Læsetid: 4 min.

Kylling og kyllingehjerter

Michael Rasmussen viste endnu engang stort mod, og Bjarne Riis og Ivan Basso fedtspillede, da de i stedet for at angribe Armstrong hjalp ham
21. juli 2004

Touren
Da Jan Ullrich rejste sig efter dages kørsel på kanten af knock out og alene angreb langt udefra, var det så smukt, modigt og rigtigt. Smukt, fordi han trods nedturene i de seneste dage og trods det mere og mere klæbende prædikat som den evige og lidt for tykke toer, ville vise at han stadig er at regne som udfordrer. Modigt, fordi et angreb alene kunne sende ham på rutsjetur ned i klassementet, hvis hans mange kræfter slap op. Og rigtigt, fordi han havde holdkammeraten og den bedre placerede ? og indtil nu bedre kørende ? Andreas Klöden siddende bag sig i den gruppe med Armstrong og de andre favoritter, som han kørte væk fra. Skulle hans forehavende mislykkes, ville Klöden kunne køre kontra.
Det lignede en prækær situation for Lance Armstrong. Han havde kun to af sine folk med sig på det tidspunkt, Ullrich angreb. Den bjergstærke Azevedo og slideren Floyd Landis, der lignede en mand, der var ved at være brugt op. Netop den ønskesituation for Armstrongs konkurrenter, som mange har fablet om i årevis som det eneste middel til at slå ham: Isolere ham fra sit hold. Pille væbnerne fra ham og så angribe ham.
Man kunne undre sig over, at han tog det så roligt, men måske vidste han eller anede han ? hvad ingen andre kunne vide - at der var uventet hjælp forude. Fra konkurrenterne CSC.
CSC?s Jens Voigt, der havde været ude i et langt tidligt udbrud som forpost, standsede op og ventede. Løsnede musklerne og drak lidt væske. Ventede på Ivan Basso og Carlos Sastre, der sad limet til Armstrong i den stærkt reducerede gruppe, som mest opsigtsvækkende havde mistet det spanske podiehåb Francisco Mancebo. Voigt ventede ? men ikke for at Basso senere kunne sætte et angreb ind. Han ventede for at kunne lægge sig i spidsen af gruppen og afløse den udslidte Floyd Landis til støtte for Armstrong i jagten på Ullrich!
En alliance med sin egen logik: CSC opfattede ikke Ullrichs angreb som et angreb på Armstrong, men først og fremmest som en trussel mod Ivan Bassos andenplads på podiet. Man gav en muligvis trængt Armstrong en hånd for at konsolidere en andenplads og køre trusler til den som Mancebo endnu mere agterud. Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man kan opnå. Det var den dikterende logik i aktionen.
Og det var synd for cykelløbet. Det var synd for Michael Rasmussen, der sammen med Richard Virenque var ude i endnu et langt bjergtogt, men denne gang grundigt forberedt af hans Rabobank-hold, og det havde store muligheder for at kunne holde til mål, hvis ikke US Postal og CSC havde slået pjalterne sammen og var begyndt at køre stærkt efter Ullrich.

Synd for cykelløbet
Og det var synd for Ullrich, at han ikke blot var oppe mod en modstander, men to forenede, på den dag, hvor han syntes at have benene til at gå berserkergang.
Den slags sentimentalitet skal rytterne, der kører for at vinde, selvfølgelig ikke tage hensyn til. Men når det var synd for cykelløbet, så var det fordi CSC ikke kørte for at vinde, men for at blive nummer to i Paris. Hvor Rasmussen med kælenavnet Kyllingen har vist mod og hjerte i sine stort anlagte togter, så var Riis? taktik for sit hold og for Ivan Basso i går temmelig kyllingeagtig. Fornuftigt og sikkert er ord for det. Frygtsomt og selvopgivende nogle andre. Når nu muligheden for at angribe var der, og når nu der ikke er så mange andre muligheder tilbage for det.
Med Armstrong først over mål og igen i gult, og med Basso lige efter sig, er den unge italiener rykket op som hans farligste rival for alvor. Med de forpligtelser som følger med at være nummer to i løbet, før det går ind i afgørende fase. Forpligtelsen til at ville vinde og ikke lade sig nøje.
Det er for Bjarne Riis? hold og for Basso selv et resultat langt over forventning, hvis han skulle slutte på trinet under Armstrong. Men nummer to i Tour de France bliver først en stor nummer to, en man husker, hvis han også med risiko for at miste har forsøgt at komme det sidste trin op.
Jan Ullrich gjorde det fra en håbløs udgangsposition. Uden at lykkes, men også uden at tabe. Ivan Basso med Bjarne Riis i øresneglen gjorde det ikke. Tabte ikke noget, men vandt heller ikke noget på en dag, hvor muligheden måske nok var spinkel, men den var der, og rigtigt store bliver de aldrig, når man har med Armstrong at gøre.
Det er i dag på enkeltstarten op til Alpe d?Huez, at Basso skal indhente tid på amerikaneren, og så er der kun den sidste store Alpeetape i morgen til at angribe ham i. Før den relativt lange flade enkeltstart, hvor Armstrong synes urørlig for Basso og kan køre sig til sin sjette Tour-sejr. Uantastet og uden at være blevet udfordret indtil nu. Desværre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu