Læsetid: 6 min.

En messe for den varme luft

Kapitalisterne har opdaget global opvarmning som forretningsfelt. Denne sommer åbnede den første internationale handelsmesse for drivhusgas. Målet er, at handel med bl.a. CO2 kan fungere som både klimabeskyttelse og udviklingshjælp
20. juli 2004

Carbon Expo - Forurening som vare
Den globale opvarmning fører til mere og mere ekstreme udsving i vejret, formoder klimaforskere.
I Hamburg bekræftes formodningen.
Denne onsdag morgen går vejret bogstaveligt talt amok: Kort før klokken otte bryder uvejret løs over byen, næsten som i Roland Emmerichs nye klima-katastrofefilm The Day after Tomorrow. På få minutter skifter en stille morgen til et inferno. Voldsomme kastevinde vælter flere hundrede træer, mere end 2.000 lyn slår ned, gader oversvømmes, biler smadres og huse bryder i brand.
»Monster-storm i Hamburg,« skrev boulevardavisen Bild dagen efter.
»Modsat Emmerichs filmhit kom ingen mennesker til skade i Hamburg. Alligevel er der den nagende følelse af, at Hollywoods visioner kan blive virkelighed i Hamburg,« frygtede avisen.
»Vi er i krig med Jorden, og nu slår den igen. I forsøget på at ernære menneskeheden, opdyrker vi hele jorden og opfører os som søfolk, der brænder planker og sejl af for at holde varmen,« udtalte den britiske miljøforsker og fader til Gaia-hypotesen James Lovelock til Bild.
Klimakatastrofen kan snart være alvor, menneskeheden er truet. Noget skal ske for at forhindre undergangen - og noget er ved at ske samme morgen i Köln.

Handel med CO2
Mens Hamburg hærges af monster-stormen, slår Köln dørene op for verdens første messe for handel med drivhusgas, kaldet Carbon Expo.
Store energiselskaber, banker, advokatkontorer og service-virksomheder har bygget stande op i messehallen. De 50 udstillere udgør fortroppen i en omdiskuteret miljøindsats, som udspringer af Kyoto-protokollen fra 1997.
122 nationer har lovet at skrue udledningen af kuldioxid og fem andre drivhusgasser tilbage til niveauet før 1990. Hvert land har accepteret en drivhusgas-kvote, og i disse måneder fordeles nationale kvoter til landenes største energiforbrugere, el- og stålværker, papir- og cementfabrikker. I EU-området er der tale om godt 12.000 virksomheder.
Hvis virksomhederne ikke kan nøjes med deres tildelte kvote, må de enten investere i ny teknologi og dermed reducere udledningen eller købe emissionsrettigheder hos andre virksomheder, der har reduceret energiforbruget og derfor råder over ubrugte kvoter. Hvordan valget falder ud, afgøres af den enkelte virksomhed og afhænger af prisen på den nye teknologi sammenlignet med prisen på en ekstra-kvote.
Når kvotehandelssystemet træder i kraft til nytår, bliver retten til at udlede CO2 et nødvendigt råstof for industrien, en eksistensbetingelse på linje med kul eller olie.
Drivhusgas er ved at få en pris. For første gang skal markedskræfterne skal arbejde til gavn for miljøet.

Øret til gulvet
Nordtyskeren Peter Ebsen arbejder i det verdensomspændende advokatfirma Baker & McKenzie.
»Virksomhederne kommer til os for at få hjælp til at skrive ansøgningen, så de får så stor en kvote tildelt som muligt,« forklarer advokat Ebsen på messen.
Baker & McKenzie tager sig bl.a. også af klagesager og kontrakter om CO2-handel.
»Der er et ekstremt rådgivningsbehov hos virksomhederne. Vi trådte som det første advokatfirma ind på dette marked,« siger Ebsen og antyder med et fint smil, at der er masser af penge at tjene på udledningsret.
»Jeg vil ikke nævne nogen tal, men timelønnen er god.«
Lidt derfra står repræsentanterne for GEW Rhein Energie, den regionale el-producent for Köln og omegn.
GEW er ved at opføre et nyt gasturbineværk til afløsning for et kulkraftværk. På den måde regner selskabet med at få en større CO2-kvote, end det har brug for til el-produktionen.
De ubrugte ton skal sælges, forklarer Hans-Martin Struck, ingeniør hos GEW. Han er på messen for at samle viden om det nye marked.
»GEW har allerede indrettet et trading floor. Under messen vil vi lægge et øre til gulvet og knytte kontakter.«
Rundt om i hallen står andre virksomheder, der også vil ind på det nye marked – eksperter i CO2-beregning og leverandører af styresystemer.

USA kommer
»CO2-regnskabet er en kompliceret affære og kræver sin egen software,«
argumenterer repræsentanten for det engelske computerfirma Logica CMG – eller som den tyske konkurrent SAP formulerer det i sin brochure:
»Det er indlysende, at de virksomheder, der mest effektivt styrer, måler og dokumenterer udledningen, vil have lettest ved at overholde kvoten, nedbringe (forretningsmæssige) risici og fastholde konkurrencemæssige fordele.«
At Rusland ikke har underskrevet Kyoto-protokollen og USA under præsident Bush ikke vil medvirke, synes ikke at dæmpe stemningen på messen.
»USA er ikke lig med Bush, flere amerikanske stater er ved at gennemføre Kyoto-protokollen,« siger advokaten Peter Ebsen, »og forbundsregeringen
i Washington vil blive presset til at gå med, når først forsikringsselskaberne skal betale store erstatninger som følge af klimaforandringer.«
I dag, et halvt år før emissionshandlen bliver alvor, ligger prisen for udledningen af et ton kuldioxid på ca. syv euro (50 kr.)

U-lande med kvoter
Kniber det for det enkelte land at klare sig med sin udledningskvote, er der mulighed for at købe ekstra mængder i udviklingslandene.
Et ton CO2 forurener lige meget, om det udledes i Holland eller i Honduras – hovedsagen er, at CO2-udledningen begrænses.
Blandt udstillerne er repræsentanter for Kina og Indien, der tilsammen står for halvdelen af salget af CO2-kvoter.
»Der har været en stigende international interesse for projekter i Indien de sidste år,« siger Prashanth Reddy fra den indiske stats investeringsbank IDFC.
»Vi har mange indbyggere, der er teknisk dygtige, og landet oplever en stærk vækst. Køberne er mange; Verdensbanken, Japan, Canada, Holland, Tyskland og Østrig.«
Med pengene fra de udenlandske kvotekøbere opfører landet avancerede anlæg i stedet for billige, konventionelle kulkraftværker, der forurener voldsomt.
Indtil nu har den indiske regering godkendt 25 projekter, der er under udførelse. Umoralsk mener Reddy ikke det er, når industrilandene på denne måde køber aflad for deres egne miljøsynder i udviklingslandene:
»Debatten er politisk, men kan ikke vente på politikerne. Markedet skal have lov at udvikle sig, og vi må gøre vores erfaringer. Den eneste måde man kan lære nyt er ved at deltage. Hvis man bare læner sig tilbage og siger, at de rige lande snyder de fattige, lærer vi ikke noget,« mener Reddy.
Blandt de største købere er Verdensbanken, der ved hjælp af penge fra industri og flere lande, har købt kvoter for godt én milliard kr.
»Via investeringsfonde har vi fået mulighed for at kanalisere private penge til udviklingslandene,« siger Johannes Heister, der er seniorøkonom i Verdensbanken.
»Vi er hovedsageligt interesseret i bæredygtig udvikling, vores motivation er at fremme emissionsmarkedet til gavn for udviklingslandene. Når markedet kører, er vores rolle udspillet.«
At de afrikanske lande kun tegner sig for fire procent af salget af drivhusgas er der en helt logisk forklaring på.
»Der er ingen tradition for store industrier og el-værker i Afrika. Derfor har landene meget små kvoter at handle med,« siger Heister.
Repræsentanten fra Uganda er alligevel godt tilfreds. Mens messens første dag klinger ud, beskriver han stadig projektmulighederne i sit land.
»Det har været en fin dag,« siger han.
Og miljøet led heller ingen overlast. Med i Carbon Expo-billetprisen var betalingen for en kvote, der neutraliserer CO2-udledningen i forbindelse med messen og deltagernes transport.

FAKTA
Handel med drivhusgasser
Drivhusgas:
*Størst indflydelse på klimaet har udledningen af kultvelite og metan.
Kultveilte (CO2) kommer fra forbrændingen af fossile brændstoffer, metan (CH4) fra landbrugets husdyr, lossepladser og forrådnelse.
Til drivhusgasserne hører også lattergas (N2O), der bl.a. opstår ved brug af kunstgødning, samt tre halocarboner, der bl.a. anvendes under fremstilling af isoleringsskum.

Kvote-handel:
*Handel med CO2- og andre drivhusgaskvoter kan foregå på tre måder:
– Virksomheder eller regeringer i industrilandene handler kvoter indbyrdes.
– Fælles projekter hvor det ene industriland betaler for at gennemføre et projekt, der reducerer udledninger i det andet land, og til gengæld får godskrevet kvoten på sit eget regnskab
– Udviklingsprojekter, hvor industrialiserede lande betaler for anvendelsen af teknologi, der mindsker udledninger i udviklingslande og får ret til at udlede den sparede mængde hjemme. Eller industrialiserede lande støtter skovrejsning i udviklingslande og får godskrevet den bundne mængde CO2. Især den sidste metode er yderst omstridt, fordi kuldioxiden kun er lagret og frigøres ved brand eller hugst.

Serie
Efter oliefesten
*Festen med den billige olie har bragt det globale klima ud af balance. Mens verden overvejer, hvordan fremtidens energisystem skal se ud, fortsætter olieforbrugets aktuelle vækst og dermed CO2-belastningen af atmosfæren. Retten til at forurene med CO2 er blevet en international handelsvare, hvor der handles med CO2-kvoter i forsøget på at sikre den billist mulige reduktion af udledningerne. Information har været til CO2-handelsmesse i Tyskland.
Læs de øvrige artikler i serien Efter oliefesten på tema.information.dk/oliefesten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her