Læsetid: 4 min.

Pot, politik, pis & papir

Vi har ikke en borgerlig regering, men en småborgerlig regering, der står for smålighed, materialisme, brødnid, fantasiløshed, følelsesmæssig indskrænkethed, fravær af social indsigt og nul-tolerance
16. juli 2004

Musik - Forbrydelse og dumhed
Det er sgu flot at kalde den flok dubiøse varyler, der konstituerer vort nuværende afstumpede regime, for en »borgerlig regering«. Som den flok forhudsforsnævrede følelsespornografer, de i flok fra første dag har vist sig at være – og med støtte fra den mest formørkede bande begrebssvindlere, vi har oplevet, siden Fritz Clausen og hans DNSAP-bande gjorde gader og veje usikre for 60-70 år siden – kan man med opbydelse af sin allerbedste vilje titulere den en »småborgerlig regering«. Karakteristisk for småborgeren står den uindskrænkede smålighed og koblet med uhildet materialisme, brødnid, fantasiløshed, følelsesmæssig indskrænkethed, fravær af social indsigt og nul-tolerance over for enhver, der ikke lever livet lige så småtskårent, nøjeregnende og fordømmende som dem selv, er disse mennesker fra de slår øjnene op i negative følelsers vold, baseret på en grund- og bundløs angst for alt, der forekommer dem fremmed, anderledes og aparte. Det er meget, kan De tro!
Fra første dag har regimet ført krig mod de udstødte, de trængte, de afvigende og ikke mindst de socialt trængte – ud over en flæbende og stemmefiskende leflen for pensionister. Til at terrorisere dem, der er på flugt fra rædsler og tortur, har man kreeret et Apartheidministerium, anført af den for almindelig moral pletrensede Bertel Haarder, der som bekendt ejer en rygrad af kogt spagetti og gladeligt lader sig koste rundt i manegen af mullaherne Langballe og Krarup fra det Dansk Folkeparti, hvis højere formål for nylig afsløredes af partiets egentlige leder, pressechef Søren Espersen: At komme med i nogle underholdningsshows på tv, det alter ved hvilket partiets ikke-globaliserede (de ser kun danske folkekomedier) vælgere beder… og den bedste erstatning for selvstændig tænkning en småborgerlig regerings støtteparti kunne ønske sig.

Nu er det lykkedes dette sammenskrab af af magtbrynde og selvfedme fordrukne banditter yderligere at kriminalisere den cannabis, som jævnligt nydes af mindst en halv million mennesker her til lands. Da deres langt ude i hampen argumenter ikke er værd at gendrive, vil vi ikke bruge spalteplads på at påpege det hovedløse heri. (Da dette ikke skal opfattes som en reklame for cannabis sativa, må det påpeges, at hash – som kaffe, alkohol, cigaretter, nerve- og sovemedicin, spil, religion m.m. – kan have en vanedannende effekt, og at man kan få en hash-psykose, hvis man er således disponeret; men så også få med at et overvældende flertal slipper med både forstand og helbred intakt ved mødet med the almighty herb.)
Det positive i at kriminalisere et rusmiddel, der er så udbredt, at det nydes langt ind i de pågældende partiers ungdomsorganisationer er, at der i forbudstider – især hvis forbudene trodser sund fornuft og gængs praksis – skabes fremragende kunst, thi tryk avler modtryk. Hvorved subkulturerne trives, og de utilpassede får endnu et fælles holdepunkt. Tænk bare på, hvorledes jazzen blomstrede i USA under spiritusforbuddet i 1920’erne! Sammen med den organiserede kriminalitet, natürlich. Undertegnede har kun truffet få musikere, der ikke røg – eller har røget – masser af tjald ned gennem årene. Lissom Bing Crosby, Louis Armstrong og Bessie Smith gjorde det i sin tid.

Det sidste, min faste pusher fortalte under en transaktion på Pusher Street, før denne jævnedes med jorden af politietaten, var, hvorledes hun under en arrestation blev mishandlet i sådan en grad, at hun pådrog sig en permanent skade på sin iskiasnerve, fordi hun havde ligget i benlås i flere timer. Det værste var sexchikanen, sagde hun. Ikke mindst fra den betjent, der havde lynet ned og fisket kalorius frem for at gnide sit slappe pikhoved rundt i hendes ansigt, mens han kaldte hende »narkoluder«.
– Hvad skete der så bagefter? spurgte jeg.
»Jeg fik en sigtelse for vold mod embedsmand i funktion. Fire af dem stod samstemmende sammen og fortalte, hvorledes jeg havde angrebet dem.«
Jeg tænker på min lille pusher, når jeg læser, hvorledes det endnu engang er lykkedes at opretholde isolationen af de stakler, der blev taget til fange under den store politiaktion på fristaden. Hvis formål i sidste ende var at sprede hashhandlen ud over hele København og opland samt selvfølgelig sikre, at de unge mennesker, der forsøger at erhverve dette relativt uskadelige stof, også bliver tilbudt speed, ecstasy, heroin og kokain; alt sammen stoffer, der var bandlyst på Christania, men som enhver
respektabel gadepusher vil stå klar med, når kunderne tropper op, thi de er både farligere, dyrere – og dermed mere profitgivende – og mere vanedannende end den skide hash.
Så fuck sund fornuft og de erfaringer, der hidtil er gjort. Gode liberalister elsker at straffe folk og sætte dem i spjældet, hvor de så kan få en ordentlig forbryderuddannelse. Det er så dumt, at det grænser til det forbryderiske. Vorherrebevars, siger vi bare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu