Læsetid: 4 min.

Lad dog drengen

Richard Virenque udførte en bedrift, mens favoritterne holdt hinanden i skak i taktisk fnidder og overså, at Lance Armstrong blottede sig
15. juli 2004

Touren
For 12 år siden rendte en lille 22-årig knægt i en gul trøje rundt i en nordfransk torvehal og blærede sig. Med god ret den dag, hvor han for første gang kørte sig ud af anonymitet og kortvarigt i spidsen for Tour de France. Men han fortsatte med at blære sig, også når han ikke havde grund til det, og samtidig med at han blev gamle franske koners og pigekamres kæledægge, lagde hans arrogance distance til mange konkurrenter og kolleger, og jeg var blandt de iagttagere, der fandt ham ulideligt irriterende. Men Richard Virenque er forlængst kørt fra både sin ungdoms image og den skam, han måtte bære som den, der længst benægtede den systematiske doping på sit Festina-hold. Han vandt sin første etape i Touren i 1994 og gentog bedriften i går 10 år efter. Syv etapesejre på 10 år i det eneste løb, der virkelig betyder noget for ham, og alle vundet efter ensomme raids over de højeste bjerge. Det er uden sidestykke blandt dagens ryttere.
Virenque har en enestående flair for at finde det rigtige tidspunkt at indlede sine lange togter på. I går havde en mindre hærskare forgæves forsøgt at komme afsted i udbrud på de første 25 km., hvor der blev kørt vildt cykelløb, men det var Virenque, der fornemmede før andre den lillebitte afmatning, der tillod ham at slippe væk efter 27 km. Sammen med Axel Merckx. Det ser så nemt ud, og hvorfor er der ikke nogen, der bare kører efter, kan man spørge. Men det er hundesvært at gribe nøjagtigt det moment af ubeslutsomhed i feltet, hvor ingen mere tør bruge kræfter på at stikke eller blotte sig ved at køre udbrud ind. Og så havde den tidligere blærerøv blot 210 km. foran sig med unge Merckx som halvblind passager og et taktiklåst felt op til 10 minutter bag sig.

Svaghedstegn
En bedrift, der var lige så spektakulær og dristig, som cykelløbet generelt var ensformigt og røvkedeligt. En fuser i forhold til de forventninger, man kunne have til etapens angrebsterræn med Tourens første alvorlige stigninger. Eller en bekræftelse af de bange anelser, man kunne have om, at ingen af favoritterne ville vove at blotte sig så tidligt. Trist, for Lance Armstrongs udfordrere Ullrich, Hamilton, Mayo, Basso, eller hvem det nu bliver, er alle bagefter amerikaneren i klassementet og kunne godt have brugt dagen til at tjene et par sekunder eller i hvert fald prøve på det. For en lille sensation var der.
Svaghedstegnet, som alle følgere af Tour de France har ventet på – nogle håbet på – i fem år, viste sig på få minutter op ad Col du Pas de Peyrol. Den første alvorlige stigning i dette års Tour. Tegnet på at Lance Armstrong kan være sårbar. Ikke fordi han selv blottede sig, men fordi hans hold gjorde det. Da det stærkt reducerede felt af de bedste klatrere for første gang skulle se hinanden an og prøve hinanden af, faldt alle Armstrongs folk fra på nær en enkelt. Det er ikke set i årevis, og giver håb om, at løbet er mere åbent, end det før starten syntes.
Ikke, at Armstrong ikke må vinde for sjette gang, hvis han er stærk nok til det. Men trist for den fortsatte underholdning, hvis han og hans hold skulle have splittet det hele ad allerede på første bjergetape.
Der kan være flere årsager til, at konkurrenter og tilskuere øjnede svaghed hos US Postal-holdet. Overgangen fra en uges nervøs fladlandskørsel i regnvejr og kulde til bjergkørsel i sol og varme er for de fleste ryttere svær. Benene og en anden gearing skal prøves af, og de ryttere, der skal køre for en plads højt i klassementet, er ofte selv usikre på deres formtilstand i forhold til konkurrenternes, når vejen pludselig stiger brat. Derfor kan US Postals svigt være et flygtigt fænomen, som man ikke skal lægge for meget i, men det kan også være den lille blottelse, som konkurrenterne skal udnytte. Et lille sår at bore i: At isolere Armstrong fra sit hold på bjergetaperne, er den eneste opskrift på at slå ham.
For den gule trøje, den unge franskmand Thomas Voeckler, var det fint, at favoritterne ikke blæste til angreb, så forvaret af trøjen kunne foregå ordnet. For favoritterne var det tilsyneladende fint, at Virenque kunne køre sit eget løb foran, mens de blot vogtede på ikke at tabe tid til hinanden. Lad dog drengen, syntes de at have sagt.
Og for os, der så på, var det bare ret kedeligt bortset fra de 10 minutter på bjerget, hvor der var tilløb til en dramatisk udskilning – og hvor man med danske øjne kunne glæde sig over, at Michael Rasmussen kørte ubesværet op som et avisbud på morgenrunde ved siden af tydeligt mere besværede Armstrong, Ullrich og Hamilton.
Den skaldede og radmagre mand fra Tølløse er helt uden frygt for at vise sine ambitioner og sit selvværd, og muligheden for en etapesejr i de voldsommere bjerge er rykket nærmere.
Virenque viste ham vejen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her