Læsetid: 3 min.

Ikke en mand – en religion

Hvordan kan en mand på sine skuldre bære bare et minut, en dag, ikke mindst et liv, når historiens åg hviler så tungt?
31. juli 2004

Mange politikere går over i historien. Få er historien.
Og en af dem sidder få skridt foran mig og lader sig fotografere på skift sammen med tre ældre damer.
Han ser træt ud. Blikket er udflydende, ansigtet er blevet varmt, smilet hænger træt på ansigtet.
De gamle damer forsvinder efter at have taget deres billeder, og jeg træder frem foran ham.
Hvordan hilser man på den amerikanske drøm? Hvad siger man til en mand, hvis farbror sagde alt, der er værd at huske?
Hvad siger man til Robert F. Kennedy Jr., når han sidder der i al sin slående
familiære lighed med JFK og dennes bror, Robert F. Kennedy? Først tilbage til mandag, hvor han fortalte mig om sin lille søn.

First Parish Church i Boston-bydelen Cambridge er fyldt til bristepunktet.
Ind foran prædikestolen kommer Nobelprisvinderen Toni Morrison, Bill Clintons tidligere über-spindoktor, Sid Blumenthal, den for amerikanerne velkendte komiker Al Franklin og – til sidst – Kennedy.
På hans visitkort står ikke meget mere end advokat. Men selv den titel er helt overflødig for en bærer af den amerikanske samtidshistorie.
Længe sidder han tavst og lytter til de andre deltagere i en af de events, som er en uformel del af demokraternes partikongres.
Da han endelig taler, er der ligesom bare noget galt med hans stemme.
Forestil dig en person, der er ved at græde. En person med et handikappet stemmebånd. Hvor stemmen er det diamentralt modsatte af det smukke ydre. Eller måske bare vægten, presset, fra den historiske genklang af »Ich bin ein Berliner...«, »Ask not, what your country can do for you«, og alle de andre historiske taler.
Eller måske sorgen over drabet på faderen, Robert F. Kennedy, der blev skudt ned på vej mod præsidentposten? Eller er det skuddene i Dallas, der har sat sig i historien og sneget sig ind i struben på ham?
Han taler om miljø. Et emne, som – indrømmet – aldrig rigtigt har fænget mig.
Med Kennedy er det anderledes.
»De bruger kristendommen til at retfærdiggøre voldtægt af landet, de smadrer den mangefold af kristne budskaber, som byder os at tage vare. De har konstrueret en regering baseret på en filosofi, hvor egne interesser løber amok. De har lånt 60 mia. dollar fra vores børn, røvet statskassen, forgiftet vores vand og luft, ødelagt landet og ofret vores helbred – alt sammen for at berige de få velhavende,« er essensen af det budskab, han leverer. Og som er at genfinde i hans bog Crimes Against Nature. Stemmen er blevet ligegyldig. Det er historiens vingesus, der nu høres i kirken.
»Min søn, der endnu ikke er særlig gammel, har jeg måttet køre på hospitalet mere end 300 gange, fordi han har problemer med astma. Og jeg tilhører endda de heldige, der kan betale for det. Hvad er gået galt? I min generation, i mine forældres generation, var der næsten ingen, der havde problemer med astma. Hvad er gået galt,« spørger Kennedy, så det runger i kirken og selv gud må lytte med, deroppe over den langsomt snurrende ventilator i kirkehvælvingen.
Og for kvinder gælder det, at én ud af seks kvinder nu har så høje koncentrationer af kviksølv i blodet, at det ifølge sundhedsmyndighederne indebærer en alvorlig risiko for fostret.
Og den vilde, uspolerede amerikanske natur, der bliver mejet ned med store maskiner og ville udløse et oprør, hvis det blev vist på tv.

Og den ur-amerikanske forbindelse mellem far og søn i Amerika: Fisketuren, hvor fisken bagefter ender på middagsbordet, er taget fra folket, fordi fisk er en sundhedsfare.
Og...
Og....
Tal, anekdoter og argumenter ryger med følelse gennem luften. Luften flimrer. Og bliver blandet af sort/hvide klip fra fortiden.
Robert F. Kennedy, justitsminister under JFK, var den strenge og puritanske bror sammenlignet med broderen John.
Amerikas store gangstere nærede et lidenskabeligt had til justitsministeren, som ønskede at føre en hård kurs mod mafiaen.
Alt imens JFK muntrede sig med Marylin Monroe og andre kvinder, så varetog Robert den mere seriøse del af Kennedy-familiens image, skriver forfatteren Don DeLilo.
Hvad siger man til en mand, hvis næsten jævnaldrende fætter, JFK Jr., i 1999 styrtede ned med fly sammen med sin hustru, på vej til Martha’s Vineyard ud for New Jerseys kyst, hvor slægten har sommerhus. Og fik hele USA til at græde og gyse over den forbandelse, som tilsyneladende hviler over Kennedy’erne?
Hans håndtryk er varmt og slapt. Han trykker mig i næven og sætter sin signatur i bogen.
Hvad jeg siger, forbliver mellem mig og Kennedy.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu