Læsetid: 6 min.

Musik i klummeform

De store øjeblikke er der ikke mange af. Som regel er der et eller andet, der knirker. Derfor husker man det for livet, når intet knirker. Karajan knirkede ikke
17. juli 2004

Intermetzo
Klummisten har aldrig været til rok og rul. Barndomshjemmet var musikalsk orienteret mod det klassiske og stærkt præget af en fader, der som gedigen amatørpianist i tidens løb på det stuedimensionære Hornung & Møller høvlede sig gennem standardrepertoiret. Beethoven, Bach, Brahms, Mozart, Chopin m.m. Oven i det kom en naturlig interesse for det 20. århundredes frembringelser. Bartok, Shostakovich og Carl Nielsen havde også fast plads på nodebrættet. Dette sidste hang givetvis sammen med den borgerlige musikdannelse i det 19. århundrede, som prægede det fædrene ophav, og hvor den musikinteresserede med respekt for sig selv havde ørerne åbne for nyt. Man tænker jo ofte fortiden bagudrettet klassisk, men fortiden var musikalsk set samtidsorienteret, og dér er det siden gået tilbage.
Moderne orkestre er som bekendt forsigtige med at sætte alt for meget nyt på programmet, for så svigter publikum. I nogle lande er man standset ved Alban Berg, til nød Messiaen, som absolut sidste station før kaos og regulær publikumsflugt. Med andre ord har de hurtige og kvalitative reproduktionsmuligheder i vore dage ikke nødvendigvis haft positiv indflydelse på udbredelsen af det moderne. Besynderligt, eftersom antallet af kvalitetskomponister sandsynligvis er større end i wienerklassikernes dage, eftersom befolkningerne jo er mangedoblet. Statistisk set bør der være flere Beethovener nu end før, skønt en sådan brug af statistik kan minde om kreativ bogføring, som vi ikke denne gang kommer ind på, men i sin tid var årsagen til Fogh Rasmussens afgang som skatteminister – i øvrigt også fordi han vildledte Folketinget.
Men det har ikke noget med musik at gøre, emnet i dette Intermetzo.

Leonard Bernstein gjorde apropos ovenstående engang opmærksom på, at vi befinder os i et besynderligt kapitel af musikhistorien, hvor den i forvejen eksisterende kløft mellem musiker og publikum har udvidet sig til et ocean. De reproduktive medier har frem for at tilskynde og vænne publikum til at høre nyt fastholdt flertallet i det velkendte, hvor man altså i gamle dage tværtimod var mere åben, eftersom alting hver gang i koncertsalen måtte opfattes som nyt og i hvert fald ikke tyndslidt. Hvor ofte hørte vore olde- eller tipoldeforældre Beethovens femte? Højst to eller tre gange; musikken præsenterede sig så godt som ny hver gang. Koncertarrangørerne satte dertil en ære i at præsentere frisk skrevne værker fra nær og fjern. Uden et nyt værk var det ikke en rigtig koncert. Tænk blot på førsteopførelsen af Hans Kvasts symfoniske tonedigt i Pontoppidans novelle. Tidstypisk.
Bernstein mente i øvrigt, at atombomberne over Japan ødelagde det symfoniske. Man kunne efter dette frygtelige ikke mere arbejde i faste, velkendte former, men måtte i overensstemmelse med fornægtelsen af naturens orden bryde alting op. Klangen gik herefter i totalopløsning, det havde Bernstein vel ret i.
Ingolf Gabold, der begyndte som komponist, karakteriserede engang sin egen musik dengang som noget i retning af en balje med elektriske pærer, der bliver smidt ned ad en køkkentrappe. Det er der umiddelbart ikke publikum i, det er sådan set rigtigt nok, men forbløffende hvor lidt arrangørerne over en bredere bank har gjort for at hente de mest interessante baljenedkast ad køkkentrappe ind i repertoiret. DR skal dog i den forbindelse have megen ros og agtelse for at have åbent for det nye, men ellers – ude omkring – er der langt mellem snapsene.
Det står nogenlunde klart, at denne venden sig væk fra det hyper, betød at orkestrene eller udøveren som sådan og især dirigenten blev efterkrigstidens mest interessante svar på musikkens nutidighed og levende liv. Dirigentens navn blev med lp’ens fremkomst, hvor det hele værk præsenteredes på plade, sat med lige så store eller større typer end komponistens. Udøveren i centrum: Hvordan spillede den og den dirigent Beethovens femte, Brahms første, Schuberts ufuldendte? Hvorledes filede det og det ensemble sig gennem Bartoks og Haydns kvartetter, og hvilke vaner havde den og den mere eller
mindre krukkede koncertpianist?

