Læsetid: 4 min.

Opkald i juli

Livet er én lang afsked, udtalte den russiske digter, Joseph Brodsky engang. Og til sidst tager man afsked med sig selv
31. juli 2004

For et par lørdage siden blev jeg ringet op af en af min fars gamle soldaterkammerater. Han havde set mig i et interview som han komplimenterede omhyggeligt, dernæst komplimenterede han min far. De havde aftjent værnepligt på samme kaserne, havde sovet i samme barak engang i slut-50’erne. Min far havde været lidt ældre end de andre dengang, og derfor havde han følt sig højt på strå. Han havde tysset på de andre, så han kunne komme til at læse Dostojevski i fred. Han havde haft en motorcykel – og han havde omhyggeligt nedgjort de andres knallerter.
På sine gamle dage får man lyst til at gense nogen af de mennesker, der betød noget for én, da man var ung, forklarede min fars soldaterkammerat mig. Derfor var der ikke noget usædvanligt i, at han bad om min fars telefonnummer.
»Øh,« sagde jeg nølende.

Det er over 15 år siden, at min far døde i den togulykke, der var i
Sorø.
»Jeg har desværre dårlige nyheder,« sagde jeg.
Eller noget i den retning. Hans spørgsmål kom som et lyn fra en klar himmel, og jeg troede egentlig, at jeg var ’ovre’ min fars død, hvis man da nogensinde kommer sig over døden.
Nu mistede jeg i stedet totalt mælet over for denne vildtfremmede og sympatiske mand, som var betydeligt mere fattet end jeg. Det var udelukkende fordi han var så sympatisk, at jeg fik lyst til at opremse alt, hvad der var sket med min far siden soldaterdagene. Hvor han havde arbejdet, hvad han havde lavet, hvem han havde været gift med. Jeg havde ingen anelse om, at sådan en samtale kunne sende mig direkte tilbage til dagene omkring ulykken, og det med ekspresfart.

Få dage forinden havde jeg, ansporet af en veninde, der interesserer sig for det okkulte, været hos en clair-
voyant. Som det første havde han spurgt om der var nogen afdøde, jeg gerne ville tale med, og jeg havde bare sagt:
»Næ.«
»Det var mærkeligt,« sagde han.
»Jeg mærker ellers ganske tydeligt, at der er en, der vil tale med dig.«
Det må være min far, tænkte jeg. Hvem ellers?
Men jeg vægrede mig. Det var trods alt for meget for mig at tale med min far på den måde. En tand for okkult.
I stedet ringede soldaterkammeraten, og et øjeblik overvejede jeg om der virkelig var nogen ’derude’. Jeg havde endda en mærkelig fornemmelse af, at min far sad inde i den anden stue, i min tv-stol.
Sagen var klar: Jeg var ved at blive gal. Det er også bare fordi, det er juli. Ingen er hjemme og alt er lukket ned, tænkte jeg tragisk. Når byen er forsvarsløs og blottet, rykker ånderne ind. Spøgelserne fra fortiden: ens gode, gamle far.

Dengang min far døde, var jeg 21, og jeg kan huske, at det var så omfattende, at jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville blive noget menneske igen. Jeg følte det som om, jeg var bombet tilbage til stenalderen, som om jeg skulle begynde helt forfra.
Jeg har siden fået bekræftet, at det ikke er noget usædvanligt fænomen ved voldsomme, pludselige tab: I perioder vender den sørgende tilbage til meget tidlige stadier i vedkommendes udvikling, og af og til er det som om at tilliden til andre mennesker, ja, tilliden til at verden findes og fungerer – må etableres helt forfra. Endnu værre selvfølgelig, jo yngre, man er, jo mindre man ved om at håndtere sorg, adskillelse.

Det afgørende i den forbindelse er, at man har gode venner, familie, trygge objekter, der kan bekræfte en i, at livet går videre. Det er afgørende, men jeg er nok ikke den eneste, der i kølvandet på et dødsfald, har oplevet ens familie gå i opløsning for øjnene af én. Et dødsfald lægger ofte et hårdt pres på en familie, alt hvad der er af skrøbelige fundamenter smuldrer, løse træstilladser falder fra hinanden med et brag.
Den tid, hvor man skulle være noget for hinanden, bliver ofte til den tid, hvor alt, hvad der er uløste konflikter og gammelt svigt kommer op til overfladen, lægger sig over hele herligheden som et fint lag syre. Det er ikke nødvendigvis nogens skyld, det er urgamle depoter af frustration, der pludselig tager magten.

Jeg beundrer Tøger Seidenfaden for en gang at have udtalt, at han aldrig kommer sig over sin mors død, for tab af en vis størrelse er ikke noget, man kommer sig over. Man bliver en anden person, man starter forfra et andet sted.
Om man ser det som en forbandelse eller en ny chance, er nok individuelt, men man bliver en anden. Navlestrengen til ens gamle liv er klippet over. Hvad et opkald i juli kan minde én om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her