Læsetid: 2 min.

Ned og op

5. juli 2004


Spot
Presset på skuespillere er stort, hvad enten det skyldes succes eller det modsatte. Der er masser af adrenalin i den branche. Skuespillere er hele tiden på, og kravet er, at de hver gang skal yde deres bedste. Hvis de ingen roller har, er den også rivegal. Ikke at tilsvarende problemer ikke kendes fra andre brancher – det gør det – men i skuespillerfaget er det særdeles udtalt. Efter sigende er Hollywood derfor et af de få steder i USA, hvor man ikke ser ned på alkoholikere. Man konstaterer med et skuldertræk, at nu er den og den blevet ramt af fænomenet, som det er sket for en perlerække af stjerner fra Rita Hayworth og Ava Gardner til Tony Curtis og Nick Nolte for nu at nævne et par illustre eksempler. De plejer så at blive indlagt på Betty Fords klinik i en periode – og så er det på den igen.
Om der er tale om en erhvervsskade i Ole Thestrups tilfælde skal her være usagt, men i hvert fald blev han verdensberømt i Danmark, da han i en brandert i 1988 skejede ud i en stor flyvemaskine over Canada, hvorfor piloten valgte at lande flyet i nærmeste lufthavn og sætte den danske skuespiller af. Det gav en herostraisk berømmelse, som han måtte høre for i mange år (og altså nu én gang til).

Det må han være godt træt af, men omvendt er han altid frisk på i de rette fora at fortælle andre om de ni år i sit liv, hvor det var værst med afhængigheden – for at hjælpe og advare, som også kollegaen fra kaospiloternes hjemby, Århus, gør det.
Som skuespiller er Ole Thestrup uddannet på Århus Teater, og det er her, han oftest har ladet sig se i teaterroller. Han har måske ikke stået i forreste række til hovedrollerne, men der har ikke desto mindre været bud efter ham igen og igen i branchen, for han dækker som karakterskuespiller et spekter, som ikke så mange kan fra den joviale person til den prototypiske skurk, fordi hans glimt i øjet lynhurtigt kan forvandle sig til et satanisk glimt. Instruktørerne ved, at når Thestrup er med, så sker der noget, som tilskuerne gerne vil se. Han kan sit fag og kommunikerer maksimalt.

*DR1 kl. 22: Spot: Ole Thestrup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu