Læsetid: 4 min.

Overlevelse i Shanghais hede

I Shanghais varme virker det så absolut acceptabelt for befolkningen, at man i kampen mod heden sprøjter himmelen fuld af kemikalier for at fremprovokere regn og en smule køligere luft
24. juli 2004

I Shanghais varme virker det så absolut acceptabelt for befolkningen, at man i kampen mod heden sprøjter himmelen fuld af kemikalier for at fremprovokere regn
og en smule køligere luft

Shanghai
Nyheder fra Kina for tiden strejfer på en eller anden måde landets overophedede økonomi. Lokalnyt fra Shanghai er mere simpel. Her er det ene og alene det overophedede vejr, der er aktuelt. Sveddryppende 35 grader tilsat en god portion luftfugtighed plager byens 20 millioner indbyggere.
Varmen har pillet glansen af Shanghai. Byens havnefront, The Bund, og dens imposante kolonitidsbygninger og højhusene i finanskvarteret Pudong, på den anden side af Huangpu-floden, ligger ubelyste hen, når termometret når over 35 grader. Det i et forsøg på at undgå, at el-nettet bryder sammen, når der i alle byens kontorer, butikker og hjem bliver skruet helt op for køleanlæggene.
Omkring Fredfuld Lykkevej har beboerne i de små etværelses lejligheder i gyderne – som ikke er forundt aircondition – omdannet vejen til en veritabel sovesal. Familier ligger i bundter på stråmåtter sammen med arbejdere fra de højhusbyggerier, der omringer kvarteret, for at fange en svag brise – enten den naturlige eller den dannet af en forbipasserende lastbil.
Der bor en del udlændinge i området, som i disse dage mest ses i let løb mellem deres airconditionerede lejligheder og de afkølede taxaer (de eneste, der lader til at nyde godt af varmen, er chaufførerne, der samler den ene svedende passager op efter den anden). Shanghainesiske mænd og kvinder fordriver varmen med kortspil i skyggen af platantræerne, mændene med bukserne rullet op over knæene og skjorterne rullet op, så maven bliver luftet.
Med den varme årstid følger invasionen af myg. Den lokale kiosk er forfremmet til våbendepot og tilbyder produkter med fantastiske navne som Genocide, der sammen med elektriske zappere, en slags elektrisk stol for myg, danner et bæredygtigt forsvar. Kombineret med et kraftigt køleanlæg skulle det kunne redde sommeren.

Men der skal yderligere hjælp til fra de højerestående magter, Shanghais bystyre. Shanghais borgmester kan nu tilføje titlen regnmager på visitkortet. I varmen virker det så absolut acceptabelt for befolkningen, at man i kampen mod heden sprøjter himmelen fuld med kemikalier for at fremprovokere regn og en smule køligere luft. Fra fly bliver sølvjodid eller salt spredt ud over skyer, der allerede indeholder en god del fugt. Regndråber samler sig derefter om krystallerne, og de bliver tungere indtil de begynder at falde.
Denne praksis skulle tilsyneladende kunne øge regnfald med fem-20 procent i et specifikt område.
Ifølge Shanghais Meteorologiske Institut er det en metode man først anvendte i 1950’erne. I de fleste tilfælde brugt til at fremtrylle nedbør i områder med tørke.
Men der skal altså allerede være samarbejdsvillige skyer i området, før det kan virke – metoden kan blot tilskynde skyer med vandladningsbesvær.
En repræsentant fra det meteorologiske institut forsikrer, at teknikken ikke har negativ indflydelse på det lokale miljø. I den her hede er det et udsagn, man er klar til at tage for gode varer.
Sidste år fik en regnstorm temperaturen til at falde fra 38 til 15 grader. »Det gav os ideen til at prøve at stimulere kunstig regnfald i år,« meddeler SMI.
Det skulle, så vidt vides, være første gang, denne praksis bliver forsøgt over en storby. Det hele virker som en naturlig forlængelse af årtusinder af kinesisk trang til at kontrollere naturen, som for eksempel ved at styre floders løb.

Det er ikke en billig metode. Ifølge lokale medier skulle det koste 4,7 millioner yuan, hver gang et regnskyl fremprovokeres. Selvom det er en flatterende tanke, er det nok ikke for at give indbyggernes svedkirtler en pause, at bystyret danser regndans. Det er simpelthen en nødløsning for at undgå el-sammenbrud og efterfølgende økonomiske tab.
Sidste år havde byen sin varmeste sommer i seks årtier, og da alle byens køleanlæg blev tændt, resulterede det i flere el-sammenbrud. Byen vil undgå, at byens industrielle produktion igen i år sættes i stå på grund af el-mangel. 2.100 firmaer og fabrikker er allerede blevet beordret til at operere om natten, og 3.000 andre skal skifte mellem dag og nat for at spare på strømforbruget i dagtimerne.
Økonomer vurderer, at landets kroniske el-mangel skærer to procentpoint af den økonomiske vækst. Mens Kinas økonomi racer afsted og bliver ved med at tære på energiressourcerne, forventer regeringen et underskud på 40.000 megawatt i år – nok energi til 40 millioner kinesiske hjem. Samlet er Kina allerede verdens næststørste energikonsument, kun overgået af USA, men én kineser bruger stadig kun 10 procent af den energi brugt af én amerikaner.
Shanghais bystyre har fået øget energikapaciteten med mere end 10 procent i forhold til sidste år og planlægger at investere 20 milliarder yuan for at forbedre elnettet. Måske en mere langsigtet løsning end at lege vejrgud. Men lige nu er et regnskyl lige hvad der er brug for – selv om det vil betyde, at sovesalen på Fredfuld Lykkevej bliver midlertidigt lukket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her