Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

13. juli 2004

Bittersød psychedelia
*Fra den første akkord på det første nummer på det andet album fra den britiske sekstet The Bees slåes an, befinder vi os umiskendeligt i et diffust, men umanerligt charmerende Retroland, beliggende et sted mellem 1966 og 1968. Det er altsammen enormt britisk at lytte til – quirky & quaint, by Jove – og summen er en bittersød psychedelia med alle de rigtige referenser smagfuldt anbragt alle de rette steder. Kan kun kaldes fremadskuende, hvis man har ført en eneboertilværelse i en jordhule siden 1967, men er ikke desto mindre – eller derfor – fuldstændig uimodståelig; især hvis man holder af effektiv psych-rock, hvad denne signatur uden blusel står ved, han gør.
Det skader ikke sagen, at sangskrivningsniveauet er langt over det, man normalt finder på denne slags skamløst nostalgiske projekter – eller at de seks antiglamourøse gentlemen spiller og synger med såvel råstyrke som finesse. Eller at pladen hænger sammen fra start til slut eller at gruppens egen Paul Butler har produceret hele svineriet til ug. Det ord, der nok yder Free The
Bees størst retfærdighed, er charmerende. Men også vindende, venlig og uundværlig presser sig på for at komme til. Et perfekt soundtrack til en våd sommer. Og hvor kan man så egentlig score noget lsd-25 nu om stunder?-lyn
The Bees: Free The Bees (Virgin-EMI)
www.thebees.info
The Bees spiller på Rust, Kbh. d. 12. august

Reggaestjerne i all-star selskab
*Blandt de af mange store sangstemmer inden for den moderne rytmiske musik, har reggaeveteranen Toots Hibbert en ganske særlig position, idet han besidder et usædvanlig sjælfuldt og inciterende organ, som, omend tydeligt inspireret af nys afdøde Ray Charles, ejer en særegen funky og gospelpræget livskraftig tone, der i dén grad formår at sprede gode vibrationer og løfte den lyttendes sjæl op mod det himmelske lys; Toots er nemlig modsat flertallet af reggaens giganter ikke rastafari, men baptist! Aktiv siden 1960 med de to korsangere, der udgør backingduoen The
Maytals, udsendte trioen i 1970’erne en stribe blændende lp’er på Dragon, Trojan og Island, alle garanter for øget livskvalitet og uanstrengt party-party stemning, lige meget hvor meget det regner!.
Det er i vid udstrækning sange fra denne periode, der udgør materialet på True Love, 15 numre i alt, hvor Toots enten synger duet med eller akkompagneres af diverse all-star kändisser fra især rockverdenen; i flæng folk som Ben Harper, No Doubt, Jeff Beck, Bootsy Collins og The Roots. Men det er som forventet
Toots, der brænder igennem og igen og igen stjæler showet her. Det manglede bare. Nytilkomne kan snildt stå på toget til »Funky Kingston« her!-lyn
Toots & The Maytals: True Love (V2/Bonnier-Amigo)
www.tootsandthemaytals.net

Indtagende kollegieværelse-tristesse
*Den norske duo Kings of Convenience’s andet udspil virker som en sval brise i en kvalm tid med sit lette akustiske anslag, sin underspillede harmonisang og florlette melodiske touch, ja i starten – de første fire-fem numres tid – får de igen og igen denne lytter til at tænke på Simon & Garfunkel, når de var allermest intime og direkte. Det gode indtryk holder dog ikke hele Riot On An Empty Street igennem, thi Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe hverken skriver sange på niveau Paul Simon eller synger igennem som Art Garfunkel. Mindre kan gøre det og der hviler en så indtagende kollegieværelse-tristesse over projektet, at det er umuligt ikke at holde bare lidt af det. Man ser for sit indre blik en bleg og seriøs danskstuderende af hunkøn rette på hornbrillen, mens hun fordyber sig i Jens Baggesen til lyden af sange som »Misread«, »Love Is No Big Truth« og »Gold In The Air Of Summer« og så er man jo glad igen. Og trods den af mol-akkorder-fyret-af-på-nylonstrengsguitar-atmosfære, der gennemsyrer Riot On An Empty Street, er det melankoli på den der lidt labre selvsmagende facon, som fylder lytteren med en vemodig vellyst. Hvilket også i rigt mål gennemstrømmer dette indtagende lille album.-lyn
Kings of Convenience: Riot On An Empty Street (Virgin-EMI)
www.kingsofconvenience.cjb.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu