Læsetid: 2 min.

Rumænsk aids-krise truer Europa

Stor ukontrollabel hiv/aids-spredning i Østeuropa truer EU-landene med en epidemi af afrikanske dimensioner
6. juli 2004

RUMÆNIEN – En eksplosion af nye hiv- og aids-tilfælde i udkanten af EU kan vikle Europa ind i en ny aids-krise på størrelse med Afrikas, advarer en førende hjæpeorganisation.
En nylig offentliggjort FN-rapport viser, at Østeuropa nu har den største stigning af aids-tilfælde i verden. Tidligere vurderinger anslog, at der var omkring 230.000 nye tilfælde af smittede i regionen i 2003, men nye reviderede tal anslår, at antallet af smittede er 360.000. Man mener, at mere end 1,9 mio. mennesker i regionen er smittet med hiv eller aids.
Stigningen er forårsaget af en drastisk stigning i antallet af stiknarkomaner i Rusland og Ukraine, lige som der er kommet en stigende trafik af unge prostituerede, som rejser gennem Rumænien på deres vej til Vesteuropa. Både Rusland og Ukraine har oplevet en stigning på 40 procent hiv-smittede de seneste to år.
Hjælpekontorerne frygter nu, at Rumænien, som har porøse grænser til Rusland, Ukraine og Moldova, er blevet Europas nye frontlinje i kampen mod aids. Lægen Chris Pitt fra velgørenhedsorganisationen World Vision siger, at den nuværende krise truer med at flyde over og strømme ind over EU’s grænser – specielt, hvis landene efter planen kommer med i EU i 2007.
»Det er en tidsindstillet bombe, som truer med at sprænge i luften,« siger Chris Pitt. »Med et udvidet Europa og øget bevægelsesfrihed, står vi over for de samme problemer som i Afrika – men hos os vil middelklassen blive ramt, fordi de er mere mobile.«

Hetero-smitte
Størstedelen af de nye smittetilfæde opstår ved heteroseksuelt samleje, men den direkte overførsel af smitten fra mor til barn er også skyld i det stigende antal smittede. Et af de mest slående aspekter ved epidemien er de smittedes alder. Mere end 80 procent er under 30, hvilket har gjort store indhug i den arbejdsduelige del af befolkningen. Tallet skal sammenholdes med tallene i Vesteuropa og Nordamerika, hvor det kun er 30 procent af de smittede, som er under 30.
Krisen i Rumænien er forstærket af den arv, som den tidligere diktator Nicolae
Ceausescu efterlod sig. Hans ’fem børn per familie’-politik fra slutningen af 1980’erne udløste en eksplosion i antallet af fødsler, som overbebyrdede landets sundhedssystem. Børnehjemmene blev fyldt til bristpunktet med 300.000 børn, fordi forældrene ikke magtede at tage sig af dem.
Rumæniens praksis med at give blodtransfusioner til underernærede eller undervægtige babyer bidrog til den hurtige spredning af hiv-virus. Det, at man insisterede på at bruge sprøjter til næsten al medicin, selv vitaminer, bidrog yderligere til spredningen: Nogle af børnene fik indsprøjtninger tre gange om dagen uden at sprøjten blev udskiftet fra barn til barn.
Første gang, man konstaterede et hiv-tilfælde hos et rumænsk barn, var i sommeren 1989. Da revolutionen begyndte juledag samme år, var der 8.000 hiv-smittede babyer. Ifølge World Vision er 5.600 af disse børn stadig i live. De er mellem 15-16 år i dag og er kommet i den seksuelt aktive alder. Nogle sundhedseksperter frygter, at det vil føre til en yderligere stigning i hiv-tilfælde.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her