Læsetid: 9 min.

Politik er ikke for amatører

Næsten en tredjedel af Folketingets medlemmer har en samfundsvidenskabelig baggrund. Politik er ikke længere et anliggende for amatører, konkluderer magtforsker
14. juli 2004

Har vi de rigtige folketingsmedlemmer? Næh, ikke hvis idealet er at Folketinget repræsenterer den sociale sammensætning i befolkningen, konkluderer Torben K. Jensen fra Statskundskab ved Aarhus Universitet i sit bidrag til magtudredningen: De folkevalgte.
Efter hvert valg kommer der omkring fyrre nye ansigter i Folketinget. De medbringer hver deres personlige sociale bagage, men som helhed rekrutteres folketingsmedlemmerne efter et socialt mønster, der kun langsomt ændrer sig.
Torben K. Jensen beskriver det nuværende Folketing som sammensat af cirka 30 procent med samfundsvidenskabelig baggrund, knap 20 procent humanister, cirka 15 procent ledere og selvstændige fra den private sektor og kun cirka 10 procent arbejdere. Den resterende fjerdedel har anden baggrund.
Folketingets sociale sammensætning adskiller sig meget fra befolkningens: Der er forholdsvis flere mænd, midaldrende, lærere, akademikere – især fra samfundsvidenskaberne – og folk med erfaringer fra ledelsesjob og fra kommunalpolitik og organisationsarbejde.
Langt fra alle forskelle i holdninger, opfattelser og adfærd blandt de folkevalgte, kan forklares med partitilhørsforhold. Folketingsmedlemmernes sociale bagage har konsekvenser for deres politiske arbejde, viser hans analyse:
»Folketingsmedlemmer er som oftest mere bevidste, lydhøre og sympatisk indstillede over for det, de kender fra deres sociale baggrund.«
– Betyder det, at folketingsgruppernes sociale sammensætning i visse spørgsmål er en – måske den væsentligste – del af forklaringen på gruppeflertallets holdninger?
»Ja. Eksempelvis synes folketingsmedlemmer med kort uddannelse, uanset partitilhørsforhold, at det er en dårlig ide at Danmark modtager flere flygtninge. Når Det Radikale Venstres folketingsgruppe efter seneste valg udelukkende består af akademikere, mens Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har forholdsvis mange kortuddannede gruppemedlemmer, kan det sagtens være en selvstændig del af forklaringen på, hvorfor de Radikale er langt mere liberalt indstillede over for flygtninge og indvandrere end Dansk Folkeparti.«
»Derfor kan Folketingets sociale sammensætning ikke bagatelliseres som ligegyldig. Alt andet lige vil sociale grupper, der ikke er repræsenteret i Folketinget, have sværere ved at præge samfundet og få deres interesser varetaget,« siger Torben K. Jensen.
– Har vi så de rigtige politikere?
»Nej – ikke hvis idealet er, at Folketinget nogenlunde afspejler befolkningens sociale sammensætning.«

Repræsentation af forskellige befolkningsgruppers holdninger og interesser er imidlertid ikke de folkevalgtes eneste opgave, understreger Torben K. Jensen. Formelt set skal Folketinget også lovgive og kontrollere regeringens beslutninger. Det er de forskellige typer politikere imidlertid ikke lige gode til:
»Der er mange tegn på, at højtuddannede – gerne samfundsvidenskabeligt – politikere får størst indflydelse. De får flest ministerposter, taler mest på gruppemøder, optræder oftest i de landsdækkende medier, fylder mest i Europaudvalget og har langt flere europæiske og internationale kontakter end andre politikere,« siger Torben K. Jensen.
– Er politik blevet så indviklet, at stort set kun højtuddannede kan finde sig tilrette i spillet?
»Ændringerne i den politiske praksis og dermed i de folkevalgtes rolle, betyder, at det bestemt ikke længere er et job for amatører at være i Folketinget.«
»For det første bliver politikken videnskabeliggjort. Via embedsmænd, organisationsansatte og forskere kommer forskningsverdenens begrebsapparat og problemstillinger til at præge den politiske debat. Nu om dage diskuteres politiske problemer med begreber som ‘empirisk dokumentation’, ‘årsager og virkninger’, ‘evaluering, kvalitetssikring’ og ‘evidens’ – hvilket favoriserer politikere med samfundsvidenskabelig, analytisk træning.«
»For det andet arbejder politikerne i stigende grad på mediernes præmisser. Politikerne er nødt til at udvikle en ‘dobbelt-bevidsthed’. På den ene side skal de kunne analysere og diskutere virkeligheden i et videnskabeligt sprog. På den anden side skal de konstant være bevidste om deres offentlige optræden, og kunne formulere sig i korte, gerne dramatiske budskaber,« siger Torben K. Jensen.
»For det tredje skal politikerne ikke bare kunne gøre sig gældende i den nationale beslutningsproces, men også i den europæiske og internationale. Det fordrer sprogfærdigheder såvel som politisk og kulturel viden om, hvordan man gebærder sig professionelt såvel som socialt mellem politikere og andre beslutningstagere fra andre lande.«
»Det er formodentlig i disse tre forhold – videnskabeliggørelsen, mediernes betydning, internationaliseringen – man skal finde forklaringen på, at de højtuddannede vinder terræn både i folketingssalen og på tingets ledende poster.«
– Set i det lys er det jo en fordel, at Folketinget har langt flere akademikere end befolkning som sådan?
»Vurderet ud fra et ønske om at styrke Folketingets indflydelse i det samlede politiske system, herunder det internationale, så er højtuddannede politikere at foretrække – for nu ikke at sige: nødvendige.«
»Man skal dog gøre sig klart, at der knytter sig en række dilemmaer til, at folketinget udgør en elite. Nok slår akademisk udannede politikere bedre igennem i medierne, men det er ikke ensbetydende med, at de er gode til at skabe opbakning om trufne beslutninger.«
»De selvsamme egenskaber, der befordrer effektiviteten og indflydelsen for både den enkelte politiker og Folketinget som institution, kan meget vel koste i forhold til opgaven med at legitimere trufne beslutninger,« siger Torben K. Jensen.

Dilemmaet vedrører både politisk indhold og stil. Alene uddannelseskløften mellem vælgerne og deres politiske repræsentanter indebærer en risiko for, at partigrupperne i Folketinget kommer ud af trit med deres vælgere og får sværere ved overbevisende at forklare visse beslutninger, mener Torben K. Jensen.
»Som nævnt tenderer højtuddannede til at have andre politiske holdninger end kortuddannede. Først og fremmest på emner som internationalisering, flygtninge, miljø, straf mv.«
»Men samtidig risikerer højtuddannede politikere at skabe en kløft til deres vælgere alene på grund af deres politiske stil.«
»Akademikere lægger som regel stor vægt på sagkundskab og ekspertudsagn, når de argumenterer for deres holdninger. De har svært ved at acceptere, at almindelige mennesker kan ‘generere kilometervis af holdninger på grundlag af få centimeter facts’, som politologen Wildavsky rammende har sagt.«
De fleste, der ikke bruger ret meget tid på politik, er i stand til hurtigt at finde ud af, om et politisk forslag understøtter eller underminerer deres livsform og livsværdier. Ud fra få signaler tages der stilling til, om budbringerne er tillidsvækkende – derefter samles de argumenter op, som er nødvendige for at virke kompetent i sin omgangskreds.«
»Fremgangsmåden er dybt rationel i den forstand, at vedkommende økonomiserer med sin tid og sine kræfter – men højtuddannede politikere kommer let til at se ned på denne måde at tage stilling til politiske spørgsmål, fordi den ikke lever op til deres akademiske standarder for argumentation.«
– Så ud fra kravet om, at politikere skal evne at legitimere de politiske beslutninger, er det tvivlsomt, om vi har de rigtige politikere?
»Risikoen for, at politikerne taler om politik i et sprog, der er helt fremmed for store dele af befolkningen, stiger jo mere veluddannede og professionaliserede, de folkevalgte bliver.«
»Der er tale om et fundamentalt dilemma i vores politiske kultur. På den ene side anerkender vi værdien af videnskab, ekspertise og sagkundskab – hvilket er en erkendelse af, at der er forskel på folks indsigt. På den anden side bekender vi os til et demokratisk ideal, hvor alle myndige borgere regnes for lige kompetente til at vurdere, hvilke beslutninger der gavner dem selv mest. En folketingskandidat er god nok, hvis vælgerne stemmer ham ind.«
Måden at håndtere dette dilemma er hverken at overlade politik til de højest uddannede eller at skubbe eksperter ud af den politiske debat ved at stemple dem som ‘smagsdommere’, understreger Torben K. Jensen.
I De folkevalgte bringer han et langt citat af K.E. Løgstrup for at minde læserne om, at hvor autoriteterne viger, rykker demagogerne ind:
»At holde et andet menneske for en selv overlegent er ikke at sætte sig selv ud af spillet.«
»Som så mange fænomener får også selvstændigheden sit liv fra sin modsætning, som er vedgåelsen af alt, hvad man har at lære af andre, der er én overlegen i den ene eller den anden henseende. Kan et menneske ikke tåle tanken om, at der er andre, der er klogere end det selv, opløses selvstændigheden i bedreviden og indbildskhed. Selvovervurderingens simili-selvstændighed indtager selvstændighedens plads. Og når det sker, bliver personen et let bytte for demagogen.«
»Tilbøjeligheden til at tænke i falske alternativer er stor. Eet af dem lyder: Enten skal alle have lige meget at sige, lige kloge som alle er, eller også bliver vi regeret autoritært. Det forholder sig modsat. Autoritært bliver vi regeret den dag, vi ikke længere anerkender uligheden,« skrev Løgstrup.
Torben K. Jensen:
»Det stiller meget store krav til kvaliteten af den offentlige debat at håndtere en politisk proces, hvor eksperter inddrages for at belyse virkningen af påtænkte politiske tiltag, samtidig med at ikke-eksperter får mulighed for offentligt at diskutere rimeligheden af disse virkninger – hvilket jo ikke kræver ekspertviden.«

Han mener, at politikerne skal tage deres rolle op til revision og indleder – provokerende – sin bog med at citere socialdemokraten Erling Olsen for en bemærkning om, at det går galt, når politikere tror, de skal lovgive:
»Det skal de slet ikke. Folketinget er et Gallup-panel bestående af – ikke tusinde – men 179 medlemmer. De skal udtrykke om de love, der bliver forberedt i administrationen og forelagt dem, er noget, deres vælgere vil rette sig efter, fordi de synes, at det er nogle ualmindelige gode regler, eller om de kun vil rette sig efter dem, fordi de er bange for at blive straffet,« understregede daværende formand for Folketinget, i tidskriftet Administrativ Debat i 1994.
Torben K. Jensen mener, at Erling Olsen rammer noget helt centralt:
»Det er afgørende, at de folkevalgte ikke tror, at deres arbejde først og fremmest er lovgivning.«
»Uden at forklejne Folketingets betydning, anser jeg medlemmernes vigtigste opgave for at være samtalen – fremtidens store udfordring for politikere bliver at kommunikere, forklare og legitimere politiske beslutninger.«
– Hvordan kan betingelserne for den politiske samtale forbedres?
»Et beskedent reformforslag kunne være, at politikerne som modtræk til medievridningen af politikken bruger lovgivningen til at sikre sig en stærk elektronisk og trykt presse med klare public service-forpligtelser.«
»Min analyse viser, at politikerne har et anstrengt forhold til medierne. De kritiserer mediernes nyhedskriterier, de synes, medierne har for stor magt, synes, at de dækker det politiske liv for for dårligt. Intet tyder på, at liberaliseringen af medierne ændrer disse forhold i en ønskelig retning.«
»I en tid, hvor EU-regulering berører mange politikområder dybtgående og andre politikområder ganske meget, er det desuden på tide at diskutere, om det fortsat er hensigtsmæssigt, at Europaudvalget har monopol på at give ministrene mandat i EU-anliggender.«
»Analysen viser, at et medlemskab af Folketingets Europaudvalg er af central betydning for, hvor meget de folkevalgte orienterer sig internationalt og for antallet af kontakter med politikere og andre beslutningstagere i udlandet.«
»Afskaffelsen af Europaudvalgets monopol kunne bidrage til at udbrede debatten om europapolitikken og være et beskedent modtræk til den uigennemskuelighed og fremmedgørelse som internationalisering af politikken også bevirker.«

SERIE
Elitært demokrati
*Akademikere udgør 40 procent af folketingsmedlemmerne og mere end 60 procent af ministrene.
*Andelen af folketingsmedlemmer med samfundsvidenskabelig baggrund er vokset fra 20 til 30 procent i løbet af tyve år.
*Lærere og humanistisk uddannede udgør en stor del af Folketinget, nemlig 20 procent.
*Den radikale partigruppe består udelukkende af akademikere.
*I de fleste partigrupper er mere end halvdelen af medlemmerne akademikere
*Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti adskiller sig fra resten at have markant færre akademikere i folketingsgrupen, nemlig henholdsvis 27 og 18 procent.
*Kun Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har faglærte og ufaglærte arbejdere på Tinge.
Politologen Torben K. Jensen har undersøgt, om disse sociale forskelle i nogle politiske anliggender har større betydning end partipolitisk tilhørsforhold. Det kort svar er: Ja; det længere svar kan læses i hosstående artikel, mens det udførlige kan findes i: De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale baggrund og repræsentationsadfærd. Århus Universitetsforlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu