Læsetid: 4 min.

Monstrøse musikalske magikere

Herbie Hancock og Wayne Shorter tryllebandt publikum med deres tonekunst på Det Kongelige Teater
6. juli 2004

Jazz-festival 04
Efter i musikkens tjeneste at have hørt Pixies i noget nær frostgrader og Iggy & The Stooges i apokalyptisk slagregn på Smatten foran Roskilde Festivalens Orange Scene, røg Informations udsendte ind i kunstens svar på Tropehuset i Zoo: Det Kongelige Teater, mine damer og herrer. Jo varmere des bedre, syntes mottoet at være. Og varmt var der, helledusseda, vi sad musestille og forsøgte at undgå at røre så meget som en finger, thi det udløste en sand byge af sved.
Men der var skam også andre grunde til at holde vejret – på scenen stod en kvartet af de guddommelige og vævede magiske musikalske mønstre med næsten øretæveindbydende lethed og dårende elegance.
Med Herbie Hancock bag flyglet, Wayne Shorter på overvejende tenorsax – krydret med den sopransax, han har gjort sit for at anbringe centralt i jazzen – Dave Holland på akustisk bas og Brian Blade bag det diminutive trommesæt var der lagt op til en oplevelse ud over det sædvanlige. Og efter at Shorter havde fløjtet et skævt lille tema i mikrofonen et par gange gik det los med en musikalitet så overlegent legende og stilistisk vidtfavnende, at den fyldte teatersal kun trak vejret mellem numrene.
Med den 34-årige Brian Blades ekvilibristiske og selvsikre trommespil som rytmisk driver kørtes der ud af mange spor – nogle gange ad flere på samme tid – og han gav en opvisning i akkompagnementets ædle kunst, samtidig at han var ikke så lidt af en rockstjerne at se på. Det sidste skyldes måske hans ofte udtalte forkærlighed for Neil Young, men ellers har han gjort sine hoser grønne i selskab med bl.a. Joni Mitchell. I disse ører lyder det dog først og fremmest som om Blade har lyttet en del til en Paul Motian, idet hans skiftevist lyriske-indfølte og eksplosivt heftige facon skaber noget af det samme fragmentariske rum med ekskurser ud i det avantgardistiske, vi kender derfra. Og med sin relative ungdom – i dén sammenhæng – og dejlige musikalske fordomsfrihed fik han ind i mellem gelejdet kvartetten nye steder hen.
Ankeret i foretagendet var selvfølgelig den urokkelige brite Dave Holland, hvis cv er på længde med en roman af Tolstoj og hvis tone besidder en renhed ens arme sjæl kun kan drømme om at opnå. »I don’t do, maestro, I am,« sagde popsangeren P.J. Proby engang – uden at vide han talte om Dave Holland, hvis perfekte rytmesans gav Blade lov til at race ud af alle de aparte tangenter han orkede. Mellem de to syntes en noget nær telepatisk kontakt at eksistere og man kunne kun måbe, når de af og til tog chancer, der ville have fået de fleste andre til at køre durk i grøften; her totalhavereredes kun, når situationen krævede det og selvom det ofte var flyvsk, var overblikket totalt.
Men stjernerne var selvfølgelig aftenens to gudbenådede solister. Wayne Shorters tone er én af den moderne jazz’ mest markante og nemmest genkendelige, men han ødsler nu ikke med den. Der er en stram økonomi på spil og fra sin tid hos Miles Davis kender han betydningen af at ramme den helt rigtige tone; og kun dén. Men set fra 1. Etage Midtfor – byens varmeste spot! – var Shorter måske også den mindst oplagte af de fire musikere denne aften. Sjældent om overhovedet fornemmedes det, at denne 71-årige trailblazer seriøst gav los, så selv om både det farverige og det muskuløse, der ind i mellem kendetegner hans stil, var til stede, optrådte det kun i relativt behersket grad. I stedet dvælede han ved underdrivelsen med sin af melankoli gennemsyrede tone, hvis strejf af ydmyg blidhed samtidig gjorde ham til den, der i største grad nærmere sig den menneskelige stemme blandt aftenens mildest talt teknisk set superfunderede ekvilibrister.
Bag flyglet – og med ryggen til publikum – tronede så Mester Hancock, denne fabelagtigt alsidige tangentkunstner, som har både »taken it to the street« og »up into the spheres« nogen og fyrreårige karriere; som solist, komponist og orkesterleder har hans betydning været enorm og han kan være funky as fuck det ene øjeblik og så så arty-farty at det skriger til himlen det næste... uden at falde igennem på nogen fronter. Her demonstrerede han sin sublime teknik uden antydning af lir eller spil for galleriet med en række indsatser, der trak på alt fra de store europæiske partiturgenier til klaverbokserne i New Orleans legendariske Storyville-kvarter – uden at skele til tilsyneladende forskelle, der måske ville støde mere puristisk anlagte sjæle; hør f.eks. hvad han gør ved Gershwins melodier på albummet Gershwin’s World, der udkom i ’98. Oh la la...
Tilsammen spandt disse fire inspirerede gentlemen et tæppe af komplekse harmonier, smukt tænkte rytmer og åndeløse instrumentalindsatser omkring en stribe inciterende kompositioner og de fremmødte i saunaen på Kgs. Nytorv i et og samme hug, så det var lige til at få et nervøst sammenbrud over. Vi savnede måske lige, at det ind i mellem havde samlet sig til noget lidt mere massivt og medrivende rytmisk, men sådan skulle det altså ikke være. Og som man siger: your arms are too short to box with God. Og var det ikke guder der stod på scenen dér, var det i hvert fald giganter, hvad de beviste med elan og stil.

*Herbie Hancock, Wayne Shorter, Dave Holland, Brian Blade
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu