Læsetid: 7 min.

De vil så gerne være moderne

SF er et parti i splid med sig selv. Det handler om politisk uenighed, manglende tillid og retten til at udstikke partiets linje. To af fraktionerne peger fingre ad hinanden og råber traditionalist
20. juli 2004

Der har altid været højt til loftet i SF, og i disse år er der mere brug for det end nogensinde.
Partiet er delt i fraktioner og konflikterne går på personer, EU, generationer og diskussionen om, hvorvidt det røde eller grønne skal i forgrunden.
Fraktionerne i partiet er så tydelige, at de er navngivne og accepteret stort set alle andre steder end i partiets ledelse.
Information har mødt en repræsentant fra hver af de to mest klart definerede fraktioner.
Medlem af partiets hovedbestyrelse Peter Goll, der er ’talsmand’ for den såkaldte børnebande og MF’eren Anne Grete Holmsgaard, der tilhører den fløj, der spøgefuldt er blevet kaldt ’sen-modernisterne.’
Børnebanden, der også tæller MF’eren Morten Homann vil have et opgør med SF’s akademiske linie, så partiet i stedet primært henvender sig til de svageste i samfundet. De har en skarpere rets- og udlændingepolitik og taler for kvoter i både folkeskole og boligområder. Børnebanden er også dybt kritisk over for brugen af grønne afgifter.
Børnebanden har siden landsmødet i 2002 efterlyst foryngelse og fornyelse af partiet, men er ofte blevet anklaget for at være traditionalistiske og reaktionære.

Underklasse stemmer
Det afviser Peter Goll, der i stedet mener, at partiet skal kigge kritisk på sig selv, samtidig med at det kigger fremad:
»Venstrefløjens primære udfordring er at finde ud af, hvordan vi bliver talerør for de mennesker, der er klemt i det her samfund og som ikke føler, at vi hjælper dem. Umiddelbart kan man vælge to udgange. Den ene er at sige, at de mennesker er dumme, og at de ikke forstår, at vi hjælper dem, og så bare fortsætte med det vi plejer. Eller man kan vælge den anden og kigge på os selv og se, at vi i virkeligheden er gået hen og blevet et middelklasseparti, som, når man ser på vores faktiske politik, ikke hjælper de her mennesker, men fører politik for nogle andre.«
»Hvis vi tager os sammen og faktisk hjælper de her mennesker kunne det også være, at de ville stemme på os,« siger Peter Goll.

Markedsføringsmåde
Anne Grete Holmsgaard, der gentagne gange har efterspurgt konkrete visioner fra Børnebanden, er ikke imponeret over den vælgerstrategi Peter Goll fremlægger:
»Vi skal ikke lægge politikken om, fordi for få fra de nederste sociale lag stemmer på os. Det mener jeg er en markedsførringsmåde at se på politik på. Vi skal derimod klart ligge vores vision frem Den er rød, grøn og demokratisk. Og alle ved at vi er et socialt bevidst parti.«
»Sagen er jo ikke, om, man får flere eller færre fra en bestemt gruppe til at stemme på os. Sagen er, om vi får forandret politikken så de mennesker får det bedre,« siger Anne Grete Holmsgaard.
Men Peter Goll mener, at partiets konkrete politik ofte rammer forbi den ambition:
»Vi mener det gode og vil det gode, men får det formuleret på det konkrete niveau, så det ofte bliver en hån mod de mennesker, der har svært ved at få det til at hænge sammen.«
»Det skal ikke forstås sådan at SF lefler for middelklassen, men de fleste SF’ere er middelklasse, og man fører politik for sig selv. Pointen her er blot, at middelklassens behov aldrig må tilgodeses på bekostning af de svageste,« siger Peter Goll.

Venstrepopulisme
Anne Grete Holmsgaard forstår ikke kritikken af, at de svages behov ikke prioriteres i SF’s politik:
»Vi er aktive på arbejdsløshedsforslag, integration og alle andre sociale områder. Det har vi altid været og vi arbejder konsekvent på forslag til, hvordan man kan undgå ting som social udstødning, og hjælpe de mennesker der er socialt udstøtte. Man kan bare spørge folk. Den profil kender deÇ« siger Holmsgaard
»Men hvorfor stemmer de så ikke på os?« bryder Goll ind:
»Det er derfor, jeg kalder det markedsføring. Du tror, at de kommer over, hvis man gør det her på en anden måde. Det tror jeg ikke. Det afgørende er ikke, hvem der stemmer på os, men hvilken politik vi får igennem. Og dér er vores politik meget konsekvent rød, grøn og demokratisk.«
» Det er ikke afgørende om hele underklassen stemmer på os. En stor del af de dårligst stillede er gået til Dansk Folkeparti, fordi de desværre lader sig forlede af den demagogi, der er i det parti. Ikke mindst på indvandrerområdet, men også på andre områder. Det er en gennemført populistisk politik.«
»Og jeg er skide bange for, at det, I gør, er at lægge op til sådan en slags venstrepopulisme. Kom dog i stedet med jeres forslag og så lad os diskutere. I stedet for at ryge ned og blive en sur, yngre mand. Det er der da ikke noget perspektiv i. Perspektivet er da en samlet vision få markeret meget stærkt, hvad er det SF gerne vil,« opfordrer Holmsgaard.
Peter Goll er dog ikke til sinds at lade debatten strande her. Nærmere tværtimod:
»Jeg synes katten slap meget godt ud af sækken her. Du siger, at det handler om, at underklassen er blevet forledt til at stemme på den yderste højrefløj pga. populisme. Det synes jeg rammer hovedet på sømmet på den antidemokratiske holdning som jeg konsekvent synes, du repræsenterer.«
»Du mener, at de her mennesker er dumme, fordi de stemmer på højrefløjen. Det viser meget præcist SF’s problem. Og det kommunikerer du ofte i offentligheden. Det synes jeg er et kæmpeproblem, fordi det gør, at de mennesker naturligvis ikke stemmer på os, når de kan mærke, at vi synes, de er dumme i stedet for at tage deres problemer alvorligt,« siger Peter Goll.
Det er skarpe ordvekslinger. Men selvom den ikke står på fordragelighed og enighed, står den på ærlighed og diskussionslyst, men også på motivvurdering.
Og nu er det Holmsgaard, der tager teten:
»Det her bliver en formålsløs akademisk diskussion. Det virker som et goldt og frugtesløst magtslagsmål. Sådan ser det i hvert fald ud, når jeg tager analysebrillerne på. og jeg forstår ikke, hvad det skal til for. Vi har et parti, hvor det er vores opgave at sørge for, at det bliver profileret, at det bliver større, det får indflydelse og er med til at få væltet den borgerlige regering, vi har nu,« siger Holmsgaard, der foreslår, at magtkampen måske går på, hvem der skal efterfølge Holger K. Nielsen som partiets leder. Men den udlægning er der ikke meget salg i:
»Anne Grete taler om magtslagsmål, fordi det tjener hendes sag at fremstille det sådan. Så jeg fremstår i det dårligst mulige lys, fordi jeg er uenig med hende. I forhold til spørgsmålet om den fremtidige partileder, kan jeg blot sige, at jeg håber Holger bliver siddende i mange år, for jeg er bange for, at hvis han stopper, at du så overtager. Så for mit vedkommende handler det overhovet ikke om det,« siger Peter Goll

Det grønne projekt
Diskussionen om et grønt eller et rødt SF har kørt i flere år, men blussede for alvor op med Margrete Aukens beslutning om at trodse hovedbestyrelsens beslutning om at melde sig ind i Europaparlamentets GUE-gruppe. Hun valgte i stedet den grønne gruppe.
En beslutning Anne Grete Holmsgaard bakker op om, og som Peter Goll stemte i mod.
Han mener, at det grønne skal underlægges den røde dimension:
»Jeg synes det grønne projekt er vigtigt, men det er underordnet en overordnet kamp i samfundet for at skabe mere retfærdighed og gøre op med de grundlæggende uligheder der er i Danmark, Europa, i verden. Og det er i virkeligheden det, jeg mener, diskussionen i SF handler om.«
»Vi står over for det strategiske skel, der handler om, hvorvidt SF skal være et grønt parti, der ligger på midten omkring De Radikale og sætter det grønne over ambitionen om at gøre op med nogle af de udstødningsmekanismer, der er eller vil vi på den anden side formulere et nyt venstreorienteret bud, hvor vi for alvor stiller os på de svageste i samfundets side. Og her var klar til at betale prisen for, at vi ikke bare kan lave en masse regulering med grønne afgifter og den slags, der rammer socialt skævt«.
»Vi vil ikke lave grønne afgifter, der rammer socialt skævt, så hellere undvære, men bruge andre miljøredskaber. Miljøet er enormt vigtigt, men det må ikke blive en undskyldning for, at vi forringer vilkårene for nogle mennesker, der i forvejen har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Det kom vi til op gennem 90’erne,« siger han.
Holmsgaard er enig i, at man skal søge at skrue de grønne afgifter sammen på en måde, så de ikke rammer socialt skævt, men hun mener, at de er et vigtigt redskab:
»Vi kan ikke undvære midlet grønne afgifter i en rød/grøn politik. Som det er i dag kan man tale om grønne eller sorte varer. F.eks. grøn og sort el. Den sorte kommer fra kulkraft og naturgas og den grønne kommer fra biogas, vind og sol osv. De to produkter står i en unfair konkurrence på markedet, fordi de sorte produkter betaler hverken deres miljø eller deres sundhedsomkostninger, og det skal ændres. Her er afgifter uundværlige.«
» Et helt konkret eksempel er, at hvis kulkraft i dag betalte for sin miljø- og sundhedsskader ville det være dyrere per kilowatt-time end vindkraft. Midlet til at ændre brugen er at sige, at vi lægger afgifter på alt det, der forurener, så vi får en mere fair situation.«
»Det handler ikke om, at vi først skal tage den sociale kamp, og derefter tager vi den grønne,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her