Læsetid: 3 min.

Musikkens magthavere er kriminelt kedelige

De nye generationer af musikere virker tilfredse med blot at mænge sig med branchens virkelige bosser. I udlandet er de mere ambitiøse, mindre andægtige. Størst af alle er Eminem, mener magasinet Q
30. juli 2004

Musik
Hvis man skulle tegne et Danmarkskort over musikbranchens magthavere, hvem skulle så med? Hvem øver indflydelse, og rækker den i givet fald til mere, end hvordan man bedst vrider gysser ud af forbrugerne?
Kortet måtte nødvendigvis favne præsidenten for den danske afdeling af IFPI, Michael Ritto. Thomas Helmig bankede allerede på til listen i de gøgle 80’ere. Kim Larsen stod på toget i Gasolin-tiden. Mediemagneten Pernille Rosendahl fra Swan Lee virker også svær at holde væk. Direktør Tina Brage Vabø fra spillestedet Vega og hendes programchef Lars Skovgaard, Roskilde Festival-stifteren Leif Skov, Flemming »jeg-forsøger-lige-at-snave-med-Mary-for-vi-er-jo-på-min-hjemmebane«
Østergaard, Frank Panduro fra Horsens, P3’s ekstremt indflydelsesrige musikudvalg, Christian Nissen, et par af de midaldrende rockanmeldere, Steffen Brandt, Brian Arthur Mikkelsen, Outlandish-drengene, Crunchy Frog-kollektivet, Johan Schlüter fra Antipiratgruppen, Arne Würgler fra KODA og DJBFA, Anders Laursen fra musikerforbundet og jazzfestivalen m.fl.
Opremsningen er selvfølgelig galakser fra at være komplet, men det er ikke dens største mangel. Magtens Danmarkskort tager sig simpelthen så fladt, forældet og bedrøveligt søvndyssende ud, at det ville kræve en livsforsikring fra ALKA at give sig i kast med en opdagelsesrejse. Man har hørt om folk, der kedede sig ihjel.
Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at alle i den danske pladeindustri slår en støvsky op, når man dunker dem et sted mellem skulderbladene. Den gene har andre rygklappere som regel elimineret på forhånd, men det ændrer dårligt ved, at magthaverne ikke just fortryller med deres trang til innovation eller revolution.
I ovenstående opremsning fungerer folkene fra det succesrige indieselskab Crunchy Frog og så Outlandish’ politisk bevidste medlemmer fint som undtagelsen, der bekræfter reglen. For selvfølgelig findes ideerne til at opbygge en langt mere farverig og konfronterende musikscene.
Det er bare de færreste af kunstnerne og igangsætterne, der får lov til at bruge deres drive til andet end symbolske poseringer foran kameraer og mikrofoner – mod pels, mod Israels mur, mod Christianias endeligt. For Greenpeace, for Røde Kors. For EU, for christ’s sake.
Branchen mangler nogle brandstartere, der ikke stiller sig tilfredse med at være indlemmet i det fine selskab, men vil invitere til deres eget og samtidig smide de gamle røvhuller ud.
Hvis man vil sælge flere plader, må man rive op i nogle rutiner. Derfor er det også godt, at det nye Copenhagen Records har fået en ønskestart med Nephew øverst på den hjemlige hitliste. Folkene bag Copenhagen Records er udbrydere fra den internationale gigant EMI’s danske afdeling. Deres sats kan være et signal om mere vovemod og fremtidsorientering i en branche, der bruger stadig færre kroner på tv-reklamer og igen signer danske kunstnere uden tilknytning til Popstars-, Stjerne for en aften- eller Idols-koncepterne.
I Storbritannien, hvor man nærer en vis forkærlighed for lister, forefindes adskillige bud på, hvem der styrer showet. Det seneste kommer fra kulturmagasinet Q, som i august-udgaven sætter navne på de 100.
Oversigten bærer præg af briternes noget skyklappede syn på konsumkulturen, der begrænser sig til vestlige markeder, som behersker det engelske, og kun det engelske, sprog.
Derfor er der på listen blevet plads til et par absurde overvurderinger à la den tidligere Stereophonics-frontmand, Kelly Jones, The Streets’ Mike Skinner og Dido.

Omvendt præger en række ubeskrevne blade den øverste halvdel af listen. Det er folk, som har set fremad i stedet for at have forsøgt at bremse evolutionen. På 29. pladsen ligger Michael Bebel, øverstkommanderende for Napsters virtuelle musikbiks anno 2004. Bebel skal forsøge at tage kampen op mod Apples iTunes, som med en milliard-omsætning på mp3-filer solgt online beviser, at forbrugerne gerne vil betale for deres downloads. At vidunderet så først når til Danmark i efteråret – og at der ikke er sørget for anstændige alternativer – er en helt anden sag.
Ikke overraskende luner Apples almægtige Steve Jobs sig da også på 2. pladsen. Én mand kan han selvfølgelig ikke slå. Nemlig Mr. Marshall Mathers– a.k.a. Eminem – der indtil for seks år siden led under nøjagtig den konservatisme, musikbranchen herhjemme først viser interesse for at kvæle nu.
»Marshall Bruce Mathers III dukkede op på et tidspunkt, da musikken virkelig trængte til et los i røven,« begrunder Q blandt andet. Siden skriver magasinet: »Eminem førte an i maj måneds Hip Hop-konference i Detroit, hvor 75.000 unge mennesker registrerede sig som førstegangsvælgere. For nylig rappede han en svidende Bush-satire under en freestyle i et radioprogram. Med sin enorme rækkevidde vil et nyt Eminem-album, der udgives inden november, kunne påvirke præsidentvalget. En trailer-park kingmaker fra rapundergrunden – hvem ville have troet det?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu