Læsetid: 5 min.

Den privatpraktiserende diplomat

Arne Treholt har ramt plet med titlen på sin selvbiografi. Han bevægede sig i en gråzone – med meget mørke nuancer
31. juli 2004

Arne Treholt har ramt plet med titlen på sin selvbiografi. Han bevægede sig
i en gråzone – med meget mørke nuancer

Ny bog
Ingen sag vakte større opmærksomhed i Norge under Den Kolde Krig end spionprocessen imod Arne Treholt. Ud fra sin politiske og administrative position måtte han betragtes som »en stor fisk«. Og hvis anklagemyndigheden havde ret i sine påstande, der kom direkte fra Politiets Overvågningstjeneste (POT), havde han igennem en længere årrække været en af Sovjetunionens vigtigste agenter i den vestlige verden. Da han blev arresteret i Fornebu lufthavn den 20. januar 1984 kom det som et bombenedslag i den norske offentlighed.
Den da 41-årige Arne Treholt var en kendt skikkelse i det politiske miljø. Han havde været aktiv i Arbeiderpartiet, hans far havde været landbrugsminister i det meste af 1970’erne, og selv havde han bl.a. været statssekretær i Havretsministeriet under den farveruge og uortodokse Jens Evensen. Da han blev anholdt var han chef for presse- og kulturafdelingen i Udenrigsministeriet. Forinden havde han været et år på Forsvarets Højskole, og inden da var han igennem fire år ambassaderåd ved den norske mission til FN i New York.
Det var i disse år, Treholt blev overvåget af POT, der fik god hjælp fra det amerikanske forbundspoliti, FBI. Når han fik et tilbud, som han dårligt kunne sige nej til, om at blive en af de udvalgte deltagere i det prestigefyldte kursus på Forsvarets Højskole, skete det efter diskret pres fra POT. Efterretningstjenesten ønskede at se, hvordan han ville håndtere fortrolige oplysninger.

I den grå zone
Om dette handler det meste af Arne Treholts nye, selvbiografiske bog. Men han har også medtaget punktnedslag fra barndommen og en ganske udførlig beretning fra de unge år som student og journalist i Oslo. Det er interessant læsning, fordi hans skildring giver et glimrende billede af de indre, meget forbitrede konflikter blandt de norske socialdemokrater.
Selv var han et ungt, idealistisk partimedlem på venstrefløjen med et særligt stærkt engagement i kampen mod militærdiktaturet i Grækenland. Ved en enkelt lejlighed deltog han endog i indsmugling af bomber til modstandsbevægelsen.
I forordet til sin bog skriver Treholt, at for ham har livet aldrig været sort eller hvidt. »Jeg har levet i en gråzone, hvor grænserne mellem diplomati, politik, journalistik og efterretning var flydende.«
Denne beskrivelse afspejler en selverkendelse, han kunne have haft brug for tidligere i sit liv. Det billede, han tegner af sig selv, fremstår som portrættet af en handlekraftig, intelligent, impulsiv, eventyrlysten og til tider lidt naiv mand, der netop havde meget svært ved at sætte grænser - for andre såvel som sig selv. Men også med en indre styrke, som det skulle vise sig under hans mere end otte år lange fængselsophold.
De sagen kørte ved de norske domstole, delte den sindene, ikke blot i Norge, men også i de andre skandinaviske lande. Der blev oprettet støttekomiteer i Sverige og Danmark, og en meget aktiv juridisk bistand fra han fra professor Ole Krarup. Hans støtter mente, at han var genstand for rent og skært justitsmord.
Havde de ret? Eller arbejdede Arne Treholt faktisk som spion for den sovjetiske efterretningstjenste, KGB? Samtidig med, at hans selvbiografi i sagens natur må være et partsindlæg, bidrager den ganske langt til at kaste lys over disse spørgsmål. Og det korte svar må være: Ja, han gik langt ud over de grænser, en højt placeret medarbejder i Udenrigsministeriet er forpligtet til at respektere, men den fængselsdom på 20 år, der blev resultatet, var helt ude af proportioner med hans forsyndelser.
Han beskriver i en bestemt sammenhæng sig selv som en, der »befandt sig i en farlig gråzone mellem privatpraktiserende diplomati og spionage«.
Det private diplomati bestod i, at han på egen hånd - og uden at underrette nogen i Udenrigsministeriet - tog til møder med fremtrædende sovjetiske efterretningsfolk. Hans særlige kontakt var Gennadj Titov, der undervejs steg til graden som general og chef for den sovjetiske kontraspionage. En anden vigtig kontakt var general Vladimir Sjisjin, der lige som Titov havde gjort tjeneste i Oslo i midten af 1970’erne.
Treholt kendte dem godt fra disse år. Havretsministeriet havde i sagens natur mange og svære forhandlinger med den sovjetiske modpart. Han lærte under dette forløb betydningen af, at den anden part har en rimelig præcis og udførlig viden om, hvor man selv står. Hvor kan der handles og hvor er det umuligt at give køb? Det var en kunst, den højt – måske urimeligt højt – beundrede Jens Evensen mestrede med virtuositet.
Arne Treholt var sikkert overbevist om, at det var samme nyttige aktivitet, han fortsatte igennem sin diplomatiske privatpraksis. Det er i hvert fald det, han giver udtryk for i sin bog. Men i så fald må evnen til selvransagelse og nøgtern analyse helt have svigtet ham. Om ikke andet må han have spurgt sig selv, hvem der skulle have glæde af hans samtaler i Wien og Helsinki med Gennadj Titov, når han holdt dem hemmelige for alle, selv hans daværende kone? Sagen blev ikke bedre af, at Treholt lod Titov betale - rundeligt – for udgifterne til disse rejser rundt omkring i Europa. Samtidig var han også rodet ind i nogle græske venners våbenhandel med Irak imod pæne honorarer. Manden forstod kort sagt ikke at trække grænser for sig selv.

Systemets offer
Det måtte gøre ham sårbar. Uden at han selv fik mere end sporadiske og overfladiske mistanker var han igennem fem-syv år udsat for POT’s ihærdige overvågning- under opholdet i New York med velvillig bistand fra FBI. Som retssagen imod ham senere skulle vise, var udbyttet af denne omfattende indsats meget magert.
Arne Treholt forsikrer igen og igen i sin bog, at han aldrig udleverede oplysninger, der kunne skade nationale norske sikkerhedsinteresser. Sandsynligvis har han ret – i hvert fald formåede anklagemyndigheden aldrig at bevise det modsatte. Men dommen fik de til gengæld, som de ønskede – POT og anklagemyndigheden. De 20 år var en klar tilkendegivelse af, at man her havde fanget en farlig og landsforræderisk spion. På den måde blev Treholt ganske oplagt et offer for systemets indbyggede trang til at beskytte sig selv. Havde han fået den milde dom, der forekommer mest passende i forhold til forseelserne, ville især POT have stået afklædt som overdramatiserende og utroværdig. Nu kom der så en beskeden kompensation i form af en kongelig benådning i juli 1992. Treholt har siden skabt sig en tilværelse som forretningsmand i Rusland og på Cypern. Men selvfølgelig – som denne bog viser – med ar, der aldrig vil heles helt.

*Arne Treholt: Gråzoner. 499 s. 368 kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu