Læsetid: 16 min.

SAK – en uvidenskabelig biografi om Søren A. Kierkegaard

Det er ikke et personligt opgør. Det er en videnskabelig fejde. Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad retter et angreb mod Joakim Garffs prisbelønnede Kierkegaardbiografi
24. juli 2004

Kritik
Den 3. november 2000 blev en mærkedag i dansk litteraturhistorie. Sjældent havde forventningerne været så store til en bogudgivelse, og sjældent havde en forfatter været i stand til så overlegent at indfri forventningerne. I månedsvis havde hyppige notitser i dagbladene mindet læserne om, at en stor biografi om Søren Kierkegaard var på vej, og da den præcise udgivelsesdato endelig forelå, kvitterede aviserne med interview med forfatteren.
Information brød endda de uskrevne regler og anmeldte allerede biografien dagen før udgivelsen. Således kunne Klaus Rifbjerg holde biografien over dåben og sende den ud i verden med et usædvanlig heldigt skudsmål. Dagen efter fulgte de øvrige aviser trop, og inden solen var gået ned, var førsteoplaget på 3.000 eksemplarer udsolgt. En triumf var i hus for det betrængte forlag og ikke mindst for Joakim Garff, forfatteren til SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi.
Det er denne litterære triumf, jeg her vil underkaste et kritisk eftersyn. Men hvis man forstår min artikel som et forsøg på at defamere Garff, tager man fejl. Overhovedet forholder jeg mig kun til ham som SAK’s forfatter og ikke som noget som helst andet, allermindst som kollega, da SAK hverken er skrevet eller udgivet i vores fælles arbejdsplads, Søren Kierkegaard Forskningscenterets regi.
Hvis SAK kun havde opnået en beskeden succes og ikke var blevet modtaget som vor tids – eller sågar alletiders uovertrufne og uovertræffelige – biografi om Kierkegaard, havde det været meningsløst for mig at vie min tid og flid på et opgør med den.
Således har anmelderne i kraft af deres kanonisering af biografien gjort sig medskyldige i udbredelsen af en biografi, der ikke blot giver et fortegnet billede af Kierkegaard, men også pynter sig med lånte fjer, når den draperer sig i videnskabelige gevandter for at skjule sin blusel.
Tilmed har anmeldere uden relevant skoling tilranet sig myndighed til at bedømme biografiens videnskabelige niveau. Det forudsætter immervæk en vis pondus at kunne fremhæve en biografi på mere end 700 sider for indsigt, viden, grundighed, research og selvstændighed.

Kildegrundlaget
Jeg vil bestemt ikke nægte Garff, at han har stor indsigt i den omfattende litteratur om Kierkegaard, og jeg vil slet ikke nægte, at han vegeterer grundigt på den. Problemet er bare, at denne litteratur i vid udstrækning ikke tæller som kildemateriale, men kun som sekundærlitteratur. Skal den benyttes i en videnskabelig biografi, må man søge at verificere eller falsificere dens påstande ved at konsultere kilderne. Finder man ikke nogen kilder til påstandene, må de enten forkastes eller præsenteres som de gisninger, de er. Kildekritik og autopsi (selvsyn af kilderne) er i et sådant arbejde afgørende dyder, men disse dyder præger ikke Garffs arbejde. Tværtimod afslører SAK, at han hverken har set kildematerialet ved selvsyn eller – for så vidt det er beskrevet i litteraturen – underkastet det en kildekritisk prøvelse.
Lad mig straks give et eksempel på, hvordan SAK afslører, at forfatteren ikke har studeret kildematerialet, men ikke desto mindre giver læseren indtryk af det. På s. 3 skriver han om Kierkegaards far, der i årene 1780-97 drev en hosekræmmerbutik på Købmagergade:
»Af de bevarede regnskabsbøger kan man se, at Kierkegaards sortiment bestod af trådstrømper, vævede huer, randershandsker og forskellige islandske varer, som han afsatte på små forretningsrejser til Hillerød og Helsingør.«
Garffs formulering giver unægteligt indtryk af, at han selv har studeret disse regnskabsbøger. Imidlertid er der overhovedet ikke bevaret nogen »regnskabsbøger«, hvilket til gengæld gør det så meget desto mere forståeligt, at Garff ikke oplyser en kilde til sin påstand end sige navnet på det arkiv, hvor han måtte have studeret dem. Sortimentbeskrivelsen og rejsedestinationerne skyldes utvivlsomt Sejer Kühles udmærkede kildestudium, Søren Kierkegaard. Barndom og Ungdom (1950), s. 10:
»Da M.P. Kierkegaard havde faaet borgerskab, fik han straks markedspas og foretog rejser ad landevejen til Hillerød og Helsingør, hvor han forhandlede jyske uldvarer, traadstrømper, Randershandsker, islandske varer og vævede huer.«
Markedspas var påbudt handelsrejsende og blev udstedt på Rådhuset. Af passet fremgik det, hvilket marked den pågældende agtede at frekventere. For at kunne foretage en lovformelig handelsrejse skulle man desuden have udstedt en passérseddel af toldmyndighederne. Af denne fremgik det, hvilke varer den pågældende førte med sig til det aktuelle marked. På Københavns Stadsarkiv, hvortil Kühle henviser i en note, findes en sådan passérseddel udstedt til Kierkegaards far den 24. juni 1784. Af den lille seddel, som ikke lader sig forveksle med en regnskabsbog, fremgår det ovennævnte varesortiment.

Sekundær litteratur
Den nævnte bog af Sejer Kühle er som nævnt et såre udmærket arbejde. Garff bruger det flittigt, også hvor han ikke henviser til det. Jeg ville heller ikke kræve en henvisning til bogen, hvis bare Garff selv havde konsulteret den relevante kilde og i stedet henvist til dén. Kühles bog optræder til gengæld på Garffs liste over det, han kalder »sekundære kilder« (s. 717-720). Garff opererer nemlig i sin litteraturfortegnelse med henholdsvis ’primære’ og ’sekundære kilder’. Det lyder videnskabeligt, men løber man listen igennem, erfarer man, at kun de ’primære kilder’ kan tælle som egentlige kilder (dog henvises ganske symptomatisk kun til publicerede kilder).
De ’sekundære kilder’ omfatter udmærkede kildestudier som det førnævnte, men desuden et væld af litterære produktioner, som intet har med kildemateriale at gøre, bl.a. Jean Baudrillards Forførelse, Kresten Nordentofts Kierkegaards psykologi, Villy Sørensens Digtere og Dæmoner og et af de vildest fabulerende Kierkegaard-studier, der nogen sinde er skrevet, nemlig Frithiof Brandts Den unge Søren Kierkegaard. Garffs ’sekundære kilder’ er med andre ord en eufemisme for sekundærlitteratur (jf. Sebastian Olden-Jørgensen Til kilderne! Introduktion til historisk kildekritik, Kbh. 2001, s. 74).
Garff skelner ikke behørigt mellem på den ene side primære og sekundære kilder og på den anden side sekundærlitteratur med alle dens fornøjelige vildskud. Således dynger han gedigne fakta og spinkle indicier sammen til støtte for sine tolkninger af Kierkegaards biografi. Resultatet er, at det med SAK som en kildeukritisk totalentreprise bliver umuligt at skelne mellem historisk sandhed og litterær fiktion. Det er naturligvis ikke Garffs ansvar, at andre før ham har skrevet vildt postulerende bøger om Kierkegaard, men det er hans ansvar at have lyst dem i køn og kuld med grundige kildestudier ved at skrive resultaterne sammen til den pærevælling, som ifølge Berlingske Tidendes anmeldelse af SAK næsten ikke kunne undgå at få »status af en art ’officiel’ dansk Kierkegaard-biografi«.

