Læsetid: 14 min.

Et palæstinensisk sendebud

I Danmark lærte han demokratiets spilleregler, og fra sin platform på Christiansborg tager han nu aktivt del i den konflikt, der mere end nogen anden præger den globale dagsorden Og måske kender det radikale folketingsmedlem opskriften på fred i faderens hjemland, Palæstina, selv om han erkender, at det kan være vanskeligt at holde hovedet koldt, når følelser, kulturbaggrund og familierelationer spiller ind
27. juli 2004

Rejsen gennem flere kultures tidszoner havde kun taget få timer, og knægten fra Damaskus stod nu måbende med foden i døren til en verden fyldt med nye indtryk.
»Det var ikke nemt at bosætte sig i Danmark med en palæstinensisk baggrund for 30 år siden. De almindelige associationer til palæstinensere var  flykapringer, OL-massakre i München og terror. Heldigvis fandt jeg et åndehul i en fritidsklub på Vesterbro, som hed Hudegrunden, hvor jeg ikke behøvede at forklare eller forsvare noget som helst. De gamle 68’ere kendte til palæstinensernes situation og forsvarede deres sag. Flere af dem demonstrerede deres sympati ved at gå med Palæstina-tørklæder. Det gjorde alting mere overskueligt. Her kunne jeg være mig selv. Her kunne jeg slappe af.«
Accepten af den 11-årige dreng, som den han var, betød selvtillid, og Naser begyndte allerede at slibe sit verdenssyn og de politiske argumenter af i folkeskolen, Oehlenschlaegersgades Skole.
Efter skoletid løb han rundt med Vesterbro Bladet og læste sine arabiske aviser på Hovedbiblioteket, hvis han da ikke købte dem på Hovedbanegården.
Han hørte også arabisk radio og holdt sig hele tiden orienteret om situationen i Mellemøsten – i verden!
I gymnasiet mødte han for alvor modstand for sin sag.
Diskussionerne var mere »håndfaste«.
»Jeg forsvarede indædt den væbnede kamp, fordi det var den eneste måde, det palæstinensiske folk kunne komme videre på. Det var min faste overbevisning, at et besat folk havde ret til at gøre modstand med alle midler – som danskerne gjorde det under besættelsen. Det var en legitim ret. Sådan lød mit budskab, og jeg var ikke til at rokke en millimeter.«
Naser kæmpede på alle fronter.
Han valgte dog at gøre det på den danske måde, selv om han længe tvivlede på, om det var den rigtige.
»Indrømmet. Det tog tid at lære det demokratiske sprog – diskussionen, debatten, dialogen og det at modparten måske havde lidt ret. Men efterhånden tog jeg formen til mig og kom til at holde af den. Jeg lærte at lytte og bøje mig. Jeg blev klar over, at samtalen, argumentationen og udvekslingen af synspunkter var den rette vej, trods det at min syriske og palæstinensiske kulturbaggrund hele tiden fulgte mig tæt i hælene – som den gør den dag i dag. Min demokratiske lærdom her i landet havde kort og godt se jret over en tidligere totalitær, intolerant og sort-hvid opdragelse.«
Naser Khader erkender, at han altid har været splittet mellem forskellige kulturer.
Han er nemlig ikke ’ægte’ palæstinenser, selv om han føler sig som sådan inderst inde.
»Palæstinenserne betragtede mig ikke som ægte palæstinenser, fordi min mor er syrer, og syrerne betragter mig ikke som ægte syrer, fordi min far er palæstinenser.«
Faderen, Ahmed, er født og opvokset på Palæstinas stenede og tørre jorde, hvor han blev boende efter krigen mod israelerne i 1948.
Da kongedømmet Jordan overtog Vestbredden, aftjente han meget mod sin vilje værnepligten under den dengang kun 17-18 årige Kong Hussein frem til den dag, hans militære enhed forsøgte at styrte Kongen.
’Forræderne’ blev enten dræbt eller flygtede.
»Ahmed endte i Syriens hovedstad, Damaskus, hvor han via min onkel mødte min mor, Sada, i landsbyen Barzeh. Det var usædvanligt, at en syrisk kvinde giftede sig med en fremmed.«
Og definationen på en fremmed var et menneske, der ikke kom fra samme landsby.
Nasers mor hed derefter: Kvinden, der giftede sig med en fremmed.
Hendes børn kaldte man: Børnene af den fremmede.
»Trods det at min far kom med samme sprog, samme religion og samme kulturbaggrund, fra et naboland, der rent geografisk ligger tættere på hinanden end Danmark og Sverige, så repræsenterede han det ukendte. Og sådan er det den dag i dag. Man gifter sig ikke med det ukendte – og derfor er det nogle gange lettere at være flygtning i en hel anden verden end i nabolandet.«
Ahmed blev siden benådet, men turde fortsat ikke rejse frit til hjembyen Al-Djadedeh på Vestbredden, der i dag er en del af Jenin.
Først efter Oslo-processen i begyndelsen af 90’erne tog han chancen og blev tilbageholdt på rejsen fra Jordans hovedstad, Amman, til Jenin, fordi han endnu ikke havde afleveret militæruniform og gevær.
»Tankevækkende, ikke? Man har styr på militære ejendele, der er forsvundet for mere end 30 år siden, mens man ikke har tjek på folks sundhed og uddannelse,« konstaterer Khader med lige dele forundring og forargelse i stemmen.

Vi sidder i herreværelset på Café Republik på Blegdamsvej, og ildsjælen fra Det Radikale Venstre har for en sjælden gangs skyld god tid til at tale om et emne, der optager ham mere end noget som helst andet på den internationale dagsorden.
Først i 1994 rejste Naser selv – trods sit danske statsborgerskab og en fremskudt politisk position – tilbage til Jordan, Israel og Palæstina i ly af Det Udenrigspolitiske Selskab.
Siden er landsbyen, Al-Djadedeh, hvor hans fars brødre, søstre, deres børn og børnebørn lever, frekventeret på lange besøg mindst en gang om året.
»Jeg holder af at komme der, men jeg kunne ikke selv leve under de forhold, der gør sig gældende. Det er ikke et liv for mennesker. Det er simpelthen uretfærdigt, at nogen er dømt til at leve på den måde og under besættelse. Men mine fætre og kusiner kender ikke til andet.«
Det er som skrevet længe siden, den politiske bane blev kridtet op for den engagerede mand på den anden side af bordet, der har så meget at fortælle, at flasken med danskvand kun får lov til at kredse flygtigt omkring mundtøjet.
Den friske salat og brødet står urørt.
Kursen blev udstukket samtidig med, at det unge politiske brushoved kom mere og mere i tvivl om konklusionerne i de historiebøger, han var opflasket med.
»Jeg blev skuffet over at kende den historiske sandhed. Den gensidige arabiske solidaritet var det så som så med, når det kom til stykket. Historien viste mig, at araberne jo aldrig havde fået noget konstruktivt ud af kampen. I Danmark opdagede jeg, at jeg var blevet fyldt med løgne i min barndom. Det skete ikke så meget i mit hjem som i skolen og lokalsamfundet. Her lærte vi, at vi var de stærke. At jøderne kun ville krig! At de ønskede at udrydde os! At de stjal Palæstina! Vi havde også lært, at vi vandt Oktober-krigen i 1973, ligesom jeg havde en helt klar forestilling om, at det arabiske folk havde gjort alt, hvad det kunne i 1967-krigen. Først i gymnasiet opdagede jeg, hvordan israelerne smadrede egypternes luftvåben og tog det hele på seks dage. Det var først i de danske historiebøger, at jeg så billederne af de flygtende egyptiske soldaters støvler, der var efterladt i tusindtal i ørkenen. Jeg følte mig snydt, bedraget og røvrendt.«
Naser har mødt mange landsmænd med samme følelse i kroppen.
Flere af dem har han tolket for.
»Ofte har de mistet deres nære og kære og er blevet tortureret til ingen nytte, føler de. Man kan sige meget negativt om tv-stationen al-Jazeera, der i øvrigt ikke er mere partisk i dækningen af begivenhederne i verden end CNN, men jeg er glad for, at den arabiske kanal er begyndt at stille politikerne i de mere eller mindre korrupte arabiske regimer til regnskab for deres gerninger. Al-Jazeera fortæller historier, som mange korrupte arabiske ledere har forsøgt at skjule i årtier. Vesterlandske dokumentarprogrammer speakes til arabisk. På den måde kommer budskabet ud. Og viden og oplysning er vigtig. Oplysning er farligere end våben i det lange løb. Det er bl.a. det, der skal til for at ændre tingenes tilstand i hele regionen. Og det ved de magthavere, der klamrer sig til magten, udmærket. Al-Jazeera er det bedste, der er sket i den arabiske verden i de sidste 100 år. En Gave!«

Da Den Anden Intifada brød ud i 2000, havde Naser Khader ikke samme politiske indflydelse, som han havde knap to år senere.
Han følte da, at han måtte handle på et tidspunkt, da Sharon for længst havde overtaget de politiske tøjler på slagmarken.
»Jeg ringede til Marianne (Jelved red.) og Niels Helveg (Petersen red.). Selv om jeg ikke var ordfører, så ønskede jeg at gøre noget – at sige noget højt. Jeg foreslog, at vi trak den danske ambassadør hjem fra Israel. Hvis selv vennerne i Danmark, der altid havde støttet, sagde stop, troede jeg, at det ville gøre indtryk. Efterhånden er jeg blevet klar over, at det er det eneste sprog,
israelerne forstår og respekterer. Derfor mener jeg også, at man i dag meget stærkt bør overveje politiske og økonomiske sanktioner mod landet.«
Forslaget blev som bekendt aldrig gennemført, trods det at selv Politikens lederskribent støttede Nasers forslag og foreslog, at alle EU-landene trak deres ambassadører hjem. Alligevel tror Naser fortsat mere på demokratiets stemme frem for våben-sprog.
»Hvis nogen gør noget ulovligt, skal de straffes i en retssal.«
Det gælder også de israelske soldater, der stod bag drabet på to af hans fætters børn i Jenin.
»Jeg havde en diskussion med en anden af mine fætre, der er aktiv i fredsbevægelsen, kort efter at en bombe sprang foran et diskotek i Israel. Jeg spurgte ham, om det ikke var synd for de ofrene. Nej, sagde han. Husk på, at de blev dræbt på vej ud for at more sig. Vi bliver dræbt på vej ud for at skaffe brød til vore familier.«
Men voldsspiralen skal stoppes, fastslår Khader og tilføjer:
»Palæstinenserne må acceptere, at der er flere måder at agere på i forhold til israelerne. Selvmordsbomber mod civile kan aldrig forsvares. At sprænge uskyldige ihjel foran en café i Tel Aviv er fejt og skal fordømmes. Var det kun soldater, man ramte, kunne jeg bedre tolerere kampmidlet, for intet folk i verden vil undlade at gøre modstand mod en besættelse. Og uanset partifarve og brillens styrke, så kommer man ikke uden om, at israelerne agerer som en brutal besættelsesmagt, der er fuldstændig ligeglad med Folkeretten, FN-resolutioner, påtaler og opfordringer. Israels arrogance og manglende samarbejdsvilje underminerer langsomt men sikkert folkerettens legitimitet – ikke mindst hos den menige araber. Sådan er virkeligheden, og så kan folk ellers skrive og sige, hvad de vil i læserbreve, debatindlæg og kronikker i danske og europæiske aviser,« bemærker Khader.
Naser Khader fastslår, at han fortsat mener, at det er palæstinensernes soleklare ret at gøre modstand.
Diskussionen bør udelukkende gå på: med hvilke midler – på hvilket niveau.
»Der er selvfølgelig konventioner for, hvordan man fører krig, som alle skal overholde – også israelerne. Personligt har jeg intet imod, at civile palæstinensere overfalder israelske soldater i uniform – at israelernes checkpoints på palæstinensisk jord overfaldes. Det er vilkårene for soldater i en besættelsesmagt.«
Når det danske medlem af Folketinget denne sommer rejser hjem til Vestbredden, ved han, at han skal udspørges og ydmyges – at han risikerer at blive tilbageholdt af den israelske stats fortropper i flere timer.
Som det skete sidste sommer.
Som det sker for tusinder af andre palæstinensere hver dag.
»Der står ofte flere hundrede mennesker og venter ved de israelske kontrolposter. Her regerer unge solbrilleklædte, arrogante og øretæveindbydende soldater med maskingeværer over skuldrene. De er flabede, drikker koldt vand og taler i mobiltelefoner, mens palæstinenserne – unge som gamle og spædbørn – sveder og lider i varmen. Det er en provokation uden lige. Husk på, det er ikke folk, der er på vej ind i
Israel. De udgør ikke nogen ’sikkerhedsrisiko’. Jeg kunne bedre forstå, hvis der var tale om et sikkerhedstjek af folk på vej ind i Israel. Men her er tale om helt almindelige mennesker på vej fra en palæstinensisk landsby til en anden. De israelske soldater behandler dem som dyr og taler til familiefædre, som var de børn. På den måde skabes kun fjender. Aggressive fjender.«

Et eksempel på, hvor langt provokationerne og frustrationerne kan drive et menneske ud, er lægen, som uden at være medlem af nogen organisation sprængte sig selv i luften, pga. af den chikane og de ydmygelser han og hans patienter var blevet udsat for ved kontrolposterne, fortæller Khader, der sidste sommer heller ikke selv ville finde sig i at blive ydmyget og forlangte at komme igennem.
Mange i køen klappede, da det lykkedes.
»Indbyggerne på Vestbredden og i Gaza-striben holdes som i fængsler. Mænd mellem 15 og 35 år må ikke forlade deres landsbyer. De har heller ingen penge. De har ikke råd til at gifte sig. Jeg har siddet med forældrene til mine fætre, der har bedt mig tage dem med til Danmark, fordi de var i færd med at ødelægge familierne. Brødrene lader deres aggressioner gå ud over søstrene – kvinderne. Fundamentalismen vokser. Aldrig før er der begået så mange æresdrab i Palæstina. De palæstinensiske kvinder, der er kend t for deres evne og lyst til uddannelse, lader sig ikke længere uddanne i samme omfang.«
Ifølge Naser Khader er menneskerettighedsforkæmpere og fredsorganisationer i regionen som lammede.
Ingen tør tale højt om dialog og fred med israelerne.
»Alle er de passive. Det er en katastrofe, der er under opsejling, og ingen ser lys forude. Den sociale, økonomiske, kulturelle og uddannelsesmæssige udvikling i hele området er sat i stå.«
Og intet optager Naser Khader mere end børnenes og de unges oplevelser.
»Alle børn på Vestbredden har set mennesker dø. De har oplevet mennesker bløde og lide. Israelerne er i færd med at skabe en generation af traumatiserede skæbner. Skæbner, der kan og vil eksplodere på et eller andet tidspunkt. Jeg bliver så vred ved tanken om fremtiden. Hvad tror du, der sker, når en af mine kusiners døtre, der er på alder med min egen fire-årige datter, oplever, at kampklædte soldater trækker hende ud af sengen midt om natten, ydmyger hendes halvnøgne forældre for derefter at skyde hendes tøjbamse og gennemhulle skjorterne og kjolerne i skabene med maskingeværkugler?«
Sådanne magtdemonstrationer er altødelæggende for en fremtidig sameksistens, fastslår Naser Khader, der trods ringe fremtidsudsigter forsøger at presse på med de demokratiske redskaber, han nu råder over.
»Hvad kan jeg ellers gøre? Mine partikammerater spørger altid, hvad siger du så nu, Naser? Og jeg mener, at man skal handle konkret, som man gjorde det i tilfældet Sydafrika. Måske er jeg naiv, men jeg tror stadig på, at tingene kan ændres. Tænk på, at det ikke er længe siden Anker Jørgensen gav palæstinenserne skylden for alle problemerne. Han og mange andre socialdemokrater var stærkt pro-israelske for bare få år siden. I dag er det anderledes. Folks sympati flytter sig. Det er tankevækkende, at folk, uanset partifarve, der har været på besøg i området, får et helt andet syn på konflikten. Men sådan er det. Selv mange israelere, der lever side om side med palæstinenserne, kender ikke til de vilkår, de lever under. I Folketinget havde vi på et tidspunkt besøg af to temmelig ekstreme unge israelere fra Knesset. Under mødet fandt vi ud af, at heller ikke de nogensinde havde sat deres ben i de besatte områder.«
– Hvordan kommer vi så videre?
»Der er kun en vej. Israelerne må rømme bosættelserne i Gaza og på Vestbredden samt ikke mindst acceptere en selvstændig palæstinensisk stat med Jerusalem som fælles hovedstad. Løsningen ligner Camp David og Bill Clinton-tiden. En tostats-løsning. Man kommer ikke af med hadet og modviljen de første par generationer, men på længere sigt er det modellen. Dette her kan ikke vare evigt. Se blot på Tyskland og Frankrig!«

Naser Khader mener, at vi lever i en art tidslomme.
Det både bekymrer og beroliger ham.
Selv ser han det som sin opgave at formidle en form for dialog – et håb!
»Jeg ved, jeg befinder mig i en speciel situation. Jeg kan rejse frit, er synlig, føler mig generelt godt behandlet og har overskud. Jeg føler mig først og fremmest som dansker. Jeg er dybt privilegeret og har mulighed for at tillade mig de holdninger, jeg har. Men hvis jeg var 17 år, blev diskrimineret, ikke kunne få praktikplads, blev afvist på diskotekerne og led nederlag efter nederlag, ville alt sikkert se anderledes ud. Det er jo det, der gør det hele så ulykkeligt – så umuligt. Den, til tider, akademiske diskussion, vi fører, har ofte ingen rod i virkelighedens verden. Det er vel i grunden det, der er det allerstørste problem for debatten – ikke blot om konflikten i Palæstina, men også om indvandrerne i Danmark. Folk, der taler, skriver og mener, ved ofte kun ganske lidt om problemets kerne. Hvor mange af dem har haft frygten inde på livet, besøgt en palæstinensisk landsby på Vestbredden eller blot talt med en palæstinenser i Danmark?«
– Men hvad er det så med danskerne. Er det, fordi vi er racister?
»Det mener jeg ikke. Men mange er reserverede over for fremmede. Som syrerne var det over for min far. Kurdere, der kommer til Istanbul, oplever dette. Samfund, der har været forholdsvis homogene i mange år, oplever det. Det er en vanskelig hurdle at komme over – og måske lykkedes det aldrig. Jeg kan selv komme til at tvivle og blive frustreret, fordi det tager så lang tid – fordi processen er så træg. Mange danskere er så opmærksomme på deres egne liv. At de selv har det godt. At deres kære klarer sig. Man skal forestille sig et liv, hvor frygten altid lurede – hvor døden hele tiden var nærværende. Liv uden mulighed for en demokratisk rettergang, uden retfærdighed og uden mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Umuligt for de fleste – ikke?«
Ifølge Naser Khader er palæstinensernes eget største problem her i landet det, at de er præget af 60’ernes og 70’ernes tankegang og måde at agere på.
»Den aggressive og totalitære sort-hvide retorik og måden at tackle problemerne på holder ikke. Det at vifte med pistoler og brænde flag under demonstrationer på Rådhuspladsen går ikke. Det har desværre kun få forstået. Men den palæstinensiske sag optager mig. Den påvirker mig hver dag. Den påvirker min familie. Situationen i Palæstina har enorm betydning for alle med rødder i regionen. Dens indflydelse gør sig gældende på alle niveauer,« fastslår Khader, stikker lidt i salaten og ser op:
»Konflikten er alle konflikters moder, som Iraks tidligere hersker, Saddam Hussein, engang sagde det. Deri havde han for en sjælden gangs skyld ret. Selv Vestens udnævnte fjende nummer et – bin-Laden – placerer sin legitimitet i konflikten og bruger den aktivt. De arabiske landes totalitære herskere bruger den også aktivt. Alt – menneskerettigheder, demokrati, uddannelse og sociale reformer – udsættes til efter en løsning. Derfor er det også stærkt bekymrende, at George W. Bush ikke prioriterer en løsning lige så højt som Clinton gjorde. Der kan ikke skabes fred i vores del af verden, før konflikten mellem
israelere og palæstinensere er løst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu