Læsetid: 4 min.

En Rolls Royce i ny og næ ville ikke skade

Sådan bliver vi mere kosmopolitiske: en ufuldstændig huskeliste til københavnerne
3. juli 2004

København
En lørdag formiddag for tre-fire måneder siden var jeg ved at støvsuge spisestuen i mit hjem, da pludselig lænden fik et forkert vrid. Det følgende døgn trak en stråle af smerte ned i mit venstre ben med samme enerverende interval som dråberne fra en inkontinent hane. Jeg kom mig, men i henved en måned måtte jeg humpe gennem byen. Det var en fuldtidslidelse. Jeg haltede, når jeg var på biblioteket, jeg haltede, når jeg gik hen ad perronen på Nørreport Station, og jeg haltede, når jeg løb efter bussen.
Normalt glider jeg forbilledligt ind i mine omgivelser. Jeg er en hr. hvem som helst. Jeg er Den Usynlige Mand. Men i den periode var det anderledes. Jeg noterede mig, hvordan folk stirrede på mit ben. I værste fald skiftede de fortov, når jeg kom gående. Jeg var anderledes. Folk ville ikke associeres med sådan en haltefanden, og hvad nu hvis jeg greb ud efter dem og havde krogede negle og spilede øjnene op og bad om penge eller mad? Jeg forsøgte at kompensere ved at pudse mine sko og tage ekstra fint tøj på og køre meget i taxa, men lige lidt hjalp det. Jeg fandt mig selv i et kastesamfund, og det var mig, der var nederst på rangstigen.
Det var i de dage, at det begyndte at stå hundeklart for mig, at København har lang vej igen for at blive en international metropol i stil med Berlin, Paris eller London. Det er noget af et provinstræk, hvis folk, der stikker det mindste ud, skal overbeglos, tænkte jeg. Det er den slags, der den dag i dag får punkere til at flytte fra Esbjerg, Hobro og Struer. Man glor da ikke sådan i New York.

På baggrund af nogle storbyobservationer har jeg udarbejdet en uprioriteret ønskeliste over ting, jeg gerne ser tilført København. I begyndelsen vil det virke postuleret og opstyltet, men hold ud! Kodeordene er moderat tilvænning og ophedet insisteren.
*En gang imellem skal en herskabelig Rolls Royce eller Bentley standse foran Magasin du Nord på Kongens Nytorv, og fem-seks stinkende rige arabiske kvinder skal stige ud. Det skal være uvist, om de bor i København eller er fløjet ind for en dag fra De Forenede Arabiske Emirater. Uden at københavnerne vil tabe næse og mund indkøber de luksusvarer for flere hundrede tusinde kroner, før de atter forlader bygningen.
*I byens parker og gader skal man jævnligt støde på midaldrende mænd med svedbånd og knælange sokker. De løber ikke, men dyrker den uglesete sportsgren kapgang. På hovedet bærer de kasket og hen over den sidder en FM-modtager, som er indstillet på en radiokanal, der spiller en afart af jazz. Året rundt er bukserne ualmindeligt korte, og slidserne på siderne ender helt oppe under hoftebenet. Man er altid usikker på kapgængernes seksuelle observans, nationalitet og mentale tilstand.
*En god dosis kulsorte afrikanere skal flanere op og ned ad strøget. De bærer deres hjemlands farverige klædedragter og tiltaler hinanden på fransk. Hvis de taler engelsk, er det med en meget stærk accent. De er gerne i byen i forbindelse med en international konference i eksempelvis FN-regi.
*Sæderne i metrotogene skal vende indad, så man tvinges til at kigge på et fremmed ansigt overfor. Hen ad aftenen skal udtjente funktionærer og andet godtfolk sidde og blunde på vej hjem til forstæderne efter en hård dags arbejde i den indre by. Det kan godt tage en god halv time at komme hjem.
*Byen skal have en stjernerestauration, der virkelig skiller sig ud – à la Maxim i 50’ernes Paris. Klientellet er kejsere, amerikanske oliemilliardærer og foie gras-elskende excentrikere, og tjenerne har moustache og er ærlige og sætter en ære i at yde en uovertruffen service.
*Indbyggerne skal tilføres flere drømme om stadig at kunne nå at leve et andet liv. På Hovedbanegården og i små snavsede caféer skal der være flere cottoncoat-klædte, revisoruddannede, mænd med vandholdige øjne og omhyggeligt kæmmet hentehår, som man bemærker med det samme. Man skal kunne se på dem, at de er langt væk; de arbejder stadig på en eller anden »fidus«, der kan få dem væk fra »det her lille lorteland« og de evindelige hustrubidrag.
*En internationalt renommeret avantgardekunstner skal slå sig ned i København på grund af byens skønhed og borgernes verdenskendte frisind.
Idealet er Brian Eno i Sankt Petersborg eller Christo & Jeanne-Claude i New York.
*Med Piazza del Duomo i Milano som forbillede skal der være langt flere duer på Rådhuspladsen. Vi snakker tusindvis. Ubestemmelige lokale særlinge skal dagligt fodre duerne, mens turister tager fotos og ryster leende på hovedet af dette vanvittige fugleinferno.
Københavnerne vil diskutere duernes relevans i avisernes debatspalter. Nogle vil kalde dem for »flyvende rotter«, andre vil fremhæve deres vidunderlige fjerpolstring og påstå, at man ser deres skønhed bedst, når de sidder på en række langs kanten af busterminalen og venter på, at det næste barn taber sit pølsebrød.

Ja, det lyder enkelt, men husk, at al begyndelse er svær. En storby upscaler ikke sig selv. Urbanisering er ikke noget, man får kastet i nakken. Det er et kæmpestort sindrigt maskineri med en masse rør og hjul og håndtag, som skal justeres løbende – dag og nat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu