Læsetid: 3 min.

Mon(u)mentalitet

12. juli 2004

KAN EN PLAKAT fungere lige så monumentalt som Frihedsstøtten? Og er det til at forstå, at én og samme billedkunstner, Eva Koch, lige nu producerer en næsten usynlig gulvvideo på Nørrebro Station, og for et par år siden var med til at udforme Danmarks største jordskulptur i motorvejsudfletningerne uden for Esbjerg?
Anledningen til monumentale overvejelser på lederplads er en udstilling og den nye bog Monument, om samtidskunst i byrummet. Udstillingen (eller næsten-ikke-udstillingen forstår man) blev anmeldt her i avisen i går, og et hovedspørgsmål gennem hele bogen er, om monumental kunst overhovedet er ønskelig eller praktisabel i gadebilleder og urbane rammer, som i forvejen brokkes til med posters og reklamer mellem kommercielle facader i alle farver, med levende billeder af burgere og baller, og musik ud af alle åbninger.
Der spores en flertydighed i udsagnene – både de fysiske eksempler i Københavns gaderum og de læsbare i Monument-bogen – som er vigtig af holde sig for øje.
Billedhuggeren Bjørn Nørgaard og professorkollegaen Morten Stræde lægger i en refereret dialog vægt på formbehandlingen som et afgørende kriterium for den omstridte permanente kunst i det offentlige rum. Dér ligger udfordringen, og ikke i spørgsmålet om hvor vidt man er enig med den ideologi, der rejste statuen, huset, eller satte sit synlige aftryk – sådan som billedkunstneren Lise Harlev med en udstilingsdummy prøver at stille det op.

DET ER FORMEN som præcision, der bærer det tankegods, monumentet rummer. Derfor er operahuset overfor Amalienborg en permanent skandale, og derfor blev enden på diskussionen om Niels Juel-statuen foran Nationalbanken, at han skal blive stående, hvor han hele tiden har stået, hvor irriterende det end kan virke på rationelle færdselsteknikere og rasende monumentmodstandere inde i bilerne.
Nogle af dem prøvede i kampens hede at få søhelten rullet ned til vandkanten, hvor der ligefrem er noget, der hedder Niels Juelsgade. Men den gik ikke, og den går ikke (hverken statuen eller argumentationen), for sagen er, at statuen af Niels Juel efter Akademirådets mening, et langt århundrede senere, har formmæsig kvalitet, og at den originale placering er af betydning i byen.
Man kunne også sige det på ny-urbanistisk: At figuren og placeringen yder en nødvendig modstand, som er vigtig at respektere i den krøllede historiske artefakt, en by er. Mere firkantede gemytter kan så henlægge virksomheden til Ørestaden, der både har metro og Fields og motorvejstilslutning. Men snart også tre markante monumenter af koryfæerne Nørgaard, Kirkeby og Hein Heinsen. Foruden et cirkelrundt kollegium af Lundgaard & Tranberg og et DR-musikhus med lysflimrende diodefacade af Jean Nouvel.
Så monumentaliteten står ikke stille. Det temporære bliver hele tiden indskrevet i den permanente historie. Det kunstnerisk virkeligt nye ville snarest være at påtage sig ansvaret for, at det er sådan, det hænger sammen, og så gengive de materielle udsagn en kunstnerisk kvalitet, der kan præge funktionelle byer og brugbare bygninger – billeddannende og monumentalt.

MEN DER SKAL IKKE ikke pilles meget ved ordene mon-nu-ment og mon(u)mentalt, før de falder fra hinanden som brokker af nye og gamle betydninger. Det er det samme med monumenter nu til dags – de er enten nye og sammensat af fragmenter, eller også skrider og falder de som gamle Leninstatuer og Saddamfigurer.
Sent denne sommer skal så asbest- og kommunistbefængte Palast der Republik i tidligere østtyske Berlin Mitte være ramme om en stor kulturfestival, før det metalskinnende glaspalads rives endegyldigt ned og giver plads til nyopførelse af det gamle Kejserslot.
Slottet har oven i købet været afprøvet visuelt på stedet med et blafrende maleri af facaden i sand størrelse, næsten ligesom (eller omvendt af) da Christo pakkede Reichstag ind, før den blev elegant moderniseret i respekt for historien og de overleverede rester.
Stod det til en ny generation af billedkunstnere, ville det temporære kæmpemaleri af Kejserslottet i Berlin være alt nok eller langt at foretrække for et nyt gammelt bygningsmonument.
Men man skal godt nok også tage sig sammen for arkitektonisk at anbefale en renovering af det klodsede DDR-palads, hvor mange offentlige juetræsfester det end dannede ramme om for udvalgte børn og taknemmelige borgere.
Til gengæld er der mange østtyske kulturhuse med monumentale facademosaikker fra dengang, man godt kan håbe får lov at blive stående rundt om i andre tyske byer – i kraft af deres seriøse kunstneriske ambition og som monumenter eller brugbare mindesmærker i bybilledet.
Sådan vil man formentlig aldrig nogen sinde komme til at tænke om ydersiden af det nye operahus ved Københavns havnefront. Der er ikke meget street-art ved det karrosseri, hvorimod scenetårnets blege metal skriger på fest og farver.

AdW

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her