Læsetid: 2 min.

Retfærdighed

3. juli 2004

Spot
Fodbold er langt fra de retfærdiges spil. Gang på gang er det de onde, kyniske, resultatorienterede taktikere, der ender med at gnække i urimelighedens skæg, mens glæden og det positive fodboldspils ambassadører må bøje hovedet og sande, at det smukke måske nok vinder hjerter, men sjældent medaljer af guld.
Dette EM har ikke været nogen undtagelse. Tjekkiet og Danmark, som har spillet noget af det flotteste og mest positive fodbold ved denne slutrunde, og som blandt andet er blevet kåret til turneringens to bedst spillende hold af brugerne på CNN’s hjemmeside, snublede i henholdsvis kvart- og semifinalen. Hollands totalfodboldmaskine gik også ned, omend den kun i glimt viste, hvorfor der på forhånd var stillet store forventninger til de orange.
Helt skidt er det nu ikke. For i søndagens EM-finale står et af de hold, der har insisteret på at spille og ikke losse fodbold. Portugal har i flere kampe spillet, som de gjorde for fire år siden, hvor de ganske ufortjent ikke kom i finalen, og i den dramatiske kvartfinale mod England foldede portugiserne sig delvist ud, og i semifinalen spillede de, som man havde håbet, de ville have gjort fra slutrundens første fløjt.

Finalens anden deltager, Grækenland, er portugisernes fodboldmæssige modsætning. Taktisk velorganiseret, risikoløst og tilbagetrukket fodbold med mange spillere bag bolden. Ansvaret for at skabe kampen overlades til modstanderne, og når de så dummer sig, hugger grækerne fra sig på et effektivt kontraangreb. Det er kynisk, det er kønsløst, det er koldblodigt – men det vinder fodboldkampe.
Den 31. og sidste kamp ved slutrunden er en gentagelse af den første. Det er aldrig sket før i en EM-slutrunde, og lad os håbe, at resultatet ikke bliver det samme, som i den første kamp. For selv om det var ganske retfærdigt, at Grækenland vandt 2-1 over et tamt portugisisk hold, så har kampene sidenhen vist, at det bedste hold rent fodboldmæssigt er Portugal. De har individualisterne – Figo, Deco, Ronaldo, Rui Costa – og insisterer på at have bolden for på den måde at skabe kampen. Tak til Grækenland for overraskelserne, som altid er underholdende i en slutrunde – men lad de retfærdige få den sidste fest ved denne slutrunde.

*EM -finale, Portugal-Grækenland, TV2, søndag, 19.45

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her