Der skal helt sikkert gribes ind, men hvordan der skal gribes ind er ikke helt så sikkert. Det mener Alex de Waal, forfatter og mangeårig aktivist i Justice Africa, en London-baseret organisation som støtter menneskerettigheder, fred og demokrati i Afrika. For Alex de Waal, som har rejst utallige gange i Sudan, udgivet seks bøger og skrevet talrige artikler om Afrika, er krisen i Darfur-provinsen nemlig mere kompleks end som så. Han maner derfor til grundig omtanke, hvis omverdenen beslutter sig for at gribe ind.
Ifølge Alex de Waal er Darfur-provinsen blevet forsømt gennem årtier. Der er færre skoler og hospitaler i Darfur-provinsen end i nogle andre provinser i Sudan. Der er næsten ingen veje. Der er få muligheder for at finde arbejde, hvilket har ført til udnyttelse og underbetaling af arbejdskraft. Der er intet politi til at opretholde retssikkerhed for befolkningen. Og løfter om forbedring er aldrig blevet indfriet.
»Der er altså masser af gode grunde til, at de to oprørsgrupper Sudan Liberation Army og Justice and Equality Movement besluttede at gribe til våben februar sidste år,« forklarer Alex de Waal.
Rakkerpak
Siden har regeringen forsøgt at nedkæmpe oprørsgrupperne ved at slippe hyrede militser, kendt som Janjaweed, som betyder rakkerpak, løs på befolkningen i Darfur-provinsen.
Nedbrændte afgrøder, massakrer og sult har indtil videre resulteret i omkring 30.000-50.000 døde og over en million fordrevne. Dertil kommer systematisk voldtægt af børn og kvinder.
Alex de Waal er uenig med de røster, der beskriver krisen i Sudan som et sammenstød mellem arabere og afrikanere.
»Det er blevet sådan, at militserne kalder sig selv arabere og oprørsgrupperne kalder sig selv afrikanere, men det er nogle betegnelser, som er mere ideologiske end noget andet. For både arabere og afrikanere er både sorte og muslimer,« siger han og fastholder, at forklaringen skal findes i Sudans skæve fordeling af jord, skoler etc.
Ifølge Alex de Waal er det ikke uden grund, at regeringen i Khartoum benytter militser fremfor militær til at slå ned på oprørerne i Darfur.
For mange unge mænd fra Darfur har løsningen på armoden i provinsen nemlig været at gå ind i militæret, og det betyder, at der ville være for meget modstand mod at gribe ind i Darfur blandt militærets soldater.
»Regeringen benægter at have hyret militserne, men der er overvældende beviser på, at det er sådan det forholder sig. Militserne har for eksempel fået både våben, hjælp til logistik og hjælp fra jagerfly og kamphelikoptere af regeringen,« siger Alex de Waal.
Vilde jordrødder
Militsernes hærgen har afstedkommet, hvad FN betegner som verdens værste humanitære krise.
Det er nemlig svært at få nødhjælp frem, og det er stort set umuligt for befolkningen i Darfur-provinsen af hjælpe sig selv.
»Hvis befolkningen søger ud af lejrene for søge efter vilde jordrødder, som kan tilberedes til noget spiseligt, risikerer de nemlig at blive overfaldet, voldtaget og myrdet.«
Da der i midten af 1980erne var hungersnød, var det netop vilde jordrødder, der reddede de flestes liv.
»Derfor er det essentielt, at befolkningen får mulighed for at søge efter mad uden at risikere disse overgreb,« siger Alex de Waal og fortsætter:
»Dernæst gælder det om at bedre mulighederne for at nødhjælpen kan nå frem. Og det vil kræve beskyttelse fra internationale styrker.«
Alex de Waal ser ingen fare for, at Sudan kan blive et nyt Irak, hvis briterne, amerikanerne, franskmændene eller danskerne for den sags skyld, sender styrker til Sudan.
»Langt størstedelen af befolk-ningen vil hilse internationale styrker velkommen, mens kun et fåtal vil fremture med argumenter om vestlig imperialisme og kristne korstog. Men det vil blive ved retorikken, så der er ingen grund til at være bange for vestlig tilstedeværelse i Sudan.«
Alex de Waal mener til gengæld, at det ville være godt, hvis Vesten nøjedes med at yde support til de afrikanske styrker som den Afrikanske Union kunne stable på benene. Dels ved en kortere tilstedeværelse med soldater, for så at lade afrikanske soldater tage over, og dels ved at hjælpe med transportfly, kommunikation, finansiering og felthospitaler. Alt sammen materiel som afrikanerne ikke råder over.
Alex de Waal mener grundlæggende, at langsigtede forbedringer kun kan finde sted, hvis der gribes ind med både internationale styrker og forbedringer i levestandarden i Darfur-provinsen.
»Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at afvæbne Darfur-provinsen med magt alene,« siger han.
Ifølge Alex de Waal er hver eneste landsby eller klan af nomader nemlig udrustet med våben. Noget som har været en nødvendighed for at kunne beskytte sig, eftersom der i mere end tyve år ikke har været noget effektivt politi.
Alex de Waal mener derfor, at fordeling af jord, adgang til vand, hospitaler, skoler og politi går hånd i hånd med befolkningens lyst til at smide deres våben. Ligesom sådanne tiltag går hånd i hånd med internationale styrkers tilstedeværelse for at kunne lykkedes.
