MEDIERNES KONCENTRATION i hænderne på stadig større, stadig færre grupper er en velkendt udvikling i mange lande, ikke mindst i Danmark. Men i Frankrig, hvor koncentrationen er lige så fremskreden som i Danmark, er den tilsat et element, der gør situationen enestående i den demokratiske verden: To giganter inden for fly- og rustningsindustrien, Dassault og Lagardère, har bemægtiget sig ejerskabet af to trediedele af pressen. Det sker bare i Frankrig. Hvad ville man have sagt, hvis f. eks. Washington Post var blevet opkøbt af Lockheed-Martin?
Ikke nok med, at pressen opkøbes af rustningsfirmaerne. Samtidig ejes Frankrigs dominerende tv-station, TF1 - den største private tv-station i Europa - af byggegiganten Bouygues, og tilsammen behersker de tre grupper tre fjerdedele af den franske medieverden. Fælles for Dassault, Lagardère og tildels Bouygues er, at de lever af leverancer til staten, og alle tre plejer nære venskabelige forbindelser med regeringsapparatet og det politiske højre.
Man behøver ikke være en højt kvalificeret samfundsanalytiker for at se, at pluralismen og mediernes uafhængighed under sådanne forhold er på vej ud i den blå luft.
Koncentrationen er sket gradvis gennem en årrække, men i indeværende år kom den i skred, da Serge Dassault en nær ven af præsident Chirac og folkevalgt politiker for regeringspartiet UMP i marts udvidede sin andel af gruppen Socpresse (ca. 70 dag- og ugeblade med Le Figaro og L'Express i spidsen) fra 30 til 80 procent. Det skete ved opkøb af aktier for 3,7 mia. kr. fra arvingerne til den afdøde bladkonge Robert Hersant under velvillig medvirken af regeringen gennem yderst liberal fortolkning af skatte-, arve- og konkurrenceregler.
DET SIDSTE NYE er, at Bouygues-gruppen har forsøgt at overtage 10 procent af Socpresse. Det ville betyde, at det dominerende tv-selskab, ejet af en byggegigant (der i parentes bemærket også behersker en stor del af telefonmarkedet), giftede sig med den franske presses mastodont nr. 1. Det måtte opgives i denne omgang, men der vil uden tvivl blive gjort nye forsøg. Og det er betegnende, at forhandlingerne strandede, fordi Martin Bouygues ikke kunne få et krav om forkøbsret på op til 30 35 procent af Socpresse opfyldt.
Disse kolosser udmærker sig altså ved en glubende appetit. Hvad de hyperaktive milliardærer mangler, er interesse for mediernes og informationens demokratiske funktion, engagement i medierne som andet end investering og talerør for egne interesser. Annoncemarkedet, som de tre giganter behersker suverænt, er i centrum for deres strategi, og blade, der ikke giver et pænt overskud, kan imødese lukning.
Serge Dassault har også tilkendegivet, at han ikke lider af komplekser med hensyn til at blande sig i bladenes indhold. Da han overtog dagbladet Le Figaro, sagde han rent ud, at han havde brug for et sted, hvor han kunne komme til orde. Han har også sagt, at han ønsker blade med vægt på gode nyheder og sunde ideer (hans egne). Kritik frabedes...
Også andre firmaer har foden inden for ejerskabet af pressen, idet hårdt trængte blade har kastet sig i armene på industri og handel for at overleve. Deres problemer er kapitalmangel, usikre annonceindtægter, høje fremstillingsomkostninger og trods indirekte statsstøtte høje distributionsomkostninger. En syg og skrøbelig branche, hvis indre liv den frie og uafhængige information, der udgør dens eksistensberettigelse ydermere kvæles langsomt af en koncentrationsproces, hvor pengene dikterer spillereglerne.
DEN UAFHÆNGIGE og pluralistiske presses overleven kan næppe sikres uden en offentlig politik med dette for øje, og der er brug for en kulegravning af spørgsmålet om, hvordan det kan gøres.
Det paradoksale er, at de store industrikoncerner, der nu har bemægtiget sig hovedparten af medieverdenen, takket være deres venskaber og indflydelse altid har været i stand til at tilkæmpe sig hjælp fra staten direkte eller indirekte, aktiv eller passiv, godt eller slet maskeret. Det har de vist i forbindelse med deres gradvise fusioner og akkvisitioner. De blade og radio- og tv-stationer, de kontrollerer, og som de ønsker at bevare, skal nok klare sig, men tilbage bliver problemet om pluralismen og den frie meningsdannelse, om pressen som kritisk kontrolinstans over for magten.
Der er noget, der hedder monopolbekæmpelse anti-trust lovgivning osv. I det ene land efter det andet har monopolkontrollen vist sig at være en tandløs vagthund med en ustyrlig tendens til at logre for pengemagten.
EU, der har sine regler på området, har ved lejlighed vist sig at være lidt mindre tandløs end medlemslandene, og måske tør man håbe på, at Bruxelles endnu kan spille en aktiv rolle i kampen mod den kvælende koncentration inden for medierne. Men ødelæggelsesprocessen kan ikke standses uden, at medierne selv gør en indsats med kvalitet og kreativitet og læserne og seerne med deres valg
