Der var en snes passagerer i vognen, men ingen af dem havde reageret, de var tilsyneladende lammet af skræk...
Nu har den unge kvinde tilstået, at historien er opspind fra ende til anden, og politiet oplyser, at hun i seks tidligere tilfælde har foretaget falske anmeldelser. Med andre ord et patologisk tilfælde.
Der gik fire dage, fra historien blev opfundet, til den blev definitivt manet i jorden. Før den første tvivl blev refereret i medierne, havde man allerede oplevet en lavineagtig reaktion, hvor politikerne med lynets hast og i skarp konkurrence med hinanden udtrykte deres indignation over en oprørende antisemitisk handling. Fulgt op af erklæringer fra diverse foreninger og en overvældende dækning i medierne. Le Monde bragte en dybt alvorlig leder tre dage efter begivenheden uden mindste forbehold og uden mindste verifikation. Sagen blev også omtalt i den udenlandske presse, herunder nærværende avis.
Politiet behandlede straks affæren som vigtig, og fra kriminalpolitiet i Versailles blev den hurtigt rapporteret op igennem hierarkiet til toppen, d.v.s. indenrigsministeren. Godt to timer efter at det franske nyhedsbureau AFP havde udsendt nyheden, reagerede indenrigsminister Dominique de Villepin med en offentlig fordømmelse af den »skændige« handling. 17 minutter senere udtrykte republikkens præsident, Jacques Chirac, offentligt sin »bestyrtelse« og lovede nådesløs forfølgelse af gerningsmændene.
At indenrigsministeren, der er politiets minister, og som i kraft af sit (berygtede) efterretningsnet burde være den bedst informerede person i Frankrig, udtaler sig på grundlag af utjekkede oplysninger, er en fadæse af rang. Men det er ikke det første tegn på, at denne slebne aristokrat (Frankrigs forgudede superdiplomat under Irak-krisen i fjor) er uegnet til indenrigsministerposten. Han burde træde tilbage.
Premierminister Jean-Pierre Raffarin fulgte op dagen efter med en kort moralprædiken i tv, hvor han bebrejdede medpassagererne deres fejhed og opfordrede franskmændene til at udvise civilcourage... Politikere fra alle partier reagerede i et par dage med helt forudsigelige erklæringer. Det kan måske betragtes som en relativ undskyldning for disse politikere og for medierne, at nyheden fra de første timer var autoriseret fra allerhøjeste sted.
Ingen spurgte i begyndelsen, om historien ikke var alt for perfekt, alt for grydeklar med arabere, der molesterer en jøde, maler hagekors osv. Alle fandt tilsyneladende beretningen plausibel - desværre ikke uden grund, da antallet af antisemitiske aggressioner er i stigning i Frankrig, og da næsten enhver, der rejser med den parisiske forstadsekspres, har oplevet situationer, hvor unge læderjakker opfører sig voldeligt eller truende.
Både antisemitismen og usikkerheden i hverdagen er reelle og alvorlige problemer i Frankrig, men den nye affære handler om noget tredje. Om kollektivt hysteri. Om et afsindigt kapløb mellem politikerne om at komme først med de mest emotionelle kommentarer, om mediernes tiltagende hastværk, der går ud over sandheden, pligten til verifikation begge dele tidstypiske fænomener.
Ofrene i dette tilfælde er kampen mod antisemitismen, der kun kan lide skade ved en svækkelse af tilliden til beretninger og statistikker om antijødiske episoder, men også det arabisk-muslimske befolknings-element, som i forvejen er genstand for racisme, men som den franske offentlighed med en vis selvfølgelighed forbandt med skurkerollen i den historie, man slugte råt.
Efter den chokerende løgn fulgte den chokerende sandhed, og medierne har luftet en hel del selvkritik - mere end politikerne. Hvis det fører til mere forsigtighed, mådehold og skepsis i fremtiden, har episoden ikke været forgæves.
