Læsetid: 3 min.

Mærsk blæser på prognoser

Mærsk Olie og Gas har ingen planer for den dag, det bliver for dyrt at indvinde olie. Virksomheden koncentrerer sig om at hente det sorte guld op
12. juli 2004

Afhængig
Selv om olie ifølge eksperter er på vej til historiebøgerne som foretrukket brændstof, så giver det ikke panderynker hos lederne af Mærsk Olie og Gas A/S. De har hørt mørke profetier for branchen mange gange før og vil hellere koncentrere sig om den daglige drift. Men svinder pengestrømmen fra undergrunden ind, kan det udløse en nedtur i hele A.P.Møller-Mærsk koncernen.
Underdirektør i Mærsk Olie og Gas Anders Würtzen tager roligt på spådommene om, at olien slipper op. Fra sit kontor på Esplanaden i København siger han:
»Lige siden vi begyndte at producere olie i 1972, har vi gentagne gange oplevet, at priserne er steget og faldet kraftigt. Vi har også oplevet skiftende forudsigelser om forsynings-situationen. Vi koncentrerer os om at forbedre indvinding og effektivitet i Danmark og internationalt.«
Det er en udmærket strategi på kort sigt at få pumpet så meget olie op som muligt, mens priserne er høje. Det mener senioranalytiker Stig Frederiksen fra investeringsbanken Gudme Raaschou, som følger A.P. Møller-koncernen tæt. Men Frederiksen påpeger, at på længere sigt er fremtiden usikker for Mærsk Olie og Gas:
»Vi regner med, at Mærsks produktion i Nordsøen topper i år eller næste år. For at kompensere det fald skal selskabet pumpe mere op fra felterne i Qatar og Algeriet. Det kan Mærsk sandsynligvis, men her er selskabet afhængig af, at OPEC (Organisationen af olieeksporterende Lande, red.) ikke lægger loft på produktionen,« siger Stig Frederiksen og fortsætter:
»Vi er som investorer meget optaget af reserverne i Mærsks felter, og her kunne vi godt ønske os noget mere. Det er lang tid siden, at vi har hørt om nye, store fund.«

Rust i pengemaskine
Mærsk Olie og Gas er i dag en vital del af A.P. Møller-Mærsk imperiet. Olie- og gasaktiviterne bidrog i 2003 med 6,5 mia. kr. til koncernens samlede overskud på 17,2 mia. kr.. Med andre tal leverede Anders Würtzen og de øvrige ’borebisser’ 37,5 pct. af profitten i A.P. Møller i fjor. I 2002 var andelen hele 58 procent.
Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin skriver om betydningen af olieforretningen i forhold til container-skibsfarten under den syvtakkede stjerne:
»Alt sammen har det skabt et cash flow (betalingsstrøm, red.), som i dårlige shipping-år har været af umådelig betydning og vil være det mange år endnu.«
Med andre ord hvis olie og gas tørrer ud som indtægtskilde, vil det måske også være slut med de opadvendte mundvige hos A.P. Møller-aktionærerne. Anders Würtzen mener, at det nok skal gå alligevel.
»A.P. Møller er aktiv på en række forskellige forretningsområder, hvor vi påvirkes af internationale konjunkturer. Vi er vant til, at i nogle perioder går konjunkturerne i positiv retning, mens de i andre går i negativ retning,« siger Würtzen.
Stig Frederiksen tvivler på, at Mærsk-folkene vil være i stand til at finde et andet forretningsområde, der kan fuldt ud kan erstatte olie-pengemaskinen:
»Det bliver meget, meget svært for A.P. Møller-koncernen at finde en guldåre, der på samme måde som olieindvindingen kan give en fast indtægt. I takt med at olieindtægterne daler, kan koncernen blive mere og mere følsom over for prisudsving på fragtraterne. En sådan følsomhed vil selvfølgelig trække aktiekurserne ned,« siger Frederiksen.
For at være sikker på at have noget at leve af fremover, har oliegiganten Shell investeret milliarder af kroner i udvikling og drift af solcelleanlæg. Adspurgt om Mærsk Olie og Gas ligesom storebroderen har planer om at gå ind i vedvarende energi siger Würtzen:
»Nej, det har vi overhovedet ikke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her