Læsetid: 4 min.

Lance – ikke den største endnu

En stor mester huskes ikke blot på sine sejre, men også på sine nederlag. Trækker han sig nu fra Tour de France vil han få ry som overmenneskelig
26. juli 2004

Tour de France
Da Lance Armstrong sikrede sig sin sjette Tour de France sejr ved også at vinde den afsluttende enkeltstart med over et eftertrykkeligt minut til Jan Ullrich, udløste han selvfølgelig diskussionen: Hvem er alle tiders største i verdens vigtigste cykelløb i de 101 år, det med krigsafbrydelser har været kørt. Tallene må vel tale.
Ingen har før vundet seks sejre, og Armstrong har gjort det i træk. Ingen vinder har siden Eddy Merckx i 1970’erne vundet så mange etapesejre undervejs som kræftoverleveren i denne Tour. Fem personlige plus holdtidskørslen, og kun to af nøgleetaperne, de to enkeltstarter og bjergetaperne har han overladt til andre. Til Virenque den første dag i Pyrenæerne og til Ivan Basso den anden. Han må vel så være alle tiders største.
I hvert fald større end Fausto Coppi, der kun vandt Tour de France to gange – i 1949 og 52 – og det tæller vel ikke, at Coppi sidste gang vandt med den største margin nogensinde. 28 minutter og 17 sekunder. Og selvfølgelig større end Charly Gaul, der kun vandt en enkelt gang – i 1958 – men som for altid vil huskes fordi, han som luxembourger kørte uden holdstøtte – dengang kørte man med nationalhold og ikke firmahold – og fordi Gaul på en enkelt dag i århundredets uvejr kørte sejren hjem ved at klatre alene over bjergene mellem Briancon og Aix-les-Bains.
Tallene taler for Armstrong, men tal er ikke altid de bedste til at måle storhed med, og både Coppi og Gaul stråler uantastede som Anquetil, Bobet, Bahamontes, Bartali, Merckx, Indurain og fortsæt selv navnerækken efter eget hjerte.

Spektakulære bedrifter
Diskussionen er af mange årsager dømt til at fise ud i påstande mod påstande og helt personlige valg. Jeg sætter Coppi og Gaul over alle andre af de usaglige grunde, at Coppi forenede sine spektakulære bedrifter på cyklen med en skrøbelig fysik, et kompliceret sind og et kontroversielt liv. Der er så mange historier og mysterier i ham. Og den altid ensomme Gaul var simpelthen den første, hvis Tour de France i 1958, jeg fulgte fra dag til dag gennem korte radiobulletiner. Også fordi det var året, hvor den første dansker, Hans E. Andresen, gennemførte.
Cyklingen på Coppis og Gauls tid var en anden. Alene det, at der i 1952 forsøgsvis vistes tv-billeder fra Coppis triumf, fortæller om en anden tid. Vejene var dårligere, ofte grusveje over de høje pas, og selv om rytterne var organiserede i hold som i dag, var der i langt højere grad tale om mand-mod-mand-dueller blandt de bedste i alle typer terræn.
En Charly Gaul uden hold ville aldrig have kunnet vinde et eneste etapeløb med vore dages raffinerede holdtaktikker. Rytterne var veltrænede, selvfølgelig, men trænede efter erfaringens og intuitionens principper og ikke med den vifte af videnskabelige discipliner og teknologiske dimser i ryggen, der optimerer træning og præstationer. En udvikling, der har præmieret de næstbedste med den konsekvens at tidsforskellene på selv de mest strabadserende etaper er små. At et næsten samlet felt forleden passerede over Tourens højeste punkt, La Madeleine, ville for ikke så mange år siden have været umuligt.
Der kan sættes årstal på cyklingens passage fra romantiske heltekvad til en naturvidenskabeligt funderet realisme. I 1984 tog den italienske cykelrytter Francesco Moser til Mexico City for at slå den timeverdensrekord – hvor langt man kan køre på en time – der tilhørte Eddy Merckx og før ham Ole Ritter. Moser var et tempofænomen, men havde med sig en stab af læger med den senere berygtede Francesco Conconi i spidsen, og det var nyt. Moser var også den første, der – i Giro d’Italia – brugte pladehjul på en enkeltstart.

Aerodynamik
Det andet årstal er 1989, hvor Greg Lemond stillede op til den afsluttende enkeltstart til Paris i vindbrydende hjelm og med aerodynamisk triatlonstyr på cyklen, mens Laurent Fignon lod hestehalen flagre i vinden efter sin mere traditionelle cykel og tabte Tour de France med de berømte otte sekunder. Fignon var den sidste romantiske rytter.
Af Lance Armstrongs forgængere er kun Miguel Indurain sammenlignelig på ensartede vilkår. Og i den konkurrence vinder Armstrong. Tallene siger det, men hvis storhed også måles i personlighed og uforglemmelighed, så er Armstrongs særegne historie som kræftoverlever, hans starquality som en rockstjerne, hans intelligens og veltalenhed – og hans facetterede måde at vinde på i år – den mutte, flinke spanier overlegen.
Armstrong ved det, når han i år har prøvet at gribe tilbage til den romantiske cykling, på moderne vilkår, ved at vinde på mange måder, og især ved at lufte tanker om at køre andre løb end Tour de France næste år. Med den risiko – som han sagde i går – at han så også kan tabe, hvis han ikke udelukkende fokuserer på det.
Og det ved Armstrong sikkert også godt. . Ikke glemt, men heller ikke elsket og knapt nok beundret. Taber han engang, vil han vise sig i sin menneskelige dimension også. Og det er, hvad cykelløb er om.
Menneskelighed i ekstreme situationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu