Læsetid: 12 min.

Overleveren og opgiveren

Når Tour de France starter i morgen er det med Lance Armstrong og Jan Ullrich som de historiske og mest interessante favoritter og rivaler
2. juli 2004

Touren ’04 - cykelduel
Man kan svært forestille sig et mere ideelt par duellanter i en sportsstrid end Lance Armstrong og Jan Ullrich, for de er så forskellige, som tænkes kan. Ja, det eneste, de vel har fælles er, at de begge er rasende dygtige til at køre på cykel, og om de to’s vindermuligheder drejer de fleste diskussioner og væddemål sig her før starten på Tour de France lørdag i Liège. Spørgsmålet er, om den selvbevidste og perfektionistiske verdensmand fra Texas kan skrive historie ved som den første nogensinde at vinde verdens vigtigste cykelløb seks gange – og så oven i købet i træk – eller om den lidt sky og højst fejlbarlige tysker fra Rostock med sin idrætsopdragelse i det forsvundne DDR kan forhindre det og vinde sin anden Tour-sejr efter den, han vandt i 1997. Fem gange er Ullrich blevet nummer to. Første gang sensationelt i 1996, da hans holdkaptajn Bjarne Riis vandt, i 1998 efter Marco Pantani, og tre gange siden – i 2000, 2001 og 2003 – har han fået baghjul af Armstrong.
Jo, de ligner hinanden på et andet punkt: De var begge usædvanligt unge og talentfulde, da de indledte deres karriere på allerhøjeste plan. Ullrich var endnu ikke fyldt 20, da han i 1993 i Oslo vandt verdensmesterskabet for amatører, og Armstrong knapt 22, da han dagen efter samme sted blev den hidtil yngste verdensmester på landevej for professionelle. Sensationelt, skønt han dog havde vundet en etape i Tour de France få måneder forinden og den italienske sæsons åbningsløb Trofeo Laigueglia om foråret. Og de ligner vel hinanden i, at de begge har måttet afbryde deres karriere tidligt og været helt væk fra konkurrence i længere tid, men årsagerne hertil er vidt forskellige. Lance Armstrong fik, som det er bekendt langt uden for cykelkredse, konstateret en fremskreden cancer i testikler, lunger og hjerne i 1996, men vendte efter behandling og operationer lige så livstruende som sygdommen selv tilbage til livet og cyklen i 1999, da han vandt Tour de France for første gang. Det første af de år, hvor Jan Ullrich ikke kunne være med. På grund af en skade som senere skulle vise sig at have baggrund i noget, som man kun kan forstå som psykiske problemer. En form for selvdestruktion, der giver sig udslag i, at den ellers flot og harmonisk byggede atlet tvangsæder alt, hvad der er sødt eller fedt på tidspunkter, hvor hans idræt og mulige ambitioner kræver, at han holder sin vægt i ave. Hvor Armstrongs afbræk i karrieren var fremtvunget af sygdommen, var Ullrich i 2002 på kanten til helt at opgive, fordi han ikke kunne motivere sig selv til at holde op med at æde sig fed og stige på cyklen det nødvendige antal timer dagligt. Meget kort kan man sige, at den tydeligste forskel på de to, der nu af forventningerne er udset til at skulle konkurrere om sejren i Tour de France, er, at Lance Armstrong er en overlever og Jan Ullrich en opgiver. En mulig overlever, hvis man skal tage Arm-strongs angst for at sygdommen vender tilbage alvorligt, og det skal man. Og en mulig opgiver har Ullrich været, indtil han sidste år i sit comeback viste en vilje og i mange år uset fysisk form, der tillod ham at køre lige op med amerikaneren. Næsten.
To bøger om dem, der er udkommet på dansk i disse dage, vidner om forskelligheden.
Lance Armstrongs selvbiografiske Hvert sekund tæller er en fortsættelse af Det handler ikke om cyklen, hvori han fortalte om sin opvækst og første karriere, men især om sygdommen og helbredelsen og vejen tilbage til livet og idrætten som et forvandlet menneske og en anderledes idrætsmand.
Nøgleordet i Armstrongs selvforståelse før kræften er vrede. »Det var vrede, der drev pedalerne rundt,« skriver han. Opvokset som eneste barn af en enlig mor, der var meget ung, men også meget samvittighedsfuld, selvopofrende og for små midler socialt ambitiøs, var han afskåret fra at gå i det rigtige tøj, have de rigtige venner og dyrke den populæreste idræt – american football – i det småborgerlige Plano, Texas, og han først svømmede, siden løb og cyklede sin vrede over socialt mindreværd ud. Og sin vrede over stedfædre, der – som han siger – »mishandlede min mor og bankede mig.« En med en bukserem, en anden – eller muligvis den samme – med pagajen til en kano. I sin selvforståelse efter sygdommen er han ikke læn-gere idrætsmand, eller blot mand, ikke længere ægtemand til den Kristin, kaldet Kik, som han møder og gifter sig med efter helbredelsen og under arbejdet med at stifte sin fond til kræftens bekæmpelse. Han definerer og identificerer sig selv som kræftoverlever. Kun det. Al anden aktivitet er følgehandlinger. Også det at køre på cykel for at vinde. Eller for at holde sygdommen stangen. To sider af samme sag.
I selvbiografiens fortsættelse er nøgleordene for det, der motiverer ham, ikke længere vrede, trods og selvhævdelse, men frygt, taknemlighed og pligt. Frygt for sygdommen, taknemlighed for livet og pligt til at holde døden på afstand med de midler han har. Ved at cykle og ved at vinde.
Men også ved at være en god far, en god ægtemand og forbillede, rollemodel for andre kræftramte eller overlevere. Men der er i bogen en næsten bitter erkendelse af, at når han i bogstavelig forstand kører for livet, så sker det så langt fra hjemmet og familien, at han forsømmer dem, der er det erklærede indhold i hans liv, og den konflikt kan han ikke løse. Kun i tilløb prøve på det. Erindringerne slutter i tid før ægteskabet med Kik gik endeligt i opløsning, men hvor det dog knager, og hvor han dog plages af det.
»Mit møde med andre kræftramte bliver ofte mistolket,« skriver han. »Jeg bliver ikke ved med at være involveret i kræftsagen bare for at hjælpe andre. Jeg gør det for at hjælpe mig selv.«
Sygdommen og den daglige konfrontation med den hos andre er hans motor, og det er selviagttagelser af denne ubesmykkede art, der gør bogen til interessant læsning om et kompliceret sind og et kompliceret liv, og som gnistrer igennem irriterende passager skæmmet af falsk beskedenhed. Lance Armstrongs selvfølelse som idrætsmand og som følsomt intellekt med talegaverne i orden er umådelig stor, og det er meget svært at se, hvor den erindrende, reflekterende og holdningsskarpe Armstrong holder op og hans ghostwriter Sally Jenkins tager over.

Sådan er det ikke i den tyske journalist Andreas Burkerts bog om Jan Ullrich. Hovedpersonen selv er blevet interviewet, men citeres meget sparsomt, og i det kan man godt lægge, at han nok ikke har sagt så helvedes meget interessant.
Men gennem andre kilder, først og fremmest holdkammerater, tegnes et tydeligt om end lidt fladt billede af et menneske, som naturen – eller hvad det nu er – har spillet et puds. Bogen har titlen Jan Ullrich – århundredtalentet, og der er den hjemmel for det, at sidste århundredes mest vindende cykelrytter Eddy Merckx efter ynglingens Tour-sejr i 1997 spåede ham en karriere endnu mere gloriøs end sin egen. Og der er det særlige ved cykelrytteres talent, at det i vidt omfang kan måles og vejes i modsætning til en boldspillers for eksempel. Man taler om størrelsen af rytterens »motor«, når man bruger de parametre, der er for legemets ydeevne, og Jan Ullrichs »motor« er blandt de største, måske den største, nogensinde målt. Men givet ham af naturen samtidig med en ofte svigtende evne til at bruge den og udnytte den fuldt ud.
I et fremragende forord skriver hans tidligere holdkammerat og nuværende sportsdirektør, Brian Holm: »Der er ingen tvivl om, at Jan er et fysisk vidunder, der er som skabt fra moder naturs side til at køre på cykel. Hans talent er det største man har set inden for cykelsporten i mange år.«
»Men han har manglet lidt indebrændthed og noget af Erik Zabels stålsatte karakter.«
»Hvis jeg skal sætte ord på, hvad der efter min mening er det mest usædvanlige ved Jan Ullrich, er det nok, at han er så usædvanlig almindelig.«
»Det opfatter jeg positivt.«

Det usædvanlige og usædvanligt almindelige menneske er vokset op i Rostock som barn – hov, der ligner han også rivalen Armstrong – af en enlig mor. Han har aldrig kendt sin far og aldrig følt behov for at gøre det, siger han. Men hans liv har dog været stærkt præget af faderskikkelser. Hans første cykeltræner Peter Sager og hans senere Peter Becker, der indtil i dag har været den, der måtte træde til, når Ullrichs liv og sæsonforberedelser truede med at kæntre. Forretningsmanden Wolfgang Strohband, der blev hans manager, og sportsdirektøren Rudy Pevenage er sådanne skikkelser, der fortsat befinder sig i hans entourage og – som onde tunger siger – lever af ham mere end de beskytter ham. Hvad man slet ikke kan sige om Bjarne Riis, der fortsat nok er den vigtigste faderskikkelse i Jan Ullrichs liv, og som har været det lige siden Riis kørte sin myndling på Tour de France-podiets næstøverste trin i 1996.
Og på det er der en uklædelig og meget tysk vinkel i bogen Ullrich. Og usand. Den hævder nemlig med støtte i udsagn fra holdkammerater og sportsdirektører, at Jan Ullrich kunne have vundet Tour de France allerede i sin debut i 1996, hvis ikke han skulle have kørt for holdkaptajnen Riis. Det er en påstand som har to rødder: Den ene er den tyske presses og offentligheds ønsketænkning. Den anden er den omstændighed, at Ullrich overbevisende vandt den sidste enkeltstart over en den dag småtkørende Riis.
Men usand er påstanden, fordi den ikke tager hensyn til, at det var Riis, der trak Ullrich med på den lange udflugt til Pamplona, der både cementerede hans egen førerposition og hev den unge tysker frem i klassementet til en andenplads og franske Virenque til en tredjeplads.
Til belæg for påstanden om, at Ullrich kunne have vundet på Riis’ bekostning i 1996 citerer Andreas Burkert Telekoms manager Walter Godefroot: »Måske, hvis ikke Riis havde været der.« Og det er jo enten citatfusk eller noget sludder. For Riis var der jo.
Da jeg i 1997 i et langt interview med samme Godefroot til brug for en bog spurgte om det samme, vrissede han til svar: »Det er urimeligt at sige, at Jan kunne have vundet. Sandheden er, at hvis ikke Riis havde været der, ville Jan aldrig være blevet nummer to.«
Derimod er der ingen tvivl om rimeligheden i det af tyskerne så stærkt ønskede tronskifte i 1997. Det skete hverken på grund af Bjarne Riis’ nærighed i fordeling af præmiepenge til sit hold, som det påstås i bogen, eller fordi man hellere hos den tyske arbejdsgiver og i den tyske presse og offentlighed hellere ville have landsmand som kaptajn og vinder end en dansker. Det skete simpelthen fordi Jan Ullrich allerede fra første bjerg viste sig at køre hurtigere end Bjarne Riis – som så uden så mange dikkedarer trådte ind som hjælper, lærer og beskytter for sin unge elev og nye kaptajn.
En påstand som ikke fremsættes i bogen om Ullrich er, at hvis ikke Riis havde været ved hans side i 1997, så havde han ikke vundet. Så den vover jeg.
Der er ingen vrede, men stor tilpasningsevne i Jan Ullrichs flytning fra hjemmet i Rostock til en idrætsskole for børn og unge i Berlin, da han blot var 13 år gammel og et allerede anerkendt kæmpetalent på en cykel. Også hans bror Stefan var kommet til denne kostskole under den tidligere løjtnant Peter Beckers opsyn og træning, og også Jans cykelkammerat fra Rostock, André Korff, flyttede dertil samtid med Jan. »Det ville have taget livet af mine drenge, hvis jeg ikke havde givet dem lov,« siger i dag Jan Ullrichs mor Marianne Kaatz, og han selv ønskede det stærkt: »De første sejre gav mig drømmen om at flytte klub, og at André og jeg pludselig var mellem de 12 bedste i hele DDR gjorde mig enormt stolt.«

Det er en sært gammel verden, han er vokset op i. For de unge cykelrytterspirer på skolen var amatørernes Fredsløb i Østeuropa det største i verden, og plakatheltene på værelsesvæggen var østtyske amatørryttere. »Tour de France var »uvirkelig sport«, som læreren udtrykte sig, men knægtene listede sig alligevel til at se det på en forbudt vestkanal under de sikkerhedsforanstaltninger, at én stod vagt udenfor og en anden var parat til at trække et forhæng ned foran skærmen, så man ikke umiddelbart kunne se, hvilken kanal de så.
Allerede dengang kunne Jan spendere alle lommepenge og indkørte præmiepenge på en plade vestlig Lindt-chokolade til en mindre formue – 4,60 D-Mark – eller store mængder is foran fjerneren om aftenen.
En almindelig livsnyden eller en patologisk last. Fortolkningen er så ligegyldig som årsagen: For en cykelrytter er det ikke hensigtsmæssigt. For den professionelle cykelrytter, der mange år senere skulle blive udråbt til århundredets største talent, er det slet ikke hensigtsmæssigt. I nogle år kunne man måske skjule det, men efter Tour de France-sejren i 1997 blev det efter hver vinter mere og mere åbenlyst, at en sulten Jan Ullrich ikke blot »gik armgang i køleskabet« efter en træningstur, som Brian Holm engang har udtrykt det, men at han også i perioderne under hård træning og streng diæt kunne gå på tanken og flå alt hvad de havde af slik ned fra hylderne og ligge bøvsende efter ædeorgiet bagefter. Og hvis nogen prøvede at forhindre ham i det, åd han bare endnu mere. Således lyder – forkortet – Andreas Burkerts fremstilling af Jan Ullrichs spiseforstyrrelse, livsnyden eller problemsymptom. Han giver ingen forklaring, og det er godt nok. Hvorfor drikker Jeppe? Hvorfor spiser Jan?
I sin bog fortæller Lance Armstrong om den dag hvor han tog sig yngre og nye holdkammerat Floyd Landis i skole. En vildbasse, som jeg selv var engang, siger han og formidler derefter sin post-cancer-lærdom:
»Dengang troede jeg, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne gøre. Efter kræften indså jeg, at jeg aldrig havde trænet så hårdt, som jeg kunne, aldrig fokuseret så meget, som jeg kunne.
For det første slæbte jeg rundt på otte til 10 kilo mere vægt, end jeg burde, noget af det som hvalpefedt, noget af det som margaritaer og tortilla chips. Efter kræften var jeg 10 kilo lettere.«
»I bund og grund er Touren et matematisk problem…Man må være villig til at gennemgå hver eneste lille del af sin krop eller sin cykel for at finde overskydende tid, fortalte jeg Floyd; til at opspore sekunder i noget så småt som ærmerne på sin trøje.«
»Man må gøre sig selv til slave af data, af præstationsindikatorer som pedalkadence og målinger af kraftydelsen i watt. Man må bogstaveligt lave målinger af hvert eneste af sine hjerteslag og hver en bid, man spiser, ned til hver eneste skefuld cornflakes. Man må være villig til at ligne en vampyr, med en fedtprocent på omkring tre eller fire, hvis det gør en hurtigere.«
Og han fortsætter sin belæring af Floyd Landis med detaljer om udstyr og aerodynamik og sin besættelse af den mindste bagatel i alt fysisk, materielt og mentalt beredskab, der kan skaffe ham en fordel. Og han gør Tour de France til et spørgsmål om at konkurrere med sig selv, i højere grad end om at konkurrere med andre. »Jeg var besat af målsætningen om at gøre det lidt bedre, end jeg havde gjort før, lidt bedre end sidste år, end sidste måned, eller sågar end i går.«
Jan Ullrich er, stillet over for disse krav til perfektion, en mand, som bare godt kunne tænke sig at vinde et cykelløb mere med de midler, han nu har. Mere voksen, mere moden, mere målbevidst, som han siger det til Andreas Burkert – der dog tvivlende leder efter spor af fedme i kinderne og fortsat kalder Jan Ullrich »en mand der vil indfri sine drømme som begavet deltidsarbejder.«
Det er den besatte perfektionist og den begavede deltidsarbejder, der står over for hinanden fra i morgen. Overleveren og opgiveren. Den ufejlbarlige og den, der så ofte har kvajet sig. Udfaldet er underligt nok ikke givet på forhånd. Der er andre seriøse bejlere til at vinde Tour de France, men det er de to, der er de interessanteste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu