Læsetid: 4 min.

’Nå’-generationen kom aldrig i Folketinget

Ved Jordskredsvalget i 1973 rykkede 68’erne ind, og de er ikke rykket ud endnu. Specielt venstrefløjen er tynget
17. juli 2004

Tabt generation?
Erhard Jacobsen løb tør for benzin og nåede aldrig frem til afstemningen. Statsmini-ster Anker Jørgensen udskrev valg, og det politiske billede blev vendt på hovedet. Nye partier stormede ind, og de gamle fik en på frakken i mere end én forstand. Gennemsnitsalderen raslede nemlig ned, da 68’erne fossede ind.
Professor i samfundsforhold ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen mener, at jordskredsvalget og den udskiftning af folketingspolitikere, der fulgte i kølvandet er en af de helt store forklaringer på, at den såkaldte nå-generation er forholdsmæssigt skidt repræsenteret på Christiansborg:
»Der skete en enorm udskiftning af politikerne ved valgene i 70’erne. 68-generationen blev massivt repræsenteret. Problemet for den generation, der nu er mellem 35 og 45 år er, at 68’erne var relativt unge, da de kom ind, og derfor sidder de der stadig. Og derfor kan det nærmest virke, som om man har sprunget dem over,« siger Jørgen Goul Andersen.
Specielt på venstrefløjen ser det skidt ud; Line Barfod (EL) er det eneste fuldgyldige medlem af Nå-generationen:
»De unge 68’ere blev jo, i sagens natur, specielt velrepræsenteret på venstrefløjen og hos Socialdemokraterne op gennem 70’erne. Men en anden faktor er også, at nå-generationen fik sin politiske socialisering under den nyliberale bølge, der skyllede ind over os fra begyndelsen af 80’erne med Reagan, Thatcher og vores egen Poul Schlüter. Og nå-generationen blev simpelt hen mere individualiseret og mere borgerlig end generationen før,« siger Jørgen Goul Andersen.
Han mener, at den generation i store dele opgav troen på kollektive løsninger.
»Verden var bestemt ikke lyserød. Arbejdsmarkedet var alt andet end lukrativt, der var hård kamp om studiepladserne, og det tager altså noget af overskuddet til at engagere sig politisk og kollektivt,« siger Goul Andersen.

Ingen ved siden af 68
Valgforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen er i store træk enig med Jørgen Goul Andersen om, at 68’erne har fyldt op på Chri-stiansborg:
»Der findes ingen generation, der har været så aktiv som 68’er generationen. Den generation er simpelt hen nærmest socialiseret med det politiske gen, og politisk deltagelse været hele omdrejningspunktet. Da generationen før dem begyndte at rykke ud fra Christiansborg begyndte 68’erne at fylde op, og der sidder de stadig,« siger Johannes Andersen.
Men han mener ikke, at det er det store problem for 80’er-generationen:
»Hvor 68’ernes udgangspunkt var en diskussion af, hvordan man kan skabe ’det’ gode liv, blev 80’er-generationens ambition at skabe ’mit’ gode liv. Derfor bliver deres deltagelse i samfundet og det politiske drevet af, hvor i samfundet der ligger mulighed for, at ’jeg kan udvikle mit gode liv,’« siger Johannes Andersen, der mener, at Pernille Rosenkrantz-Theills kritik af generationen rammer meget godt:
»Den generation repræsenterer i virkeligheden en pænhedskultur, drevet af individualiseret borgerlighed. Og det er ikke den ge-
neration, der har problemer med, at de ikke deltager særligt i det politiske liv. Deres kommentar er i virkeligheden blot: nå. Vi har så meget andet at tage os til,« siger Johannes Andersen, der lidt karikeret mener, at det eneste, der kan mobilisere 80’er-ge-nerationen er økonomiske begrænsninger.
Professor ved socialvidenskab ved Roskilde Universitet, Eva Sørensen mener derimod, at Nå-generationen kun eksisterer som begreb, fordi man måler dem ud fra traditionelle standarder:
»De sidste 20 år har vist, at det ikke længere giver mening at tænke politik, som noget der udelukkende foregår på Christiansborg og til nød i kommunalbestyrelserne. Vi har forandret hele den måde, man kan være politisk aktiv på,« siger Eva Sørensen.
Den nye måde handler om at engagere sig mere i det nære: »Den gruppe er generelt mere optaget af at løse problemstillinger i det nære, og det man er mere berørt af. I det nære forholder de sig til en fordeling af goderne i samfundet, og de bidrager til et dynamisk og handlingsorienteret samfund. Og så er de faktisk ofte gode til at bygge bro mellem det nære og det offentlige,« siger Eva Sørensen, der i virkeligheden synes, at begrebet ’Hverdagsmagere’ er mere dækkende.
»Det er mennesker, der vil have hverdagen til at fungere. Men ikke sådan, at de er passive. De engagerer sig snart i det ene, snart i det andet – mere personligt præget. De surfer mellem forskellige roller og forskellige ting, der optager dem. For hverdagsmagerne spiller det en rolle, at forskellige ting er vigtige for dem på forskellige tidspunkter. Men de har ikke kunnet sætte sig professionelt ind i det. Så de har brug for, at de med mellemrum kan tilknytte sig forskellige interesse-organisationer. De kan oven i købet også af og til være medlem af flere på sammen tid – tænk på alle de medlemskort danskerne har,« siger Eva Sørensen.

Serie
Tabt generation?
*»Glem dem mellem 35 og 45«, har Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil sagt. »Udskriv dem af Danmarkshistorien. Det er helt grotesk, at man har en hel generation, der bare ikke er der. De eksisterer ikke i den offentlige sfære.« Information har spurgt dem selv og andre om sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her