Kunst
Centre Pompidou, det berømmede stykke hightech-arkitektur, museet for moderne og samtidskunst, ligger midt i metropolen Paris. Ikke desto mindre er det første, der møder gæsternes blik i disse måneder, alt andet end urbant pumpende puls.
Lige inden for døren står et kæmpe træ skrællet for bark og grene. Og inde i træet, i et hulrum udformet som et vindue i træet, står endnu et træ, et mindre træ, også skrællet for bark, med små grene stikkende i alle retninger.
Hvordan det, hvordan er det lavet? må man spørge sig selv. Det er håndværk, tydeligvis, og så meget desto mere sært. For kunstneren bag,
Giuseppe Penone hvis retrospektive udstilling er museets satsning denne sommer starter sin kunstneriske løbebane på et tidspunkt, hvor ovennævnte spørgsmål synes at have mistet sin relevans. På et tidspunkt, hvor kunsten er på vej ud af industrisamfundet og søger sin plads i konsumsamfundet.
Gik en sti
Allerede dengang, i 60erne, begyndte kunsten at svinde. Den blev minimal, pauver anti-form.
Kulturen var så perverst kommercialiseret, at visse avantgardister så sig nødsaget til helt at droppe maleriet, ja, objekter overhovedet. Kunsten måtte ikke ende som vare på markedet. Den var i defensiven.
I USA begyndte kunstnere at lave konceptkunst, idekunst og minimalisme. Man talte om, at kunstobjektet blev »dematerialiseret«. Ofte sattes processen over produktet. Håndværket blev opgivet og kunsten afstod fra den simple pirring af sanserne. F.eks. hos briten Richard Long, der »gik en sti« på en eng, kaldet A line made by walking. Året efter, i 1968, var den imidlertid atter tilgroet. Det var en idé. Den var udført på stedet. Men en lige linje kan trækkes alle steder.
Samme år i Italien, vender Penone efter et ophold på kunstakademiet i Torino tilbage til sin fødeby i dalen Organo. »Dér var jeg hjemme.« Og det kunne ikke være andre steder.
Hænger på træer
Et af dokumentarfotografierne fra perioden efter hjemkomsten viser en øm kunstner, der hænger i sit element på en træstamme som en koalabjørn. Ligesom sin britiske kollega synes han at have fået en idé. Og også han har lagt alt hvad kunsthistorien kunne tilbyde ham på hylden. Men som søn af en bonde, opvokset på landet, kan han dog trække på en anden erfaring, erfaringen af natur. Hvordan den virker.
Imens han hænger der på træet, reducerer han den kunstneriske skabelse til den blotte omfavnelse af et træ. For rundt om træet fastspænder han i samme ombæring en zinkwire, der følger hans krops konturer. Altsom træet vokser, vil wiren bide sig stadigt dybere, stadigt mere markant ind i barken.
Om et andet træ sætter han et bronzeafstøbning af sin hånd. Med tiden gror en kam af bark ud over hånden. Håndtrykket gengældes.
I løbet af kort tid har han gjort et uforglemmeligt indtryk på en række træer. Hans gestus er blot starten. Træet bliver skulptør og skulptur i hans virkefelt, det han kalder »vegetal vækst«. Skulpturen bliver til af egen kraft, dirigeret af Penone.
I en alder af kun 20 år bliver han præsenteret i dén bog, der formulerer en ny italiensk kunstretnings program: arte povera. Penones arbejde er helt i tidsånden, men som det anføres i en katalogtekst er han i sit kreative samarbejde med naturen både trådt ud af historien og hinsides alle tidligere stilarter.
Penone bryder ligesom sine kolleger med forestillingen om kunst som repræsentation. Men, som et særtræk, ledsages hans gode ideer af et korporligt arbejde, af et kroppens forhold til sin omverden, helt konkret, som hud mod hud. F.eks. træets hud.
»Dybden,« sagde digteren« Paul Valery, »det er huden.« Gennem sin bearbejdelse af »verdens hud«, trænger Penone stadigt dybere ind i skoven.
»Berøre, at forstå en form, et objekt, det er som at dække den med fingeraftryk,« forklarer han selv.
Nænsomt skærer, saver og hugger han sig ind i træet, ind i træets ringe, årenes ringe. Gennem håndværket, forståelsen af materialet, som træskæreren Penone arbejder i, finder konceptkunstneren Penone et allerede fremstillet objekt. Et særligt objekt, fundet på ny vis hver gang, ikke massefremstillet eller i sagens natur overfladisk.
Og hans kolleger var da også kun delvist begejstrede:
»Da jeg havde afbarket det første træ, satte de pris på det, altimens de kritiserede, at det var et objekt hvilket snarere forekom mig at være en fordel.«
Patos i harmonierne
Penones bedrift ligger i hans dyrkelse af en gestus, der forpligter sig på det, den kommenterer og følges op, når den åbner landskabet. En tilgang, man må efterlyse indenfor samtidskunstens øvrige felter, hvor gestusen ofte priviligeres og sanser og tanke gensidigt udelukker hinanden.
Udstillingen når fint rundt i Pernones produktions afkroge. Udover en diasprojektion af kunstnerens korpus på spredte kropsdele i grænselandet mellem Robert Gober og Tony Oursler, overrumpler især hans keramiske fremstillinger af åndedræt.
Svagheden i Penones produktion er en patos i harmonierne, der kun er Hermann Hesse og Hans Hattedame værdig.
*Giuseppe Penone, Centre Pompidou, til den 23. august
