Læsetid: 3 min.

Den politiske mobil

Mobiltelefonselskabet Vodafone har skaffet sig et skattefradrag på 350 milliarder kr. – tyske kunder er forargede, men det hjælper dem ikke
10. juli 2004

Berlin
Et par kilometer syd for Padborg
ebbede Telmores kræfter ud. Min danske mobiltelefonudbyder kunne
ikke længere nå mig, forbindelsen til omverdenen blev overtaget af selskabet Vodafone, stod der på Nokiaens display.
En sjælden vrede greb mig. Fnysende klikkede jeg rundt i alle mulige menuer for at skifte udbyder – og hvis jeg havde haft min manual på mig, ville det sikkert være gået endnu hurtigere med at få Vodafone udskiftet med et andet, et hvilket som helst andet, teleselskab.
I forvejen er det dyrt at holde en dansk mobil åben i Tyskland. Lige meget, så længe pengene ikke lander hos Vodafone, var min tanke.
Forhistorien: For nogle ganske få år siden oplevede verden et uhørt opsving i noget, der kaldtes new economy. Den ny økonomi byggede – i modsætning til den gamle – på ingenting, luft, støj i telefonen. Og alle troede, at de ville blive millionærer.
Enhver nørd i nylonskjorte kunne stille sig op på gadehjørnet i Pandrup og råbe ’internetportal’, og straks stod han med et bundt penge i hånden. Med venlig hilsen fra mit pensionsforsikringsselskab.
En forudsætning for dette boom var liberaliseringen af telemarkedet. Havde vi været i hænderne på denne verdens KTAS’er, var ord som ’online’ nok aldrig blevet udtalt. Men verden havde brug for kommunikation – det indså bl.a. den tyske stålkoncern Mannesmann.
Koncernen blev grundlagt i 1885 af brødrene Reinhard og Max, der opfandt en metode til fremstilling af stålrør uden nitter – en forudsætning for den effektive dampmaskine. Nuvel, dampmaskiner solgte ikke så godt i new economy, et af Mannemanns nye forretningsfelter var telefoni.
I 1999 var Mannemann blevet så stor, at britiske Vodafone tilbød de tyske aktionærer en favorabel kurs. Ærgerligt blot, at aktionærerne ikke ville sælge. Kursen på Mannesmann skød i vejret, det var titanernes kamp med nationalistiske overtoner – her det tyske traditionsfirma, dér den engelske teleopkomling.

I ugevis svinede de to selskaber hinanden til i dyre avisannoncer, og tyskerne udråbte Mannesmann-chefen Klaus Esser til en moderne Robin Hood.
Men slaget var tabt, selv i new economy var der grænser for kursernes himmelflugt. Vodafone betalte Mannemann-aktionærerne ud med Vodafone-aktier. Helten Esser var slået, men briterne bar ikke nag. Mannesmann-chefen fik et gyldent håndtryk på små 120 millioner kr. som tak for kampen.
Summen var astronomisk, og en grim mistanke meldte sig hos statsadvokaten, der trommede både Mannesmann-ledelsen og -bestyrelsen sammen på anklagebænken. Underslæb.
»Tyskland er det eneste land, hvor dem, der skaber værdierne, slæbes for retten,« udtalte bestyrelsesmedlem Josef Ackermann, der også er chef for Deutsche Bank.
Hvordan sagen ender, er i princippet åbent – i realiteten ender den nok med frifindelse til alle, for loven kender ingen øvre grænse for gyldne håndtryk.
Men lad os vende tilbage til ’værdierne’, Ackermann talte om.
Da internet-boblen brast, raslede teleaktierne ned. Mange selskaber gik fallit, Vodafone fandt en anden vej: Mannesmann-aktierne blev i de afgørende måneder handlet mellem datterselskaber i Luxembourg og Tyskland. Under disse handler måtte aktieværdien i lyset af markedssituationen nedskrives drastisk, og da Vodafones selvangivelse skulle udfyldes, kunne telekoncernen pludselig dokumentere et tab på omregnet 375 milliarder kr.
375 milliarder kr. er mange penge, men pengene er ikke tabt, ikke sådan rigtigt. Tabet er opstået under interne handler og udtrykker blot, hvor meget aktierne mistede i værdi efter Vodafones egen opfattelse. Men selv om det er virtuelle penge, er de tabt og har dermed en fradragsværdi på næsten 200 milliarder: På bundlinjen kommer skatteyderne altså til at betale en god del af den overpris, Vodafone ’gav’ for Mannesmann.
Hvis nogen undrer sig over, hvorfor de socialdemokratiske vælgere i Tyskland står uforstående over for kansler Schröders tale om at skabe bedre forhold for landets virksomheder, behøver de egentlig bare at tænke på Vodafone: Mens alle kanslerens mange nedskæringsreformer retter sig mod lønmodtagere og langtidsledige, kan Esser og Vodafone højlydt klagende gå i banken...
Men historien ender ikke her.
Et stigende antal Vodafone-kunder bliver klar over, at de betaler til et selskab, der ikke drømmer om at bidrage til samfundshusholdningen: De skifter teleselskab for at vise deres misbilligelse.
Om Vodafone forstår vinket er tvivlsomt. I medierne slår koncernen fast, at den først og fremmest har et ansvar over for aktionærerne. Sådan er kapitalismen – og loven. Og hvis Vodafone-aktierne mister værdi som følge af vigende markedsandele, risikerer vi vel bare, at de bliver handlet med f.eks. Vodafone i Liechtenstein og nedskrevet igen – og så kan vi starte forfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu