Læsetid: 3 min.

Regeringen i GMO-modvind

Et massivt flertal i Folketinget kræver regeringens støtte til GMO-fri zoner i EU. De ansvarlige ministre afviser
1. juli 2004

Den sidste uges debat om GMO-forurening af GMO-fri foder får nu et flertal i Folketinget til at kræve, at regeringen bakker op om retten til at indføre GMO-fri zoner.
I øjeblikket kører Østrig en sag mod EU-Kommissionen, for at få lov til at indføre GMO-fri zoner, og den linje burde regeringen tilslutte sig, mener samtlige partier uden om V og K.
»Det er profitmageri, at man sælger GMO-frit uden at kunne stå inde for kvaliteten.
Forbrugersikkerheden bør sættes i højsædet, vi har hele tiden ønsket muligheden for at indføre GMO-fri zoner, og regeringen bør naturligvis presse på i EU og vise solidaritet med Østrig. Det nytter ikke noget med en lov, der sikrer erstatning til de landbrug, der er blevet svinet til med GMO,« siger Jørn Dohrmann (DF).

EU bør være large
Sammen med S, R og SF vedtog regeringen i maj sameksistensloven, der skal sikre mod GMO-forurening af GMO-fri afgrøder, men allerede nu har loven spillet fallit, mener Kristendemokraternes fødevareordfører, Mogens Nørgård Pedersen.
»Jeg er overbevist om, at sameksistensloven ikke fungerer, og på sigt risikerer vi, at investeringen i økologi, går til spilde, for allerede nu ser vi jo, at tingene ikke kan holdes adskilt. Danmark burde gøre en dyd ud af at være GMO-fri, til vi ved mere, og regeringen burde klart bakke op om Østrigs sag,« siger han.
Ritt Bjerregaard (S) forsvarer sameksistensloven, men hun mener alligevel, at regeringen burde bakke Østrig op.
»Der er flere områder, der ønsker at være GMO-fri, og vi har anbefalet ministeren at støtte Østrig i den sag. Sameksistensaftalen er et forsøg på at sikre, at tingene ikke lades op til tilfældighederne,« siger hun.
Også hos de radikale er der varm støtte til ideen om at måtte indføre GMO-fri zoner.
»Jeg kan ikke se, hvorfor man skulle forhindre det, og jeg synes godt, at Danmark kunne arbejde for, at EU opførte sig mere large på det område,« siger Martin Lidegaard.
Enhedslisten vil i den kommende folketingssamling fremsætte forslag til en handlingsplan, blandt andet om støtte til Østrig og retten til at oprette GMO-fri zoner.
»Der kæmpes fortsat for at regulere på dette område, og det er vigtigt, at Danmark engagerer sig nu, både ved at støtte Østrig og ved at samle alliancer med andre skeptiske regeringer,« siger Keld Albrechtsen, som bakkes op af SF.
»Da man ikke har fået en strin-gent regulering på EU-niveau af GMO-spørgsmålet, bør der være en mulighed for at bruge nationale virkemidler herunder retten til at indføre GMO-fri zoner,« siger Jørn Jespersen.
Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) afviste på et samråd i marts at blande sig i Østrig-sagen.
»På baggrund af den juridiske vurdering af sagen har jeg og regeringen ikke fundet grundlag for at intervenere i den østrigske sag mod Kommissionen. Jeg kan i øvrigt oplyse, at ingen lande inden for den fastsatte frist har valgt at intervenere til fordel for Østrig,« lød miljøministerens svar.
Den anden af de to ansvarlige ministre på området, fødevareminister, Mariann Fischer Boel (V) afviser også, at regeringen bør blande sig. Hun henviser til sameksistensloven, som efter hendes overbevisning fungerer optimalt på nuværende tidspunkt.
»Jeg ser ingen grund til, at vi løber os de staver i livet, når vi har sameksistensloven, der sikrer den samme effekt. Vi bliver klogere hen ad vejen, det her er ikke en statisk lov, vi skal naturlig holdende os løbende ajour. Det har været regeringens udgangspunkt, at GMO-fri zoner ikke var vejen, vi ønskede at gå,« siger hun.
EF-domstolen ventes at tage stilling i Østrig-sagen i slutningen af dette år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her