Læsetid: 4 min.

Den pæne dreng

Ivan Basso er en atypisk italiensk cykelrytter, der har haft tålmodighed og mental styrke til at lære, til at vente og til at blive bedre. Med det mål at vinde Tour de France
19. juli 2004

Touren
Han kørte ikke med støttehjul, og far holdt ham heller ikke i kraven, men Ivan Basso var blot en lille purk, der ikke måtte kørte langt væk uden forældreopsyn, da han satte sig i hovedet at han ville køre på cykel op til Stelvio. Det legendariske og berygtede pas i 2757 meters højde ved den italienske grænse til Schweiz, hvor mangt et Giro d’Italia er blevet afgjort.
Hvis blot forældrene ville køre ham derhen i bil, sætte ham af neden for bjerget og så køre op og vente på ham, så skulle han nok klavre op på cykel.
De ventede en hel dag på toppen af passet, men op kom han.
Og i fredags og lørdags kom han så op til mål på de højeste tinder i Pyrenæerne med Lance Armstrong som eneste ledsager, og han ligner lige nu den eneste seriøse udfordrer til amerikaneren.
Barndomsturen op til Stelvio med far og mor ventende er karakteristisk. Ivan Basso kommer fra Cassano Magnago, som er en lille grim og kedelig by i det flade, rige og tætbefolkede område mel-lem Milano og Varese ved grænsen til Schweiz og nabo til Milanos lufthavn Malpensa.
Hans forældre driver et lille slagteri med butik, og Ivan var ikke en dreng, der skulle cykle sig ud af snævre kår, som så mange andre italienske cykelryttere. Han er velbegavet, har fået en ordentlig skoleuddannelse og er vokset op under forældrenes omsorg og interesse. Også da han tidligt viste et umådeligt talent for at køre stærkt på den lille, blå cykel, han fik som femårig.
Han har den stadig oppe i det store loftsværelse i gulstensvillaen på Via Don Orione i udkanten af Cassano Magnago, hvor han også har den cykel, han blev U-23 verdensmester på i 1998. Loftet er også hans gymnastiksal med et par fitnessmaskiner og hans kontor med den computer, hvorpå han lagrer og analyserer sine træningsdata. Nedenunder har hans kone taget den lille op af vuggen, har skiftet hende og har lavet kaffe til gæsterne. Hun er slank og køn og ser kærligt på sin mand. Barnet er tillidsfuldt og nysgerrigt. Faderen er stolt og glad over at kunne vise sin lille velplejede idyl frem. Ude i haven går en gartner og klipper nogle buske.

Ingen blærerøv
Jeg var der for at lave et interview med Ivan Basso sidste efterår, da han skiftede fra det italienske hold Fassa Bortolo til Bjarne Riis’ CSC. Han var udset til at skulle løfte arven efter Tyler Hamilton, der havde markeret sig så stærkt med sejr i Liege-Bastogne-Liege og sin fjerdeplads og etapesejr i Tour de France, og hvis afsked med CSC blev stærkt begrædt.
Den eftermiddag i haven var Ivan Basso helt bevidst om den opgave, der var blevet ham pålagt: Han var udset til at skulle vinde Tour de France en dag. Intet mindre.
Han er en rigtig rar fyr. Venlig og vittig. Han er ikke nogen blærerøv, og han har stor humoristisk sans. Men det var med stille overbevisning, at han sagde, at det kunne han godt. Ikke tænke sig at vinde Tour de France. Ikke prøve på at vinde. Men vinde. Om nogle år.
Ivan Basso er trænet i at vente. Han har siden sit U-23 verdensmesterskab været anset for Italiens største etapeløbstalent i sit hjemland, men det er ikke meget, han har vundet. Hans jævnaldrende konkurrenter fra dengang, Giuliano Figueras og Danilo di Luca, har siden vundet langt mere end han, men synes også at være på vej til at brænde hurtigere ud, og begge er involveret i dopingundersøgelser.
Det er et problem for mange unge ryttere i Italien, at talentet skal udnyttes til gevinst her og nu, og mange går det rigtigt skidt efter nogle år. For Ivan Basso har det været en tålmodighedsprøve, og skønt han ofte er blevet irriteret på de journalister og såkaldte eksperter, der på hans og nationens vegne vil se resultater, har været fast i sin overbevisning om, at han skulle have tid til at lære mere og til at blive bedre. Så skulle det nok komme.
Bassos styrke har altid været, at han kan sidde med de bedste op over et bjerg. Men han mangler den eksplosivitet i sit antrit, der kan afgøre et løb, og hans 11. og 7. plads i de to seneste Tour de France er skabt på defensiv kørsel.
Således også i disse dage i Pyrenæerne. Hans status som ny førsteudfordrer til Armstrong er skabt på gamle dyder – men på højere niveau. Han har ikke været til at ryste af. Den evne kan bringe ham på andenpladsen i Paris, og hvis han og Bjarne Riis spiller forsigtigt, er det et meget sandsynligt og smukt resultat.
Men hvis de vil vinde, så er unge Ivan nødt til angribe Armstrong direkte allerede fra den første af Alpe-etaperne i morgen, og ingen – vel ikke engang han selv – ved, hvordan han kan udfylde den rolle.
På restaurant L’Aragosta, Cassano Magnagos bedste spisested og skråt over for gulstensvillaen, vil de sidde under fjernsynet og tro på, at han vil gøre det. Og nede i baren på Hotel Roma, hvor der på væggen hænger den gule trøje, som Basso erhvervede i Tour de Mediterranée i 2001, har de gjort rammen klar til den gule fra Tour de France.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her