Læsetid: 4 min.

Nostalgi er ikke, hvad den har været…

...men den elendige lyd i Parken gjorde nu også sit til at Simon & Garfunkels to timer lange koncert kun sporadisk løftede sig op og ind i det sublime
26. juli 2004

Koncert
Lyden i Parken, spørger De? Jamen, den er jo en skandale. Information havde lagt 650 spænd for en billet til Simon & Garfunkels (og Everly Brothers!) koncert sammesteds fredag aften – og glædet sig, tilmed!
Til den pris forventes selvfølgelig det bedste på alle leder og kanter; om ikke ligefrem lænestole og liberiklædte tjenere, så i hvert en lyd, der ikke enten lød som en grød eller hvinede i tænderne. Eller begge dele. Man kunne afskrive den tilsvarende misere sammesteds med Metallica for et par måneder siden med, at lydniveauet simpelthen var så højt, at det lå udenfor menneskelig formåen at differentiere de klange, dette massive guitarensemble udsender (også selv om bandet ved tidligere lejligheder har demonstreret, at det faktisk kan lade sig gøre).
Men Simon & Garfunkels preciøse og delikate klangverden? Den bør minimum fremstå varm, klar og indtagende og slet ikke som en pletvis ond parodi på sig selv. Især fordi duoen er ophavsmænd til nogle af de mest melodisk slidstærke og poetisk neddæmpede sange, der kom ud af de tumultariske 60’ere. Materialet kræver auditiv finesse og fortjener perfekt lydgengivelse – ellers kunne man lige så godt være blevet hjemme, med mindre man altså er vild med koryfæer på storskærm. Lyden i Parken fredag var på intet tidspunkt mere end hæderlig og i lange stræk direkte uacceptabel. Det er noget, der går ud over koncentrationsevnen og fornøjelsen, ka’ De tro.

Boghvedegrød i lyden
Af de fem studie-lp’er, duoen stod fadder til i perioden 1964-1970, er fire af dem mere end høreværdige i dag… og Bookends fra ’68 et femstjernet mesterværk. Og så er de både forbilledligt optagede og producerede med en næsten krystallinsk klang, der gør det svært at høre, de har over 30 år på bagen. Der var godt nok nogle frygteligt prætentiøse tiltag i den unge Paul Simons tekstunivers – som f.eks. følgende: »You read your Emily Dickinson/ and I my Robert Frost«; man ser det for sig – men i de ret mange af hans sange også yngre lyttere er bekendt med, udmærker han sig ved en vægtig (om end ordrig) poetisk prægnans, der modsvares af usædvanligt smukke melodier, som både på det umiddelbare plan og det lange stræk hører til blandt nogle af populærmusikkens mest mindeværdige.
De vil gerne høre om selve koncerten, siger De. Ja, kom publikum efter et frisk fra fad serveret Greatest Hits-show krydret med et par uventede obskuriteter, blev det på den led ikke skuffet. Der lagdes ud med et retrospektivt slideshow til en instrumental »America«, før det umage par gik på og gav »Old Friends/Bookends«, udelukkende akkompagneret af lyden af Paul Simons som altid mere end habile akustiske guitarspil. Så langt så godt. Derefter tilføjedes det medbragte kompetente – og var det ikke Mr. Jim Keltner på trommer? – orkester og så gik der ellers boghvedegrød i lyden, hvilket ramte »A Hazy Shade Of Winter« og »The Sounds Of Silence« i en grad, så man fik lyst til at tage sit gode tøj og gå. Det blev næsten lytteværdigt med den uopslidelige ungdoms- og generationshymne »America«, men gik atter i mudder på »At The Zoo«, der midtvejs blev til en energisk, men ikke stort bedre klingende »Baby Driver«. Man vidste vitterligt ikke, om man skulle le eller græde.

Årets underdrivelse
Okay! Efter en smuk »Kathy’s Song« – en tour de force for Art Garfunkels næsten provokerende rene kordrengstenor – fyrede duoen deres 1959-hit »Hey Schoolgirl« af, udsendt da de som skoledrenge under kunstnernavnet Tom & Jerry gav den som Everly Brothers-kloner, hvorefter den stoiske Paul Simon – der ellers overlod small talken til Garfunkel – forløsende sagde: »I must say this is an unusual place to listen to music«. Se, det var årets underdrivelse. Nå, Everly Brothers blev behørigt introduceret og spillede et himmelsk, men alt for kort tresangssæt – »Wake Up, Little Susie«, »All I Have To Do Is Dream« og »Let It Be Me« – før de i samklang med hovednavnet gav en medrivende »Bye, Bye Love«. At Don er 67 og Phil 65 kunne hverken høres eller – uhyggeligt nok – ses, for kors, hvor var det dog fedt; også selv om de altså ikke spillede »Cathy’s Clown« eller »The Price Of Love«.
Hovednavnet fortsatte med bagkatalogsvidundere som det bjergtagende smukke kontrapunktiske arrangement af »Scarborough Fair/Canticle« og perler som »Homeward Bound«, »The Only Living Boy In New York« og »I Am A Rock«. Men stemmerne mistede på intet tidspunkt den uskønne stadionklang, hvor det lyder som om, der synges over et forældet P.A.-anlæg, beregnet til talte meddelelser, ja den totale museumsfornemmelse indfandt sig på sange som »Mrs. Robinson«, »Keep The Costumer Satisfied« og »My Little Town« p.g.a. de modbydelige akustiske forhold. Det siger meget om Simon & Garfunkels evner som performere, at showet trods dette konstante distraktionsmoment flere gange løftede sig op under loftet på det overdækkede stadion. Og det er altså ikke fordi, de går i spagat for at tækkes de fremmødte. Art Garfunkel til venstre, Paul Simon til højre, begge stående ret op og ned: Det er showet! Nå ja – og så stemmerne. Men igenigen – af en eller anden grund mente lydmanden, at Garfunkels sublime harmonier burde udgøre hovedstemme i de fleste af sangene, hvorved alt for mange af gruppens signaturmelodier gik tabt i en dominerende andenstemme. Informations helhedsvurdering af situationen er dog, at den dårlige oplevelse ikke falder tilbage på den udynamiske duo, men på akustikken!
Så far er ikke bare skuffet, han er pissed! Det dér kan I simpelthen ikke byde hverken betalende gæster eller optrædende legender, venner. Ikke til de priser. De tider er forbi.

*Simon & Garfunkel/ The Everly Brothers, Parken, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu