Læsetid: 3 min.

Mørkets magter

23. juli 2004

MENS DEN politiske debat i Danmark dvæler ved de samme emner – økonomi, fremmede, velfærd og nu kommunal struktur – er det svært at få vælgere til at hidse sig op over ét af dette lands åbenlyse skavanker: Den notoriske mangel på åbenhed, i staten, i kommunerne, overalt.
Det lyder elitært og langt fra den almindelige danskers hverdag, men det bør optage alle engagerede mennesker, at vores offentlighedslov – der regulerer befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning – er den måske ringeste (mest lukkede) i den vestlige verden, og at vor forvaltning i høj grad er præget af tankegang fra enevældens tid: Mest mulig lukkethed, mindst mulig åbenhed. I årevis er det lykkedes embedsmænd og politikere at bilde os ind, at opgaven er at beskytte befolkningen mod ’snagen’ fra sensationshungrende journalister. Denne dagsorden er falsk: Den sande udfordring er ikke at beskytte folk mod pressen, men at beskytte vælgerne mod at politikerne træffer afgørende og store beslutninger i lukkethed, at beskytte borgerne mod statsmagtens overgreb, store som små.

EKSEMPLER ER DER mange af: En mand tiltales for mord. Han nægter. I Sverige vil enhver journalist kunne få al materiale i sagen: Rapporter, billeder, tekniske beviser, afhøringer; han kan derpå gennemgå sagen – og måske påvise mangelfuld efterforskning eller fejl. I Danmark er intet tilgængeligt, intet – til trods for at det af grundloven fremgår, at vi har åbenhed i retsplejen. Endnu mere vidtrækkende er åbenheden i USA: Ihærdige journalister har i det forløbne år, takket være den amerikanske Freedom of Information Act, afsløret, hvordan politifolk ofte slap for at blive retsforfulgt for hustruvold, fordi sagerne blev undersøgt af deres kolleger.
Journalisterne fik uden problemer adgang til alt skriftligt materiale om sagerne. Og på avisen The
Atlanta-Journal Constitution har en journalist fået rettens ord for, at hun har adgang til socialrapporter og andre optegnelser om truede børn, der er blevet dræbt eller har været udsat for overgreb, begået af deres forældre – i Danmark er den slags fortroligt og vil aldrig kunne udleveres; I USA argumenterede journalisten for, at hvis en nation hemmeligholder sådanne oplysninger, tjener det kun ét formål: At undgå afsløringer af, hvordan offentlige myndigheder i årevis kendte disse børns triste liv og den fare, de konstant levede i, uden at de greb ind.
På samme vis kan amerikanske journalister rutinemæssigt få adgang til oplysninger om, hvorvidt politifolk eller læger har mange klagesager eller er dømt for sjusk, vold og uansvarlighed. Især det sidste ville være nyttigt i Danmark, hvor en såkaldt penislæge i årevis har hygget sig med fedtsugninger og lignende, mens de myndigheder, der skulle beskytte borgerne mod lægesjusk, har travlt med at beskytte lægestanden mod dårlig omtale. Og glem ikke det farumske rædselsregime – i Sverige er en effektiv offentlighedslov skyld i, at en minister, der overtrækker sit statslige kreditkort med 25 øre, øjeblikkeligt afsløres; i Danmark kunne Brixtoftes svineri fortsætte i årevis, fordi offentlighedsloven ikke fungerer.

VÆRST ER DET DOG, at store, politiske beslutninger formes og træffes i lukkethed – sagen om regeringens foræring af Nordsø-olien til Mærsk er et eksempel på, hvordan journalister forholdes dokumenter og dermed viden om en så afgørende beslutning. Og i disse uger er vi vidner til et andet grotesk eksempel:
Ihærdige journalister har i halvandet år forsøgt at få Fødevareministeriet til at udlevere – simple, skulle man synes – oplysninger om, hvem der i Danmark modtager landbrugsstøtte fra EU. I månedsvis nægtede myndighederne med en usand forklaring om, at opgaven var teknisk umulig, siden forsøgte myndighederne at overtale journalisterne til ikke at indbringe sagen for Folketingets Ombudsmand, mod at oplysningerne alligevel blev frigivet.

DESVÆRRE ER DER INGEN grund til at nære tillid til, at den særlige offentlighedskommission, der ledes af ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, vil komme med forslag til afgørende forbedringer. Kendere af kommissionens arbejde vil vide, at de embedsmænd, der har sæde i kommissionen, arbejder med ét eneste formål: At sikre fortsat lukkethed.
Og dermed er vi fremme ved en afgørende pointe: Det største problem er ikke selve den utidssvarende lovgivning, men derimod de holdninger, der præger forvaltning og for mange embedsmænd; holdninger, der hører en middelalder til, holdninger, der udstråler foragt og bygger på den fejlslutning, at kongeriget bedst lader sig regere af få gode mænd, i lukkethed, uden bøvl og dumme spørgsmål fra folket. Vi behøver ingen langsom kommission.
Tag til Stockholm, lån svenskernes offentlighedslov, lav en kopi, oversæt, vedtag den i Folketinget. Bedre bliver det ikke.

-sa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu