Læsetid: 3 min.

Røverne og den gamle dame

Coen-brødrene er i overstadigt lege-humør i den veloplagte, men ujævne ’The Ladykillers’ med Tom Hanks i en glansrolle
2. juli 2004

Ny film
Fans af brødrene Coen har allerede haft travlt med at forsikre os om, at The Ladykillers ikke er et af den diabolske duos bedste værker, men nærmest et tegn på, at tiden er moden til broderparrets skilsmisse ved en siamesisk tvilling-operation.
Og det er da også rigtigt, at deres nye film – en genindspilning af den gamle, men stadig livskraftige engelske Ealingklassiker fra 1955, Plys og papegøjer med Alec Guinness og Peter Sellers – er et klart mellemspil i brødrenes mere og mere imponerende produktion, et løssluppent farce-divertissement gennemført i en ukarakteristisk overstadig ånd.
Som om det ikke var godt nok til en afveksling! Skønt Coen-brødrene denne gang ikke selv har fundet på plottet, er de stadig idérige nok til at levere en portion god sommerunderholdning, kraftigt krydret med deres specielle mikstur af skæv sort humor og lettere parodiske uhygge-virkninger. Og det føles egentlig ganske logisk, at de har kastet sig over Plys og papegøjer (som de iøvrigt allerede citerede i deres debut-film Blood Simple med replikken: »Who looks stupid now?)«.
For den engelske film, instrueret af den begavede Alexander Mackendrick, gennemstrømmes af meget af det samme dræbende vid, som udmærker Coen-brødrenes produktion. Fem småpsykopater, der efter tur prøver at myrde en rar gammel dame – det er da lige noget for Coen-brødrene.

Lussinger fra gammel dame
Mordkomedien er blevet omplantet fra en pæn sidegade i London til en lettere lurvet provins i Mississippi, hvor politiet snorker sig gennem arbejdsdagen og spillebule-båden The Bandit Queen er lillebyens aktivitets-centrum.
Og den engelske films søde, småforstyrrede gamle dame er forvandlet til Irma P. Halls anderledes bestemte sorte enke, Mrs. Munson, der med sin faste gudstro i baghånden ikke undser sig for at uddele nogle gevaldige lussinger, når hendes ekscentriske lejere skejer for meget ud.
Det drejer sig om en tilfældigt sammenskrabet røverbande under ledelse af den formidable Professor Dorr, der i Tom Hanks’ veloplagte præstation bliver filmens dominerende centrum. En sydstats-gentleman af den meget gamle skole, med slængkappe, stok, George Sanders-maske og en floromvunden retorisk talestil, der vidunderligt præcist rammer stilen fra svundne litterære storheder som Edgar Allan Poe og Mark Twain.
Mrs. Munson omfatter ham og hans fire medsammensvorne med sund skepsis, men lader dem dog nådigst residere i husets kælder, hvor de udgiver sig for at dyrke renæssance-musik, mens de i virkeligheden planlægger et indbringende kup mod casinoet The Bandit Queen. Bortset fra Professor Dorr, der i virkeligheden er rablende skør, består banden mest af udprægede dummernikler. Og mens pointen i den engelske udgave er, at mod hjertets sande godhed kæmper selv dumheden forgæves, har Coen-brødrenes version tilsyneladende en mere konkret social dagsorden, idet den lader den livsbekræftende sorte kristne gospel-kultur, i skikkelse af Mrs. Munson, triumfere over denne verdens opblæste narrehatte med Professor Dorr i spidsen.

Herlig gospel
Coen-brødrene, der kan være så udsøgt stilfulde, er ikke nær så stilsikre her som deres engelske forbillede. Når The Ladykillers er svagest, dyrker den grovfarcen lidt i Farrelly-brødrenes manér, dog uden deres afvæbnende drengede uskyld.
Men platheden er en del af den generelle opknappede stemning i en spøg, der tager sig mange friheder – som f.eks. at dvæle længe ved herlig gospel- og soulsang i den lokale kirke og indføre kommentarer fra Mrs. Munsons afdøde husbond via hans skiftende minespil på et stort maleri. Og det siger sig selv, at Coen-brødrene, der sjældent er mere veloplagte, end når de har at gøre med maleriske molbo-typer, har det fint med den lille trup af tumpede casino-røvere, der selvdestruerer af mangel på solidaritet. Især J. K. Simmons’ 60’er-levn, som insisterer på at få sin alderstegne kæreste Mountain Girl med blonde fletninger indlemmet i sammensværgelsen, er en særpræget grotesk figur.
Ellers er det i sammenspillet mellem modsætninger, at komikken ligger: Hanks’ tungefærdige, fnisende Skøre Professor, der med stor fryd reciterer Poe og meget passende associeres med en ravn, sat over for Irma P. Halls jordbundne og lettere vrantne værtinde, som ikke opgiver troen på, at de afsporede røvere kan gøre til fromme kirkegængere.
To former for galskab i – for det meste – ganske venskabelig clinch. The Ladykillers er ganske rigtigt uegal, men Coen-brødrenes groteske idéer yngler stadig på dejligt uforudsigelig vis.

*The Ladykillers. Instruktion: Joel Coen. Manuskript: Ethan og Joel Coen, inspireret af Plys og papegøjer, skrevet af William Rose og instrueret af Alexander Mackendrick. (Dagmar, Grand, Palladium og Empire i København, Gentofte Kino, Kinopalæet, Lyngby)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her