Det begyndte med Toscanini, der svinede sine musikere til i hysteriske anfald over det mindste og i øvrigt blev filmet imens. Podiet blev budskabet, skønt man bestemt ikke skal kimse ad den rivende udvikling orkesterspillet undergik på den konto. I nyere tid skete det store gennembrud med Berlinerphilharmonien, Wieneroperaen og La Scalas leder, Herbert von Karajan, hvis taktslag var lækkert og lige til billedmedierne.
Denne superstjerne så tilmed godt ud og levede som den vildeste overklasse med hurtige biler og motorcykler, yacht i St. Tropez, egen jetflyver og en smuk kone. Udstyret med viljekraft og magtbegær som Frederik den Store, administrationsevner og effektivitet satte han sig for at indspille hele molevitten, med samt hvad der var i den og forevige sin egne manerer på musikfilm efter musikfilm. Forbilledet var officielt Toscanini men måske i lige så høj grad Stokowski, som også var et geni, men med dårlig smag; Stokowski arbejde sammen med Disney og spillede for selveste Micky Mouse, der kom op til dirigenten på podiet i Silly Symphonies.
Så vidt gik Karajan trods alt
aldrig, her var alvor så det gjorde noget, han dirigerede med strenghed og lukkede øjne den Berlinerphilharmoni, der nærmest blev hans personlige ejendom på livstid. Men mod slutningen af sidstnævnte var det så som så med kærligheden mellem chef og musiker, og han vendte sine diktatoriske forestillinger, men rent
ud himmelske evner til Wienerne.
Madame og klummisten oplevede ham ikke desto mindre på hans allerseneste i Berlin, hvor han gammel, syg og afkræftet efter en mislykket rygoperation opførte Brahms Ein Deutsches Requiem.
Han stod op på podiet, bleg som et lagen, støttet til en art cykelsaddel der var indopereret – ikke i ham men i podierækværket. Hele Requiem, der varer små halvanden time dirigerede han udenad,
dog ikke mere med øjnene
geschlossen.

Dette blads daværende musikkritiker Hansgeorg Lenz, som var frygtet af alle, der vovede et skævt trut i trompeten, rent ud forgudede Herbert von Karajan. Og med rette, manden var uanset alle udenværkerne en formidabel musiker, en af århundredets betydeligste. Lenz skrev således om et andet requiem, han hørte med Karajan, Verdis. Da dét var forbi, gjorde det ikke så meget, mente Lenz, hvis man var kreperet på stedet. Der var ikke mere at tilføje. Helt så dødsdriftige var madame og klummisten nu ikke dengang i Philharmonien, men grebne, dybt grebne og stumme af betagelse efter sidste taktslag. Karajan, der i virkeligheden ikke kunne mere, slæbte sig alligevel ind til de syv-otte fremkaldelser, professionel er man vel. Folk stod og klappede der Alte lige op i ansigtet med tårerne rendende ned ad kinderne, mens de råbte
»Maestro, maestro!« De vidste, at de aldrig, aldrig siden fik noget lignende at høre.
Umiddelbart efter det sidste klap tog madame og klummisten ud til søerne uden for byen for at gå en tur og komme os. Man skal sno sig derude, eftersom den private ejendomsret er noget, de rige berlinere åbenbart har et helt Thor Pedersensk forhold til. Kun få steder kan man lige akkurat klemme sig ned mellem to villahaver for at få et glimt af herlighederne, hvis man da ikke vælger villaen med den pæne have ved store Wannsee, hvor Die Endlösung blev planlagt.
Bagefter hjem til hotellet i Budapester Straße, før det blev for pebret. Tryk på elevatoren, vente. Da dørene gled op, stod de to solister, sopranen og barytonen fra Brahms og snavede i hinanden; et dybt, inderligt tungekys, man normalt ikke forbinder med at synge Requiem. Det var vistnok Anna Tomowa-Sintow, hende vi hjemme i gården kaldte Anne Tomatsaft Sjippetov og måske van Dam, men det er ikke sikkert – klummisten samler heller ikke på programmer – så de må endelig ikke reagere med stævninger, hvis det nu slet ikke var de to, eller kun delvis de to, og den anden halvdel en helt anden.
De store øjeblikke, kaldte Det Kongelige Teater skamløst sin selvannoncering for nogle år siden. Teatret leverede store øjeblikke, mente ledelsen. Dem er der nu ikke mange af, de store øjeblikke. Som regel er der et eller andet, der knirker. Derfor husker man det for livet, når intet knirker. Karajan knirkede ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu