Læsetid: 6 min.

Retfærdighed uden for USA’s grænser

USA har travlt med at dømme Saddam, men knap så travlt med at gå efter egne bødler
5. juli 2004

International
Hvis vi tog retfærdigheden alvorligt, ville retssagerne mod Saddam Hussein og Slobodan Milosevic, blive begyndelsen på en lang proces. Synet af disse tyranner, der bliver konfronteret med en juridisk rettergang er en sjælden, flimrende begivenhed, hvor den skyldige bliver stillet til regnskab. Men man skal ikke lade sig narre. Der er andre efterlyste mennesker, som USA i dag giver husly og forkæler.
Lad os koncentrere os om de bedst dokumenterede forbrydelser. Den 3. december 1984 blev luften i slumområdet i Bhopal i det centrale Indien giftig at indånde. Skyer af giftig gas fra Union Carbide fabrikken drev ud over et område på 15 kvadratkilometer, i et af de tættest befolkede områder på jorden. Bladene på Bhopals træer blev sorte.
I løbet af de næste tre dage var 5.000 mennesker druknet i deres egne kropsvæsker, eller trampet ihjel i scener, der kunne minde om Saddams giftgasangreb i Halabja. Den indiske regering erklærede, at mere end 20.000 mennesker døde som direkte følge af gassen i de måneder og år, der fulgte. Dødsfaldene fortsætter den dag i dag. I 1999 foretog Greenpeace, sammen med en række anerkendte videnskabsmænd, en undersøgelse, som viste, at den mængde af kviksølv og letfordampelige kemikalier, som fandtes, lå på et niveau, som var en million gange større end det, som var sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Champa Devi Shukla, der var en af de overlevende, fortæller om, hvordan det er at leve i Bhopal i dag. »Folk har stadig smerter, og lider af åndedrætsbesvær, og antallet af kræfttilfælde ligger på et meget højt niveau. Mange børn er psykisk og fysisk udviklingshæmmede. Mange kvinder er sterile, og mange får ikke menstruation, så mændene vil ikke gifte sig med dem.«

Skyldig i massemord
Den indiske regering og forkæmpere rundt omkring i verden mener, at man har stærke beviser for, at Union Carbide er skyldig i denne massenedslagtning. Et dokument fra 1973, underskrevet af den daværende administrerende direktør Warren Andersen, indeholder en bemærkning om, at den teknologi, som man benyttede i Bhopal, ikke var afprøvet før. I 1982 foretog virksomhedens egne sikkerhedseksperter et eftersyn, og advarede om, at der var »alvorlig risiko for store mængder udslip af giftige materialer«. Alligevel blev de medarbejdere, som beskæftigede sig med fabrikkens farligste teknologi, halveret i de år, der førte frem mod katastrofen. Den aften katastrofen indtraf, fungerede fabrikkens sikkerhedssystem ikke; det var »under reparation« og en vigtig køleenhed var blevet slået fra af nogle af virksomhedens ansatte for at spare el.
Andersen er efterlyst i Indien, anklaget for mord. Hans advokater hævder, at Union Carbide var offer for sabotage. Hvis det er sandt, og Andersen er uskyldig, hvorfor vil han så ikke møde op i retten i verdens største demokrati og afgive vidneforklaring. Den amerikanske regering har pure nægtet den indiske regerings anmodning om, at få ham udleveret.
Da talebanerne nægtede at udlevere Osama bin Laden, blev den amerikanske regering så fortørnet, at de bombede Afghanistan, og alligevel har man ikke en gang gjort forberedelser til at udlevere Andersen til en demokratisk stat. Er døde indere på en eller anden måde mindre menneskelige end døde new yorkere eller irakere? Brænder deres lunger mindre, når de bliver fyldt med giftgas?
USA forhindrer ikke kun retssager mod forretningsmænd. De tårepersende lovtaler om Ronald Reagan sidste måned, glemte at nævne optegnelserne over hans regerings angreb på den demokratisk valgte regering i Nicaragua, og regeringens finansiering af massemord på civile. Folket i Nicaragua fortjener lige så meget retfærdighed som folket i Irak – og det kunne de opnå i en retssag mod en af de ledende skikkelser, oberst Oliver North.
North lever i dag et meget behageligt liv i Washington på overskuddet fra hans selvbiografiske bestseller og hans daglige radio talk show Common Sense with Oliver North. Men for bare 20 år siden stod han i spidsen for det ulovlige kontra-felttog, der blev finansieret af Reagan og Det Hvide Hus for at vælte Nicaraguas demokratiske regering.

North vidste besked
William Pace, der er formand for The Coalition for an International Criminal Court, forklarer: »Det blev bevist, at Oliver North kendte til de grusomheder, som blev begået af kontraerne, ja, nok til at blive holdt ansvarlig over for ICC, som eksisterede på det tidspunkt.«
Det er svært at forestille sig, at North var uvidende om de massakrer, som blev begået af hans venner i den ultra højreorienterede modstandsbevægelse. De var næsten alle sammen loyale over for Anastasio Somozas USA-støttede styre. Han var en tyran, som i bedste Saddam Hussein stil havde myrdet og tortureret tusindvis af borgere. Der blev først sat en stopper for hans styres nedslagtninger, da folket rejste sig i en opstand mod ham i 1979. En bredt sammensat demokratisk socialistisk regering ledet af sandinisterne opstod i kølvandet på hans styre – en regering som Reagan og
North ikke kunne tolerere.
Deres moralske og juridiske forsvar var baseret på påstanden om, at sandinisterne var sovjetiske håndlangere. I virkeligheden afholdt de frie og åbne valg, og Oxfam sagde, at de var »usædvanligt stærkt engagerede i at forbedre forholdene for folket og i at opmuntre folk til at tage aktiv del i udviklingsprocessen.«
Den Kolde Krig var ægte nok. Det var nødvendigt at sætte sig op imod Sovjetunionen, specielt over for dets indtrængen i Europa. Men Norths krig i Mellemamerika udnyttede på uvederhæftig måde en anti-kommunistisk retorik til at angribe lande, som i virkeligheden bare havde udfordret amerikanske forretningsinteresser. Den sandinistiske regering repræsenterede ikke en sejr for Sovjetunionen; det var en sejr for en uafhængig, demokratisk udvikling.
North omdirigerede det berømte overskud fra Reagan-regeringens salg af våben til Iran over til kontraerne. For de penge kunne kontraerne belejre Nicaragua, og vilkårligt massakrere mere end 15.000 civile.
Da North til sidst blev stillet for en domstol i USA p.g.a. Iran-kontra skandalen, var det i sammenligning hermed kun for mindre overtrædelser, som f.eks. at han løjet over for Kongressen om sine aktiviteter, og fordi han ikke kunne gøre regnskab for de midler, han var sat til at administrere. Nicaragua er den dag i dag et ødelagt samfund.
60 pct. af de nicaraguanske børn lider under alvorlig fejlernæring, og 20 pct. har pådraget sig hjerneskader som følge af fejlernæringen.
North burde stilles for en domstol i Managua. Men jeg er bange for, at vi må vente mange år, før han bliver udleveret. I stedet for at tage sig af sine egne krigsforbrydere, har den nuværende Bush-regering forsøgt at udpege den mest afskyelige af alle krigsforbrydere, Henry Kissinger, til at stå i spidsen for 11. september-undersøgelsen.
De har udnævnt John Negraponte, som var en ledende figur i kontra-krigene, til ambassadør i Irak. North praler med sin »lette adgang« til Det Hvide Hus, og adskillige ledende figurer i det amerikanske kabinet har optrådt i hans shows, og er blevet lykønsket for deres »store indsats«.
Men disse udleveringer vil ikke finde sted. Amerikanske virksomheder vil fortsætte med at spendere små summer på arbejdernes sikkerhed på deres fabrikker i udviklingslandene, og de vil fortsætte med at terrorisere og tvinge fattige regeringer til ikke at indføre obligatoriske arbejdsregler. Hvis Warren Andersen skulle stilles for en domstol, måtte man ændre på de ting, og det ønsker den amerikanske regering ikke.
USA fortsætter med at støtte barbariske anti-demokratiske kræfter fra Usbekistan til Saudi-Arabien. Hvis Oliver North skulle stilles for en domstol, ville man også skulle ændre det, og det ønsker den amerikanske regering ikke.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu