Læsetid: 3 min.

Ole og Allah

Ordenes falske historie er underholdende og ustyrlig: Et kursus i glemte vildveje og skjulte forbindelser
16. juli 2004

Ordenes falske historie er underholdende og ustyrlig: Et kursus i glemte vildveje
og skjulte forbindelser

Litteratur - Ordhistorieforfalskning
Blandt de mange, mærkværdige tekster, der udgør den irsk-engelske satiriker Jonathan Swifts samlede forfatterskab, finder man »Et forsøg på at bevise det engelske sprogs antikvitet«, skrevet på et tidspunkt efter 1727, men inden Swifts død i 1745. Her sætter Swift sig for at bevise det engelske sprogs overherredømme. Græsk, latin og hebraisk stammer i virkeligheden fra engelsk, påstår han; som sprog var engelsk ældre og mere respektabelt end sine antikke forgængere.
Argumenterne? De er en afsindig forvaltning af ordenes historie. Især må de antikke guder og helte holde for. Mars fik sit navn, fordi han bandede så meget, påstår Swift. »Kiss my arse, My arse in a band box, My arse all over,« gik han rundt og sagde; til sidst kaldte alle ham for »My arse«, hvilket hurtigt faldt sammen til »M’ars«.
Hannibal, som Swift kalder Anibal, har importeret sit navn fra sportens verden: »Navnet synes umiddelbart at være et billede, der stammer fra tennis, hvor det udtrykker den dygtige spiller, som kan tage any ball; og bruges helt berettiget om en så berømt feltherre,« som det begejstret erklæres. Misantropus fik sit navn, fordi han elskede at kaste en missekat ind til sine fangne mus: »Mice and throw puss.«
Og så fremdeles. Man troede måske, de gamle helte var større end livet selv; deres navne viser, at de bandede, spillede tennis, holdt mus som kæledyr. Det er klassicismens mareridt for fuld udblæsning. Man ønskede sådan, at man var på højde med antikken. Den viser sig at være lige så lav og uhumsk, lige så smudsig som 1700-tallets moderne hverdag.

Læren om ordenes oprindelse og skjulte betydning er en respektabel, filologisk disciplin med professionelle udøvere. Det er også et område, hvor filosoffer, polemikere og andre amatører henter sig billige point i kampens hede.
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche så f.eks. et sammenfald mellem »Macht« (magt) og »machen« (at gøre, at lave). Det passede ind i hans filosofiske kram – men ikke med ordenes faktiske historie. Også Martin Heidegger baserede sin filosofi på en vis, kreativ omgang med ordenes historiske betydninger.
Men de tyske tænkere adskilte sig fra Swift. De opfandt skjulte betydninger for at skabe nye, filosofiske veje. Han gjorde det for at latterliggøre sine satiriske ofre.

Noget lignende, må man antage, ligger bag Ulla Dahlerups afdækning af ordenes skjulte betydninger. Hendes politiske hovedfjende er Det Radikale Venstre. Dahlerup skriver, Weekendavisen den 7. april 2004:
»De Radikale kan vænne sig til så meget. I deres retorik optræder nu fast ordet ’anstændig’… Ordet ’anstændig’ (på arabisk ’muhtarem’) er altafgørende for muslimer. At den radikale retorik har taget ordet ’anstændigt’ til sig viser, at partiet gradvis er ved at blive erobret indefra af islamismen, foreløbig i skikkelse af ulve i fåreklæder. Nu taler radikale om begreber som: moralsk renhed, styrke og anstændighed,« skrev Ulla Dahlerup.
Argumentet er bizart, men til at tage at føle på. Ordenes skjulte betydning afslører sandheden om Det Radikale Venstre. Tro mod sin nationalsindede politik praktiserer Dahlerup i øvrigt en art omvendt ordhistorie: Ligesom islamisterne stadig opererer i det skjulte, har det islamiske sprog i det skjulte (faktisk så skjult, at ingen havde lagt mærke til det før nu) gemt sig bag gode, danske ord.
Det, man troede var rent – og engang faktisk var det – viser sig at være urent. Teknikken er Swifts, effekten den modsatte: Det er ikke fortidens, men nutidens luftkasteller, som søges besmittet af skjulte realiteter. Underholdningsværdien er dog mindre end hos den gamle satiriker.

Tænker man lidt videre, viser konsekvenserne af Dahlerups afsløring sig ustyrlige. Anstændighed er (var?) et af det borgerlige Danmarks kulturelle kernebegreber. Engang var anstændighed og kristendom det, der skulle beskytte os mod de fundamentalistiske utopiers sirenesang; begge dele lærte os, at målet ikke helliger midlet. Nu er det første en ulv i fåreklæder. Kun kristendommen står uantastet tilbage. Eller?
Et afsluttende sidespring: Det forlyder, at spanske »olé«, kendt fra tyrefægtning, importeret til dansk fankultur, har dybe rødder. Den iberiske halvø var i mange århundreder under arabisk overherredømme; »olé« skulle stamme fra det islamiske »Allah«. Med en langsom bevægelse, mens århundrederne trillede forbi, gled lyden a over i henholdsvis o og e – brugen af ordet fra den religiøse kultus til sportens arena.
Tankevækkende, ikke sandt? Nåja, finurligt, kuriøst. Eller rystende: Så er de rødhvide roligans samlet på Parkens langsider, hæse af begejstring over endnu et mål fra de danske drenge. Det er midt i anden halvleg, råbet hæver sig taktfast, de hylder en fremmed gud. Allah, Allah, Allah, Allah. Mere dansk kan det ikke blive.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu