Læsetid: 3 min.

Konservative vil sænke mindsteløn

De konservative vil have mindstelønnen på 90 kroner i timen sænket. I dag holder den høje mindsteløn folk ude fra arbejdsmarkedet, siger kulturminister Brian Mikkelsen. FOA-formand afviser
30. juli 2004

Den høje danske mindsteløn på 90 kroner i timen skal sættes ned.
Det mener den konservative chefideolog og medlem af regeringens centrale koordinationsudvalg, kulturminister Brian Mikkelsen.
For at indrette det danske velfærdssamfund til at modstå fremtidens udfordringer opfordrer han nu arbejdsmarkedets parter, LO og DA, til at tage et opgør med den høje mindsteløn.
»Der er jo simpelthen nogle i det her samfund, der ikke kan tjene 90 kroner hjem i timen. Det er der jo mennesker, der ikke kan. Arbejdsmarkedets parter må tage et samfundsansvar,« siger Brian Mikkelsen. Han erklærer sig som den første af regeringens ministre parat til at tage en åben diskussion ud fra Velfærdskommissionens udspil.
I dag er den høje bundgrænse for løn med til at holde arbejdsløse danskere borte fra arbejdsmarkedet, fordi de simpelthen ikke kan producere en værdi, der svarer til mindstelønnen. Deres arbejde er, groft sagt, ikke en mindsteløn værd, mener kulturministeren.
Han understreger, at han ikke har lagt sig fast på en bestemt nedre grænse for en timeløn:
»Jeg har ingen færdig holdning om, at vi f.eks. skal ned på en løn på 60 kroner. Men jeg forstår ikke, at fagforeningen ikke dyrker det område mere. Arbejdsløsheden er begyndt at falde lidt, men der er stadigvæk masser af mennesker parkeret langt udenfor. Lad os dog få dem i arbejde,« siger kulturmini-ster Brian Mikkelsen.
I dag får ca. 270.000 ledige danskere overførselsindkomster. Dertil kommer 260.000 førtidspensionister og 185.000 efterlønsmodtagere.

Feje gader
Men formanden for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), Dennis Kristensen, er skeptisk:
»Det er fuldstændig rigtigt, at en af de væsentlige faktorer til at sikre velfærdssamfundet er at nedbringe omkostningerne til passive ydelser. Men jeg tror ikke på at sænke mindstelønnen – og det er ikke en rygmarvsreaktion. Jeg tror bare ikke på piske-metoden,« siger han.
»Hvis det drejer sig om dem nede fra torvet, som ikke arbejder, men sludrer lidt over en pilsner, så kan vi godt få flere i arbejde. Men det handler om at forstå, at de skal have mere plads og ikke opfattes som en normal arbejdskraft,« siger Dennis Kristensen.
Kulturminister Brian Mikkelsen tager med sit forslag om en lavere mindsteløn hul på den debat, regeringens Velfærdskommission rejser om fremtidens velfærd. Eksperterne efterlyser netop svar på, om vi skal acceptere lavere lønninger for at skaffe flere i arbejde og dermed modstå det økonomiske pres på grund af en ældre befolkning, som kommissionen beskriver. Brian Mikkelsen peger på, at der i dag er masser af opgaver i samfundet, som kunne løses, hvis mindstelønnen var lavere:
»Der er funktioner i det her samfund, der ikke bliver varetaget. Lad os tage almindelig vedligehold eller en banal ting som rengøring af gader og stræder. Hvorfor skal der ikke være pænt, når man går rundt? Eller det kan være pasning af børn efter skoletid. Alle de ting kunne man godt tage fat på uden en læn-gerevarende uddannelse,« siger kulturministeren.
Brian Mikkelsen henter inspiration til tankerne fra den tidligere republikanske præsident i USA Ronald Reagan. Men er samtidig klar over, at Danmark ikke ukritisk skal kopiere det amerikanske sy-stem, hvor mennesker på trods af fuldtidsarbejde lever på et eksistensminimum i såkaldte McJobs.
Netop en drastisk sænkning af mindstelønnen er et skræmmebillede, mener FOA-formand Dennis Kristensen: »Hvis mindstelønnen bliver halveret, så vil regeringen virkelig få genindført fattigdomsbegrebet i Danmark,« siger han. Regeringens velfærdskommission skal afslutte sit arbejde inden udgangen af næste år.

*Læs hele interviewet med Brian Mikkelsen i Information mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu