Læsetid: 3 min.

Monsteret vågner

Den 34. Roskilde Festival begyndte mere med en hvisken end et råb, men regnen taget i betragtning var det ikke så mærkeligt
2. juli 2004

Roskilde 2004
Den ældste af deres udsendte havde den dubiøse fornøjelse at tage toget lørdag aften fra Århus med en naiv forventning om en stille tur. Men han havde gjort regning uden vært, thi en flok unge mennesker fra Aalborg begyndte den 34. Roskilde Festival i det øjeblik, de steg på toget, og humøret var både vådt og højt. Kampen om de gode campingpladser var begyndt!
Informations nærmeste vidne kunne i hvert fald ikke lade være med at sende dem en tanke, da himlene endnu en gang åbnede sluserne torsdag eftermiddag, hvor festivalen officielt slog dørene op ind til selve festivalområdet, hvor musikscenerne som bekendt ligger, thi det må have været nogle våde – ind- som udvortes – dage ude på campingområdet for denne flok, der i øvrigt underholdt hele kupéen med uendelige medleys af hhv. Nik & Jay-hits og gamle kommunistiske slagsange. De sku’ ha’ været dér, sku’ De!
Men torsdag kl. 17.30 blæstes musikprogrammet så officielt i gang, og hele mediecirkusset kunne tage sin begyndelse på Smatten, der oven på en lille måneds solid regn i sandhed levede op til sit navn. Med fare for at lyde som en lyseslukker var det et noget mistrøstigt syn, men okay: På med røjserne og hætten op over hovedet – nu skal vi fandeme ha’ det skægt. Or die trying… thi i denne forbindelse er déjà vu i sandhed kun et fattigt ord.
Denne signatur undrede sig således allerede efter fem minutter til dagens første koncert – ligesom sidste år og året før det – over dem, der propper ørepropper i ørerne, inden de overhovedet har vurderet lydniveauet; det er dog ikke alle, der spiller lige så kraftigt som Slayer.

Solipsistisk foretagende
Og man skulle sateme være sart, hvis man følte sig forulempet af lydniveauet hos new yorker-trioen Blonde Redhead, der åbnede Odeon-scenen omme bag Orange. Faktisk måtte de tre på scenen gerne have givet den lidt mere gas, for vores skyld. Smukt, poetisk og indtagende som gruppens seneste album – Misery Is A Butterfly, hvad det så skal betyde – er, savnede man ligesom både power og nærvær i præsentationen af sangene herfra. Den diminutive – for nu ikke at sige anorektiske – japanske sangerinde og guitarist/keyboardspiller Kazu udgør et naturligt midtpunkt, men hun kan ikke anklages for decideret at flyde over med star quality. Det behøver sgu ikke at være Kiss, kanoner og kostumer det hele, men en tilkendegivelse af, at man befinder sig i en åben kommunikationssituation, har nu aldrig ødelagt en koncert, så vidt vides. I stedet lukkede de tre figurer på scenen sig om sig selv og deres sære, søgende og sarte sange, hvorfor man måtte nøjes med at glæde sig over den sublime lyd… og så de mange smukke kvinder blandt publikum, selvfølgelig. Det er dog også en slags musik!
Men selv om man mødte forventningsfuld op, kneb det med at fastholde koncentrationen over for et så solipsistisk foretagende som Blonde Redhead, der alt andet lige nok havde gjort sig bedre i en klub. I forvejen er der noget pervest ved rockmusik, dagslys og ’frisk’ luft, som kræver sit af enhver given kunstner, og hér lettede det overhovedet ikke. Men det hører med, at publikums bifald var til at tage og føle på, så nogen må have gået tilfredse derfra.
Letter man overhovedet i regnvejr? Måske ikke, for selv Diefenbachs heliumbaserede klangflader blev hængende i gribehøjde over det talstærke publikum i Pavilion-teltet. Måske var enkelte krøbet derind i læ for det ankeldybe mudder og de tiltagende dryp, men da de nu var arriveret, blev de der i hvert fald og nød de fem gutters glimrende om end berherskede udladninger i den mere retrospektive ende af skalaen.
På sidste efterårs yderst behagelige bekendtskab, Run Trip Fall, gør kvintetten (to gange guitar, bas, trommer og keys) sig også i indierock og vokalharmonier, men i går eftermiddag stod instrumentalstykkerne – som allerede udmærkede sig på debuten fra 2001 – klarest. Et rislende rart regnvejrs-soundtrack, der lagde lag på lag i den tålmodige og loopende opbygning. Et andet Diefenbach-karakteristika, støjrocken, var det til gengæld dårligt blevet til, hvis ikke de brutale nordjyder i Mnemic ovre på Orange havde indlagt støjen i de små afbræk mellem numrene.
Torsdag endte i sandhed i en blød start, men det kan heldigvis nå at blive hedt endnu. Please.

*Blonde Redhead, Odeon, torsdag kl. 17.30
nDiefenbach, Pavilion, torsdag kl. 18.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu