Læsetid: 2 min.

Nydanskere lander på bunden af jobpyramiden

Ufaglærte nydanskere overtager de hårdeste job, viser en undersøgelse fra Københavns Arbejdsmarkedsråd
6. juli 2004

Plads til alle
Rengøringsassistent, tjener, postbud, stuepige, buschauffør, kassedame, taxichauffør og butiksassistent. Det bliver i stadig højere grad job, der varetages af nydanskere.
Det viser en ny undersøgelse fra Arbejdsmarkedsrådet for Storkøbenhavn, som dokumenterer, at ufaglærte nydanskere i stigende grad overtager netop de hårdeste og dårligst betalte job.

De ringeste job
Specialkonsulent i Arbejdsmarkedsrådet Gert Jørgensen er ikke overrasket over resultaterne.
»Jeg har længe haft en klar fornemmelse af, at ufaglærte nydanskere lander i nogle helt bestemte brancher. Og den fornemmelse har vores undersøgelse nu bekræftet. De ufaglærte nydanskere bliver typisk ansat i de brancher, hvor løn- og arbejdsvilkårene er ringest, og hvor de formelle kvalifikationskrav er lavest,« siger han.
Detailhandel, hotel- og restauration samt rengøring og transport er de brancher, der ifølge undersøgelsen beskæftiger flest ufaglærte nydanskere.
»Det er typisk jobs, hvor lønnen er lav, og arbejdstiderne lange eller skæve,« siger Gert Jørgensen og understreger, at tendensen er meget naturlig:
»Det er klart, at dem, der har sværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet, søger hen, hvor de formelle krav er lavest, og adgangen derfor lettest,« siger Gert Jørgensen.

Kvindernes domæne
Gert Jørgensen peger på, at en stor del af de job, der i dag varetages af nydanskere førhen var typiske kvindejob. Det er formanden for Arbejdsmarkedsrådet og LO-Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen, enig i.
»Det er helt rigigt, især når det gælder hotel- og restaurationsbranchen samt rengøring. Men det er også typisk de brancher, som kommunerne har brugt for at få folk ud i job- og aktiveringstilbud«, siger han.
Peter Kay Mortensen bekræfter tendensen til, at det danske arbejdsmarked er ved at blive opdelt i to; ét arbejdsmarked for etniske danskere og et andet for nydanskere.
»Det viser den nye undersøgelse tydeligt, og det er også den tendens, jeg møder i øvrigt«, siger han.
Forklaringerne på, at nydanskerne ender i bunden af jobpyramiden er mange, mener LO-formanden:
»Det er helt klart, at etniske danskere ikke står i kø til de her job. De er ofte meget bevidste om, at de skal have et arbejde, der svarer til deres formelle kvalifikationer. Og desuden lægger mange etniske danskere mere vægt på, at der er tid til at gøre et grundigt og ordentligt stykke arbejde – hvilket der efterhånden sjældent er i de her brancher.«
Peter Kay Mortensen understreger, at der også er positive grunde til, at mange nydanskere vælger f.eks. hotel- og restauration eller taxa-kørsel.
»Det er ofte den hurtigste genvej til et liv som selvstændig, og det har mange nydanskere mere mod på end deres danske kolleger,« siger Peter Kay Mortensen.

*Tidligere artikler i serien kan læses på tema.information.dk/ pladstilalle

FAKTA
Typiske indvandrerjob
*Ufaglærte nydanskere fra mindre udviklede lande fordeler sig især på følgende brancher i Storkøbenhavn. Tallene i parantes angiver fordelingen af nydanskere fra mere udviklede lande og kolonnen til højre andelen af etniske danskere i samme branche.

Detailhandel 16,2(9,9)9,5
Rengøring 14,7 (8,0)2,2
Hotel- og restauration 13,8(7,5)4,8
Transport 9,2(9,2)7,9

Kilde: Danmarks Statistik, AF-Storkøbenhavn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her