Læsetid: 11 min.

’Vi lever i et harsk smørhul’

Utopien har et dårligt navn for tiden. Men forestiller man sig ikke et alternativ, havner man i ’den endelige løsning’, det totalitære, siger forfatteren Suzanne Brøgger. Der er gået meget tabt i alliancen med det fri marked, immaterielle kulturværdier som liberalismen ikke kan forholde sig til, mener hun
3. juli 2004

Jeg går med en undren over tidernes skiften, over hvordan dagsordenen ændrer sig,« siger Suzanne Brøgger.
»Da jeg skrev Sejd, var jeg netop optaget af oplysningsprojektets tilsyneladende nederlag og hvad det er, der konstituerer et historisk vendepunkt. Vi taler ikke om nye opdagelser, men om en radikal forandring af konteksten, som pludselig indebærer, at tidligere vigtige spørgsmål ikke betyder noget, mens andre pludselig bliver vigtige.«
»Eller som Marcel Proust siger det så smukt: ’Jeg beundrede åndens, fornuftens og hjertets svigtende evne til at fremkalde den mindste omvendelse, til at løse en eneste af de vanskeligheder, som livet senere med lethed løser, uden at man i mindste måde véd, hvorledes det har båret sig ad dermed.’ Problemerne ændrer sig, uden at de er blevet løst, de falder bort, men uden at være blevet mødt med et tilfredsstillende svar.«
»I 1950ernes absurdisme var det eneste alternativ selvmordet. Så blev vi alle fremmedgjorte, og det er vi vel stadigvæk. I det mindste blev problemet ikke løst. Dernæst kom reifikationen, tingsliggørelsen, og i dag har vi alle bærbare antenner, vi er blevet til de maskiner, som filosofferne advarede imod, men nu har vi glemt, at det var et problem. Det er som om at spørgsmål, der stilles i en bestemt tid, står stille, mens tiden løber fra dem.«
– Mener du også, at det gælder på samfundsplan?
»Magtens natur har ændret sig. Poul Henningsen har sagt: ’Vær altid uden tillid til de store, vi er alene deres revisorer’, men i dag er de store ikke store. Verdens kompleksitet er blevet så tydelig, at magthaverne ikke har magt. De har magt til at træffe beslutninger, men de har ikke kraft til at nå det resultat de ønsker.«

Den svære modernitet
»Når der i dag vokser en modstand frem mod oplysningsprojektet, er der tale om, at det fortrængte kommer for en dag.«
»Som Villy Sørensen sagde: »Det man ikke får med, får man imod sig. Altså det, oplysningen har fortrængt, det får vi tilbage nu, hele modernitetens problem, som kommunismen og nazismen hver på deres måde forsøgte at finde svar på i forrige århundrede.«
»Det bliver i stigende grad klart, hvor vanskeligt det er at være moderne, det moderne er også truet i vore egne samfund. Det er næsten kun meget stærke mennesker, der kan klare moderniteten.«
– Hvilke truende kræfter tænker du på?
»Hvis vi definerer moderniteten som muligheden for at udvide det private og subjektive til at gælde for flere individer i større cirkler, så er det projekt nu brudt sammen i bander eller turbokapitalistiske grupperinger, kort sagt grupper, der plejer egne snævre interesser, men ikke tager noget ansvar for helheden – med sporten som den fremmeste metafor for survival of the fittest-mentaliteten.«
»Det er også som om, at en bestemt fortolkning, hvis den har varet længe nok, slår den om i sin modsætning. En bestemt rendyrket fortolkning af seksualiteten er nu blevet til et fængsel, nemlig det, vi ser i Abu Ghraib – mens kirken er blevet et frigørelsessted.«
– Det sidste må du uddybe!
»Det, jeg mener er, at det er den metafysiske del af oplysningsprojektet, der er blevet fortrængt, og som nu vender tilbage. Det er dér, de strømførende spørgsmål stilles – også i okkulte eller kætterske former.«
– Men hvorfor nu?
»Fordi noget har været følelsesmæssigt ufortolket, og fordi folk ikke længere har en dannelsesballast at stå imod med. Af samme grund går jeg for eksempel ind for en kanon,« fastslår Suzanne Brøgger.
»Det er ungdommens privilegium at sige après nous le déluge, ’efter os kommer syndfloden’. Men når man bliver gammel, begynder man at føle ansvar for helheden.«
»Individualismen er en ny udfordring. De historiske fællesskaber har altid været tvunget ned over hovedet på folk, men med alle atomers oprør og alle individer frisat, bliver oplevelsen af at være isoleret atom akut.«
– Du har selv som ung argumenteret omfattende og udfoldet for familiens afskaffelse. Nu må du konstatere, at udviklingen har ført til atomisering?
»Ja, og at folk klamrer sig til familien, fordi det er det eneste, vi har.«

Emancipationens endestation
»Noget er gået galt med emancipationen, den er nået til en endestation. Samfundet har emanciperet sig fra borgerne, forældrene fra deres børn, man kan ikke længere forpligte samfundet på borgerne, lægerne på patienterne, lærerne på børnene. Frigørelsen er blevet til sin egen modsætning, og vi er kommet ind under nye tyrannier. Mange folkeskolelærere må give op, læger kan ikke holde til at arbejde på hospitalerne, og kapitalens tyranni med krav om ’omstillingsparathed’ og tilpasningsdygtighed fører til, at folk bliver udbrændte som 33-årige.«
»Er der ingen grænser er for emancipation? Og hvor skal man sætte grænserne? Mennesker går i stykker, men i individualismen navn får de at vide, at det er deres personlige nederlag. Samfundet vil ikke erkende, at det er et samfundsskabt problem, et problem, som markedet ikke er i stand til at opfange, for markedet kan ikke tale, det kan kun mennesker. Men mennesker er angste for at ryge ud.«
»På den måde er der kommet en ny censur i verden. En censur, der skyldes hvad man kunne kalde karriereangst. Man behøver ikke at have et politbureau, når man kan få mennesker til at censurere sig selv frivilligt.«

Immaterielle kulturværdier
– På den ene side ser du en emancipation, om end på markedets betingelser, men på den anden side står vi også over for stærkt reaktionære tendenser. Hvordan mener du, det hænger sammen?
»Det er det, jeg mener med det fortrængtes tilbagevenden.«
– Behøver det antage de former, det gør, med fremmedfjendskab og nationalisme?
»Det er de forurettedes, de underlegnes tur, der er tale om revanchisme. Der er nogle, der har følt sig trådt på, og nu vil de have andre ned med nakken. Bortset fra, at det er grimt at se på, så er det måske historisk forståeligt: Udviklingen går en vej, som mennesker ikke kan holde ud, og som man ikke kan stemme sig ud af. Her tilbyder Dansk Folkeparti at standse verden.«
»Utopien har jo et meget dårligt navn for tiden. Men idet man nægter at forestille sig noget, der kunne være bedre, et alternativ, havner man i ’den endelige løsning’, det totalitære.«
»Der er vitterligt gået meget tabt i alliancen med det fri marked, ting som liberalismen ikke kan forholde sig til. Jeg holdt for nylig foredrag på en Unesco-konference om ’immaterielle kulturværdier’. Den drejede sig om krav fra u-lande, der har traditioner og økologiske forhold, som er truet, men som der ikke kan sættes pris på. Her er Danmarks avantgarde Grønland, for de har oplevet hvilken selvmordslavine, moderniteten satte i gang, og hvad der gik tabt. De kan pege på ritualer, frugtbarhedsdanse og trommedanse, men i Danmark har man åbenbart ikke ment, at vi har nogen immaterielle kulturværdier, eftersom Danmark har nægtet at støtte bevaringsbestræbelserne.«
»Dér mener jeg, at når en hjemmehjælper har 10 minutter til en gammel dame, som det end ikke er hende tilladt at tale med, eller når gamle mennesker har over 100 hjemmehjælpere på et år, så er der tale om tab af en immateriel kulturværdi. Det er sådan noget, der får folk til at stemme på Dansk Folkeparti. De føler konkrete tab, men de ved ikke, hvad de skal gøre.«
– Har du nogle forslag?
»Det siges, at visdom består i at skelne mellem det, man kan gøre noget ved og det, man ikke kan gøre noget ved. Hvad kan vi gøre ved, at Danmark ’slummificeres’, at gamle landbrugs-ejendomme forfalder, fordi de overtages af folk, der ikke har råd til at bo i byen eller til at holde dem ved lige?«
– Og byen ’slummificeres’ af beton og grimme kontorglaspaladser?
»Ja, vi taler om ’slummificering’ af et helt land, og den hænger sammen med, at arbejderkulturen og almuekulturen, som betød en social kontrol, er forsvundet. Nu har vi atomernes fri hærgen, kommunerne er magtesløse, og med kommunalreformen risikerer vi at få et mere bureaukratisk samfund. Så vænner man sig langsomt til, at to mennesker i kørestol sidder et døgn og venter på stationen, fordi der er sket en computerfejl. Så længe kommunerne er små, ved man, om de gamle er levende eller døde, når de skal have deres mad.«
»Man kunne også nævne det tab, man omtaler som ’det store bogtyveri’, måske det største tab, siden biblioteket i Alexandria brændte! Jeg har det indtryk, at det, der grundlæggende er kommet bag på folk, er, at bøgerne var så dyre.«
»Men der er noget mere alarmerende på spil, noget dybere, immaterielt, er gået tabt, når det overhovedet har kunne lade sig gøre. Bøgerne har kunnet sive ubemærket ud af biblioteket, de bliver først bemærket som værdi, når der sættes pengepris på dem. Jeg ser det som et symbol på, at den gamle verden er forbi, og at vi befinder os i den nye.«
»Og jeg har det, som om jeg tilhører l’ancien régime.«
»Vi kan jo også holde os til det helt nære. En immateriel kulturværdi er at have en tegner som Per Marquard Otzen på en avis. Det er en herlighed og en fryds-værdi. Og hvis man ikke kan skaffe de penge, der skal til, for at opretholde en standard, så må man da råbe vagt i gevær i stedet for, at alle går angste rundt og ser ned i jorden.«
»For nu at bruge ham som symbol på det, der sker overalt i Danmark – i en virksomhed, der står os nær!«

Tab og muligheder
– En ’slummificeret’ avis og et ’slummificeret’ land med en emanciperet elite, der blæser på resten – er det fremtiden, som du ser den?
»Nej, ikke kun, for der er også globaliseringens dynamiske kræfter, der betyder, at spændende mennesker mødes, at der opstår kreativitet, dynamik og overraskende livsudtryk – det uventede.«
– Såsom?
»Det foregår nok mest i bysamfundenes nye subkulturer, som jeg ikke ved meget om. Der udvikles nye sprog og den dynamiske intelligensmasse føres derhen, hvor de strømførende ting foregår.«
»Og på den anden side er der så områder, der bliver hægtet af, en blanding af skrot og ros – inklusive mig selv! – og går i eksil.«
– Du har dog boet her på landet på Vestsjælland mange, mange år, uden at gå i eksil?
»Det er fordi, jeg allerede for 30 år siden kunne mærke, hvor det bar hen! Jeg fandt en lomme, men nu føler jeg, at moderniteten også indhenter mig her.«
»Men det er nok altid et problem ved at interviewe gamle mennesker som mig, at de kan registrere tabene, mens de unge kun oplever gevinster, at nye ting lægges til. Du kan ikke tale med en 20-årig om oplysningen i dag. Men det burde en 20-årig kunne!«
– Du taler om et generelt tab af historisk bevidsthed?
»Den tyske forfatter Botho Strauss kalder det ’infodemens’. De radikale spørgsmål, som tidligere blev stillet kulturradikalt, stilles nu kulturkonservativt.«
– Hvad er de radikale spørgsmål?
»Der er en konservativ pagt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. Man kan kun pege på sådan noget som tabet af immaterielle kulturværdier ud fra et kulturkonservativt synspunkt. Liberalismen kan slet ikke og Det konservative Folkeparti i Danmark kan heller ikke. Eller på de økologiske spørgsmål. Men når man står på afgrundens rand, er det tåbeligt at tage et skridt frem.«
– Man kan stadig støde på det argument, at det er fordi kvinderne svigter deres ansvar, at børn og gamle mangler omsorg.
»Det, mener jeg, er forkert. Men vi er nok nødt til at sætte fingeren på frygtelige steder, såsom den funktionelle analfabetisme blandt børn, der ikke har fået et sprog fra de var helt små, fordi de har været stuvet sammen i vuggestuer og fået skiftet ble af et par gummihandsker, mens pædagogerne snakkede med hinanden. Måske har de ikke fået så meget som et dik i maven!«
»Men det er ikke kvindernes ansvar, det er landets, det er samfundets politiske problem, at det ikke sørger godt nok for noget, der i den grad er et fællesanliggende. Også her er der tale om en immateriel kulturarv, der forsvinder.«
»Men på en måde lyder det alt for mistrøstigt! Det sjove er, at jeg har et mægtigt humør, jeg er meget lykkelig for at leve. Men det vil vel også sige, at man ikke nødvendigvis er afhængig af den verden, man lever i. – Fordi man er emanciperet!«
– Siger du, at vores generation har været så heldig at leve lige præcis på det historiske tidspunkt, hvor emancipationen hverken var for ringe eller var gået for vidt?
»Ja, måske. Vi har været heldige. Hvad skal de fleste mennesker lave i fremtiden, når arbejdspladserne forsvinder og der ikke opstår nye? Vi kan ikke alle være kunstnere og symbolanalytikere.«
- Måske ved folk godt, hvad der er et værdigt liv?
»Jeg tror også, at mennesker godt ved, hvordan de skal leve et værdigt liv, men det har alle dage hørt med til et værdigt liv at have arbejde. Har man ikke det, må man enten som de gamle aristokrater selv skabe sit liv på egne præmisser, eller også går man i opløsning i paraboliserede pommes frites-bjerge. Det er meget krævende selv at skabe sit liv.«
»Men det er måske det næste eksperiment!«
– Sætter det billede, du tegner af det emanciperede samfund, egentlig ikke spørgsmålstegn ved selve demokratiet?
»Jeg tror, man taler om ’demokratisme’, at dagens demokrati er mere ideologisk end reelt. Også demokrati er én af de immaterielle værdier, der forsvinder.«
»Og så må man jo tilføje, at Danmark samtidig stadig er et smørhul. Vi sidder ikke i Abu Ghraib eller lever i u-landsslum. Det er en mere godartet deroute. Man kan vel sige, at vi lever i et harsk smørhul.«

*Vi oplever i dag en massiv oplysningsskepsis: Overtro er blevet til selvrealisering, nationalisme dominerer den euro-pæisk offentlighed, den akademiske elite er under mistanke. Information taler med filosoffer, forskere og politikere om den miskrediterede oplysning. Læs artiklerne på tema.information.dk/oplysning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu