Læsetid: 4 min.

En krig uden hensigt

Irakkrigen var ren besværgelse, et forsøg på at gøre det skete usket, mener den franske filosof Jean Baudrillard. Han har nu skrevet en bog om den Anden Golfkrig
9. juli 2004

Exorcisme
Den franske filosof Jean Baudrillard indkasserede i 1991 en herostratisk berømmelse med sin – til dels misforståede – bog om den Første Golfkrig La guerre du Golfe n’a pas eu lieu (‘Golfkrigen har aldrig fundet sted’). Hvad han mente var blandt andet, at der var tale om ‘en reklamekrig’, siger han til Nouvel Observateur, og dette er også tilfældet med USA’s nye invasion af Irak.
Begge krige er »udtryk for voldelige forsøg på en tilretning af verdensordenen, men uden nogen virkelig strategisk rationalitet.« I den forstand er de ikke krige i klassisk historisk forstand.

Ondskabens intelligens
Anledningen til samtalen er, at Baudrillard nu har skrevet en bog om Irak-krigen, La Pacte de lucidité ou l’intelligence du Mal (‘En klarsynet pagt eller ondskabens intelligens’, Galilée 2004).
I det store perspektiv er de to krige identiske, siger han til avisen, men der er alligevel en forskel.
»Den Første Golfkrig blev ført af en verdensmagt, der var sikker på sig selv og sin evne til at have styr på ethvert problem. Den nye Golfkrig har pant i nederlaget, fordi den er et negativt og reaktivt svar på 11. september-begivenhederne.«
Det er et svar, der er styret af »ideen om en verdensorden, der er fuldkommen tryg, hvor døden ikke eksisterer, hvor det anderledes i dets eneståenhed ikke eksisterer, hvor selve begivenheden ikke længere bør eksistere,« siger han.
Så bliver selv den mindste begivenhed opfattet som en trussel, ja, USA opfatter historien selv som en trussel, mener Baudrillard, og tilføjer med adresse til den amerikansk-japanske historiker Francis Fukuyama, der efter Berlinmurens fald proklamerede historiens endeligt, at »i dette lys er målet for denne verdensorden historiens endeligt i en form for præventiv terrorbekæmpelse.«

En arteriesvulst
Den ultimative udgang på den proces, der er i gang vil være et samfund, hvor kriminalitet forudses, før den har fundet sted, skriver Baudrillard i sin nye bog.
Han peger på, at det er, hvad der skete i Irak, hvor de opreklamerede masseødelæggelsesvåben aldrig blev fundet.
»I den reelle undertrykkelse af en virtuel forbrydelse øjner man fremtidens ansigt,« mener han og peger på, at netop dette også var, hvad der i mindre målestok hændte ved teateraktionen i Moskva, hvor gidsler og terrorister imellem hinanden blev ombragt i samme massakre.
»Dræb alle i forebyggelsens navn, Gud vil vide at kende sine egne!«
»Men det er 11. september, som krigen på én gang skal afmontere og retrospektivt forebygge,« som Baudrillard paradoksalt formulerer det amerikanske traume.
»Det er en måde at gøre 11. september usket på. Grundlæggende er den aktuelle krig blottet for hensigt og egen målsætning, den er en besværgelse, en exorcistisk
seance og af samme grund uafsluttelig,« fastslår han.
Derfor er der ikke længere tale om historie i den klassiske betydning af ordet, mener Baudrillard.
»Ligesom spøgelseskrigene i Afghanistan og Irak er 11. september mest af alt en intern konvulsion i systemet, en arteriesvulst i udbrud, en form for traume, der er helt forskellig fra historiske begivenheder, som udspiller sig i en form for kontinuitet og med en begyndelse og ende.«
Det samme gælder for ‘ikonerne’ af torturerede fanger fra de irakiske fængsler, påpeger Baudrillard.
»De er af samme natur som attentatet mod World Trade Center, en helt fantastisk ydmygelse af USA, men denne gang kommer den indefra. Den slags sammenbrud absorberes ikke i sindet på samme måde som historiske begivenheder, men forekommer snarere inspireret af en ond kraft. De er ikke længere bærere af et konstruktivt
kaos, men af en absolut uorden. I den forstand er historien slut, men åbenlyst ikke i den forstand Fukuyama forstod det, som en realisering af et ideelt demokrati i en banaliseret posthistorie.«
Nu har vi en én supermagt på den ene side, og på den anden alskens former for hemmelig modstand mod ‘denne påstået ideelle normalisering af eksistensen’, herunder terrorismen, mener Baudrillard.

USA en stat i Israel
Det er rigtigt, at det i dag er islam, det mest iøjnefaldende inkarnerer den underjordiske modmagt, medgiver han, men at skelne mellem god og dårlig islam er ikke desto mindre en mystifikation.
»Vi står over for en verdensmagt, der udsletter, hvad der passer den, og når det passer den og en underjordisk modstander, der reproducerer sig selv des bedre, jo mere man forsøger at udslette den.«
»Dette verdenssystem, denne absolutte magtens realitet, vil altid, så længe den eksisterer, avle en absolut afvisning af den samme magt.«
Når det er islam, der i dag mest synligt inkarnerer modstandsfronten, skyldes det den israelsk-palæstinensiske konflikt, »denne uflyttelige byld«.
»Den israelske mur er nu den mur, der deler verden i to. I den forstand er europæerne på samme side som amerikanerne. Og det er ikke muligt at få øje på en løsning, for det er ikke blot sådan, at Israel er den 51. stat i USA, det er snarere omvendt. Vi har at gøre med en verdensmagt, der
ikke længere er suveræn, hvilket er et vigtigt paradoks. Selv Berlinmuren havde aldrig den samme betydning, for den delte to rivaliserende blokke, to ideologiske systemer, der endnu befandt sig på samme niveau. Men nu har vi en total demarkationslinje mellem en verdensmagt på den ene side og på den anden side noget andet, der i sin essens nødvendigvis er terroristisk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu