Ny dokumentar udstiller Fox
*Fox News, USAs mest sete nyhedsnetværk, der ejes af Rupert Murdoch, er kendt for sin konservative linje på trods af stationens motto: »Vi rapporterer, du vurderer.« Men med sin halvanden time lang dokumentarfilm, Outfoxed, der havde premiere i New York i sidste uge, anklager Robert Greenwald stationen for at have skræddersyet sin dækning af præsidentvalget til at støtte den siddende præsident. »Kilderne i filmen gør det klart, at Fox seere kun får den ene side af historien: Den republikanske side,« sagde Greenwald i forbindelse med premieren. Læs mere om filmen på www.outfoxed.org. /nt
Overskudsagtig skaberglæde
*Vi har altid haft en svaghed for den skæve lille singer-songwriter kaldet Jill Sobule. Det er noget med det overskud, hendes stemme lyser af, den glæde ved selve det at skabe og spille musik, alle hendes sange emmer af. Og det er ikke fordi hendes sange ikke handler om noget; tværtimod er hun én af de få på nutidens sangskriverscene, der tager sin omverden lige så seriøst som sine indre sjælerystelser uden hverken at prædike eller politisere, men ved tørt at observere hvorledes menneskene omkring hende tér sig i disse for fornuftige og frisindede personer så ualmindeligt ondskabsfulde tider.
Den gode nyhed er, at efter fire smukke album ned gennem 90erne har Sobule med Pink Pearl skabt ét, der er direkte fremragende og i hvert fald hendes til dato bedste. Tolv perfekte små poppede og velproducerede knaldperler med poetisk prægnante tekster, der både vækker til eftertanke og som f.eks. på det knastørre »Heroes« får én til at trække på smilebåndet. Selv om Sobule er og bliver kult, burde hun kunne få lidt flere i tale med Pink Pearl, en indbydende ofring for folk, der holder af et proteinrigt måltid ind i mellem alle flødeskumskagerne. -lyn
Jill Sobule: Pink Pearl (Absolute/Universal) www.jillsobule.com
Stådreng på hele vejen
*»Alt hvad han siger er Hammond for mig,« synger Nikolaj Nørlund et sted og selv om vi aldrig rigtig har forstået, hvad han mener med det, rinder den linje én i hu ved mødet med det sprælske debutalbum fra acid jazz-trioen Ibrahim Electric, der losser mås, så det synger i hypofysen. For sikke et kraftoverskud disse tre unge danske musikere lægger for dagen på de otte vibrerende skæringer, der forefindes på dette elektrificerende udspil, som ikke stopper op i farten for at checke, om sikkerhedsbæltet er spændt (det er det ikke!).
Trioen består af Niclas Knudsen, som spiller en smuk, umiskendeligt Kenny Burell-koloreret guitar, Jeppe Tuxen, der trakterer sit svedige Hammond B3 som havde han både Den Onde og Jimmy Smith i hælene samt indpiskeren Stefan Pasborg, der leverer et så dynamisk trommespil hele vejen igennem, at det er kropumuligt at sidde stille dertil; jo, man får lyst til at danse... om mandagen... i regnevejr... på Solitudevej. Kald det bare brugsmusik, kald det lige hvad du vil, det her er bedre end Viagra, for her er der stådreng på hele vejen igennem!
PS: Drenge! »Dansevise« er ikke skrevet af nogen »Ingemand«, men af Sejr Volmer Sørensen (tekst) og Otto Francker (melodi) til Grethe & Jørgen Ingmann, der vandt det Internationale Melodi Grand Prix med sangen i 1963. Ellers en forrygende udgave I leverer, såmænd. But get the facts right, dammit!-lyn
Ibrahim Electric (TBC Records) www.ibrahimelectric.dk
Mættet af melankoli
*Efter ti år på banen bragede den amerikanske kvintet Wilco igennem i 2002 med Yankee Hotel Foxtrot, ét af det års mest mindeværdige udgivelser inden for Americana-genren... derpå fusionerede dette udprægede roots-ensemble i samklang med allestedsnærværende Jim ORourke en medfødt naturalistisk tilgang til det instrumentale med diverse tricks fra det elektroniske felt med stor succes og det virkede som en logisk vej for Chicago-ensemblet at følge fremover. Nuvel, med A Ghost Is Born har de foretaget et U-sving og indspillet hele lortet live i det legendarisk analoge Sear Sound studie i NYC.
Det kan fra første nummer konstateres, at det er der kommet en vidunderligt varm klang ud af, hvorfor det er op til Jeff Tweedys af melankoli mættede sange at afgøre, hvorvidt albummet skal fungere som andet end eksempel på den analoge tekniks overlegenhed i forhold til den digitale. Men på trods af at flere af dem kun lige lyder som skitser/jams, benytter bandet dem som affyringsramper til weirde instrumental-ekskurser et sted mellem The Byrds anno Clarence White og Neil Young & Crazy Horse på en doven eftermiddag. Pladen emmer som helhed af en hypnotiserende, dronende atmosfære, og er den ikke smækfuld af uforglemmelige kompositioner der er dog også et par gode sange at finde indeholder den til gengæld rigtig meget sær, superfed og voldsomt vanedannende musik. -lyn
Wilco: A Ghost Is Born (Nonesuch/Warner) www.wilcoworld.net
