Læsetid: 4 min.

Ord tæller mere end tal

7. juli 2004

DET VRIMLER MED livløse tal. Forleden fik vi eksempelvis at vide, at der går en ny dansker på efterløn hver time – 181.400 personer hævede efterløn i årets første tre måneder, en stigning på 8.603 personer i forhold til året før. Efterlønnen koster hvert år samfundet 22 mia. kroner, og som Ritzaus Bureau klargjorde, så sker det »i en tid, hvor regeringen skal skaffe 60.000 flere i beskæftigelse inden 2010 for at sikre velfærdssamfundet fremover«. Samtidig sidder både den såkaldte Velfærdskommission, regeringens egne regnedrenge, oppositionens ditto samt snart sagt samtlige DJØF’ere i nærheden af den offentlige administration – og det er ikke så få – og kigger på tal. Velfærdstal. Tal for efterløn, for pensionsudbetalinger, for overførselsudgifter, for særlige pensionsbidrag, for middellevealder, for offentligt forbrug og for alt muligt andet. Alt opgjort i hvor mange penge, det koster at »sikre velfærdssamfundet fremover«, som Ritzau så malende skrev. Ad samme tal-spor, kører politikerne. For tallene synes at være eneste væsentlige diskussionsemne, når det kommer til det velfærdssamfund, som ingen øjensynligt vil leve uden i fremtiden. Analysen synes åbenbart at være den, at bare der er styr på tallene, bare fremskrivningerne er sat på formel i alverdens regneark, så går vi velforberedt ind i fremtiden.

MEN TALLENE SKYGGER. Ikke bare skygger de, de udgør samtidig et sørgeligt alibi for ikke at tage den egentlige og væsentlige diskussion. Den som ikke handler om formen og rammerne, men om indholdet. Og selv de sløveste politikere og de mest firkantede DJØF’ere bør kunne se, at endeløse diskussioner om tal og rammer ikke bringer os nogen steder. Men i stedet blot spiller op til rituel stammedans om den varme grød, og dermed afsporer alt. Naturligvis er de økonomiske rammer vigtige og til tider endda afgørende, men i stedet for at begynde med økonomien, burde diskussion starte et helt andet sted. Nemlig med debatten om, hvad for en velfærd, vi gerne vil have. Hvad er fællesskabets opgaver, hvad er den enkeltes? Hvornår kan fællesskabet holdes ansvarlig, hvornår må borgeren selv tage skraldet? Hvad vil det sige at have for lidt? Og for lidt målt i andet end tal. Hvor går den værdimæssige grænse for, hvor meget den enkelte kan skeje ud, før samfundet rækker den faste eller den støttende hånd frem? Hvad er forbindelsestrådene mellem mennesker i det danske velfærdssamfund?

DET ER POLITISK børnelærdom i en tid, hvor den almindelige politiker er gået fra at være vælgerens foregangsmand til at være vælgerens tillidsmand, at vælgeren kræver ind, alt hvad han kan. Vælgeren, denne politikerens merkantile massebetegnelse for befolkningen, siger jo ikke nej til at få mere. I det næsten overdemokratiserede Danmark spørges vælgeren om alt, og de højstråbende siger aldrig nej tak. Som eksempelvis landets mest fællesskabsnedbrydende organisation ÆldreSagen, der har mobiliseret flere hundrede tusinde danskere i en ensidig kamp for flere penge, bedre vilkår, bedre service, mere opmærksomhed og mere flæsk til en enkelt befolkningsgruppe, der alene udmærker sig ved at have nået en vis alder, og hvoraf langt de fleste aldeles ingen nød lider. Mere til mig lyder kravet, som politikerne af egen fri vilje har valgt at følge efter devisen, at politisk navigation ikke følger egen overbevisning, som selveste Grundloven ellers foreskriver, men i stedet alene anvender folkets stemme som ledestjerne.

POLITIKERNE HAR MED andre ord frasagt sig lederskabet, går ikke længere forrest og udstikker kursen, men står bagved flokken, ser hvor den bevæger sig hen og forsøger dernæst at tage æren for bevægelsen, hvis der overhovedet er en. Professor Jørgen Goul Andersen har i bogen ’Et ganske levende demokrati’, dokumenteret, at Danmark er et demokratisk skoleeksempel. Fint nok, men hvad Gouls undersøgelser ikke svarer på, er, om danskerne er tilfredse med selve indholdet i den demokratiske debat. Og her er der grund til at stille sig tvivlende. For hvem kan være tilfreds med, at fremtiden er ved at gå til i tal? At fremtiden er lagt i tælleapparaternes og regnemaskinerne ufølsomme hænder? For det giver sig selv, at det i velfærdsmæssig sammenhæng ikke er en nyoptælling, men snarere en nyformulering, der er behov for. En formulering af, hvad vi skal være sammen om i fremtiden. Som afløser for den endeløse og konstante diskussion af hvem, der må være med i fællesskabet. Det er moderne at udråbe fællesskabet som værende under pres fra individualiseringen. Men det største pres på kommer immervæk indefra, fra det sørgelige faktum, at fællesskabet tømmes for indhold i takt med, at der tales mere og mere om det. I den forstand er der langt mere behov for en fællesskabskommission end en velfærdskommission. Tallene er nyttige, men de kan aldrig gøre det ud for rigtig politik. Her er der brug for ord.

myl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her