Officer og videnskabsmand
Hvad skulle Garff have gjort for at undgå denne misere? Han skulle have gjort som dén dydige videnskabsmand, Knud Fabricius beskriver i en lignelse på første side af sit kildekritiske studium af Kongeloven. Dens Tilblivelse og Plads i Samtidens natur- og arveretlige Udvikling, der udkom kort efter 1. Verdenskrig:
»Det ligger nær i denne Tid at drage Sammenligning mellem Videnskabsmanden og den Officer, der faar Befaling til at tage Kommando over en Troppeafdeling, som midt under Kampen har mistet sin Fører. Begges Gerning begynder under en standende Strid, og begge maa derfor først og fremmest undersøge, om de Stillinger, som deres Forgængere har efterladt til dem, er holdbare. Officeren som Videnskabsmanden kan ikke rykke længere frem, før det allerede vundne Terræn er sikret; han maa muligvis endogsaa begynde med at gaa tilbage paa et eller flere Punkter, fordi det bliver ham klart, at andre Veje er mere fremkommelige, ja er de eneste, som kan føre til Maalet, til Opgavens Løsning.«
Det er dette møjsommelige arbejde, Garff har undladt at foretage, hvorfor SAK ikke er løsningen på den opgave at skrive en videnskabeligt velfunderet biografi om Kierkegaard. Selv har jeg ikke stillet mig den opgave at skrive en sådan biografi, men som realkommentator på den historisk-kritiske udgave af Søren Kierkegaards Skrifter og som forfatter af Kierkegaards København har jeg bidraget til at gøre det arbejde, som Fabricius foreskriver.
Imidlertid er det ikke nok at afgøre, hvilke stillinger der er holdbare, men også hvilke der ikke er det. Problemet er nemlig, at Kierkegaard-forskerne uanfægtet vedbliver at bygge deres fortolkninger på sand og ikke på klippegrund. Derfor har SAK utilsigtet fortjeneste af at have samlet løst og fast i hundrede års forskningshistorie, sådan at man som en kildekritisk Caligula kan glæde sig over, at ’forskerne’ – alias det romerske folk – her byder sig til med én nakke, så man med ét hug kan gøre op med dem (jf. Sveton Romerske kejsere, Caligula, kap. 30). Således skal jeg igen fastslå, at min kritik af SAK ikke alene er at forstå som en kritik af Garff, men overhovedet som en kritik af den forskningstradition, han bygger på.

Jyllandsrejsen
Den første gang, jeg i mit arbejde som realkommentator blev opmærksom på problemerne i SAK, var, da jeg for tre år siden skulle kommentere Kierkegaards dagbog fra hans rejse til Jylland i sommeren 1840. Jeg læste naturligvis den litteratur, der allerede fandtes om rejsen, som i biografierne omtrent har fået mytologisk status, da målet for rejsen var Sædding, Kierkegaards fars fødeegn på den vestjyske hede.
I SAK kalder Garff sit afsnit om jyllandsrejsen for »En dandy på pilgrimsrejse« (s. 139-145), hvilket for så vidt er meget betegnende, al den stund Garff anstrenger sig til det yderste for at afsløre Kierkegaard som dandy. Han gør udstrakt brug af et lille skrift med titlen Søren Kierkegaard og Aarhus (1968), skrevet af den dengang 25-årige stud.scient. i matematik og fysik, Flemming Chr. Nielsen. Der angives ingen kilder i dette skrift, så selv om Nielsen 30 år senere har skrevet et veldokumenteret og gennemresearchet skrift om en af Kierkegaards brødre, Ind i verdens vrimmel (1998), så bør man ikke uden videre sætte lid til hans ungdomsskrift. Det gør Garff alligevel, men krediterer i øvrigt kun Nielsen én gang i afsnittet, selvom man igen og igen finder ham som ghostwriter, således her på s. 139:
»Lørdag den 17. juli 1840 tidligt om morgenen forlader den 27-årige kandidat derfor København. Han er ledsaget af en to år ældre tjener, Anders Westergaard, som han til lejligheden har lånt af Peter Christian. Efter en rejse i dagvogn tværs over Sjælland ankommer de til Kalundborg sent om aftenen.«
Man får i disse få linier en række påstande, men ingen kildeangivelser som belæg for dem. I det mindste burde Garff have henvist til sit forlæg, nemlig Søren Kierkegaard og Aarhus, s. 17, hvorfra han desuden burde have afskrevet den korrekte dato med større omhyggelighed:
»Lørdag den 18. juli tidligt om morgenen forlader Søren Kierkegaard København. Han rejser i dagvogn tværs over Sjælland til Kalundborg, en tur, der varer til sent om aftenen. Han er naturligvis som rigmandssøn ledsaget af sin tjener Anders Westergaard, der i grunden er ansat hos Søren Kierkegaards bror, Peter Christian Kierkegaard, men nu er blevet lånt ud.«
Nielsen angiver som nævnt lige så lidt som Garff kilder til sine påstande, men de bygger utvivlsomt på Arthur Dahls Søren Kierkegaards Jyllandsrejse (1948), Jørgen Bukdahls Søren Kierkegaard. Hans fader og slægten i Sædding (1960) og Emanuel Sejrs Fra smakke til hurtigfærge (1964-65). Men det er ét fedt, for de tre skribenters mest vidtrækkende bedrifter er henholdsvis at undfange og at bekræfte myten om, at den unge kandidat Kierkegaard rejste med tjener. Sådan gør en dandy, men dét er der intet belæg for at hævde, at Kierkegaard gjorde.
I rejsedagbogen henviser Kierkegaard ikke til nogen tjener, men nævner to gange en vis Anders. Først i et kort notat i Århus: »Anders ved Borgerparaden«. Og siden et lidt længere: »Anders morer sig fortræffelig, saa vel over Borgerparaden i Aarhuus som over Skydeselskabet i Holstebro, da det med fuld Musik vandrede ud paa Plainen«. Det er denne Anders, som Nielsen og Garff fejlagtigt identificerer med Anders Westergaard – en bondesøn fra Thisted amt, som i 1840 lå inde som soldat, ifølge lægdsprotokollen ikke forlod amtet før 1842, i 1844 tiltrådte en stilling som Kierkegaards tjenestekarl og i øvrigt ikke var to år ældre, men fem år yngre end ham.
Med andre ord er det kropumuligt, at Anders Westergaard kunne have rejst med Kierkegaard i 1840. Her må jeg imidlertid også revidere min egen vurdering, da jeg nemlig selv tidligere har fundet det sandsynligt, at det faktisk var denne Anders – bare ikke som tjener – som Kierkegaard rejste med. Senere har jeg måtte opgive denne tese, da granskning af lægdsprotokollen gjorde den umulig. I øvrigt stod det allerede klart, at Kierkegaard ikke kunne have fulgtes med Anders Westergaard før Århus, da der nemlig ikke optræder nogen »Anders Westergaard« sammen med ham på den liste over rejsende fra Kalundborg, som blev publiceret i diverse jyske aviser.
Der er mange andre fejl i Garffs afsnit om jyllandsrejsen, fejl, som især synes at tage sigte på at bekræfte billedet af Kierkegaard som dandy. Således indlogeres han efter ankomsten til Århus uden videre på byens bedste gæstgiveri – selv om vi intet ved om, hvor han overnattede. Ligeledes vil Garff vide, at han som københavner ærgrer sig over kokasserne i byens gader – selv om han selvfølgelig var vant til smattet gødning i København, hvor man holdt tre gange så mange køer inden for voldene.
De nævnte fejl og flere til har jeg allerede dokumenteret i to kronikker i 2001, henholdsvis i Jyllands-Posten den 16. august og i Universitetsavisen nr. 14. Garff har ikke svaret på kritikken og heller ikke taget imod mit tilbud om assistance til at få rettet fejlene, hvorfor de nu er kolporteret i diverse oversættelser af SAK.

Afskrift
Jeg vil blive en stund endnu ved jyllandsrejsen for at berøre et andet typisk problem i SAK, nemlig Garffs udstrakte brug af citater – uden citationstegn og ofte uden henvisning til den afskrevne eller parafraserede litteratur. I forlængelse af det ovenstående citat fra SAK, s. 139, afskriver Garff igen næsten ord til andet Nielsen, men uden henvisning til ham og uden at gå hans oplysninger efter. Her følger først Nielsens ord anno 1968 og dernæst Garffs anno 2000:
»Søndag morgen sejler Kierkegaard (...) med Smakken til Aarhus (...) med ’Dania’, en gammel snavset skude, hvis indretning og langsomhed alle klagede over (...). Det førtes af kaptajn Luja og ejedes af dampskibsreder Sass (...), men hvis Kierkegaards humør var nogenlunde, da han tog fra Kalundborg, så blev det totalt ødelagt på sørejsen til Aarhus. Han noterer i dagbogen skibsreder Sass' adresse, så vi kan gå ud fra, at når han igen kommer hjem, agter han at opsøge den herre for at beklage sig«.
»Næste morgen går de om bord i ’Dania’, der sit pompøse navn til trods er en gammel, fladbundet skude, en rigtig smakke, hvis indretning og langsomhed alle klagede over. ’Dania’ førtes af en vis kaptajn Luja og ejedes af dampskibsreder Sass, der skulle få at høre for sin sølle befordring og hvis adresse – ’Nyhavn 282 Charlottenborgsiden’ – Kierkegaard har noteret sig.«
Som jeg dokumenterede i de førnævnte artikler, hed smakken ikke Dania og kaptajnen ikke Luja, ligesom Kierkegaard ikke noterede den nævnte adresse (hvor der forresten boede mange andre end netop M.W. Sass) i rejsedagbogen, men i en jyllandsrejsen uvedkommende notesbog. Måske skulle Garff have funderet lidt over en helt anden optegnelse, nemlig i journalen FF, hvor Kierkegaard skriver, at der er mange mennesker, »der komme til et Livs-Resultat ligesom Skoledrenge; de snyde deres Lærer ved at skrive Facitet ud af Regnebogen uden selv at have regnet Stykket.«
På universitetet må en studerende ikke skrive af fra nogen uden at angive denne som sin kilde. I modsat fald kan han blive bortvist. Men i litteraturen hersker der en ganske egenartet forskningsfrihed. Trods hæder og berømmelse er SAK i vid udstrækning fusk og plagiat. Som bacheloropgave, kandidatspeciale, licentiatafhandling eller doktordisputats ville den være blevet afvist, men nu står den som den autoritative biografi om alle tiders største danske tænker.
Der kan findes umådeligt mange eksempler på Garffs uvidenskabelige afskrift. Nogle af dem er forhastede, men så meget desto mere underholdende, som når Garff om den balstyriske grundtvigianer J.C. Lindberg fortæller, at der gik rygter om, »at han skulle fængsles og henrettes på Christiansø« (s. 30). I det værk, som Garffs note henviser til, hedder det knap så dramatisk, »at han skulle fængsles og hensættes på Christiansø«.
Andre afskrifter er uden litteraturhenvisning, men giver til gengæld læseren indtryk af stor akkuratesse, som når det på s. 19 hedder, at det »pensum, Søren Aabye opgav til studentereksamen i latin, beløber sig til over 11.000 vers og henved 1.250 siders prosa.« Det er næppe Garff, der møjsommeligt har talt vers og prosa sammen, men derimod Per Krarup, som præsenterer resultatet i Søren Kierkegaard og Borgerdydsskolen (1977), s. 26f.:
»Hvad Kierkegaard har læst i latin fremgår af hans petitum til dimissionen (...). Regner man dette pensum efter, viser det sig at der er tale om over 11.000 vers og ca. 1250 sider prosa.«
Nonchalancen er stor, som når Garff på s. 10 omtaler »den herrnhutiske Brødremenighed i Stormgade, hvor familien Kierkegaard regelmæssigt søndag eftermiddag kom til de såkaldte ’Gehülfen’.« Disse Gehülfen udgjorde en art bestyrelse for menigheden og var altså ikke ugentlige møder, som Garff antager. Kierkegaards far blev valgt som en af disse Gehülfen i 1815.
Garff angiver ikke nogen kilde til stedet, men misforståelsen skyldes sikkert en forhastet afskrift af Jørgen Bukdahls Søren Kierkegaard og den menige mand (1996), s. 38, hvor det om Kierkegaards far hedder, at han var »med i en slags bestyrelse bag de store søndagsmøder, de såkaldte 'Gehülfen'«.
Selvfølgelig kunne man tro, at Gehülfen refererede til møderne og ikke bestyrelsen, men kun når man ikke konsulterer Bukdahls forlæg, nemlig Kaj Baagø, der i sin fortrinlige studie over brødresocietetet i København – Vækkelse og kirkeliv i København og omegn i første halvdel af det 19. århundrede (1960), s. 21 – henviser til »de såkaldte ’Gehülfen’, en art bestyrelse«. Besynderligt nok har Garffs fejl fået lov at passere i den tyske oversættelse af SAK.

Strube
På jyllandsrejsen var det Anders, der måtte holde for som Kierkegaards angivelige tjener, og i Rosenborggade er det Strube. Jeg har allerede i Information den 3. juni dokumenteret, at Garff uden fjerneste belæg gør snedkersvenden Strube til tjener for Kierkegaard, sådan at man får indtryk af en magelig magister, der udvider sit tyende fra én tjenestekarl, den førnævnte Anders Westergaard, til to tjenere.
Strube var et socialt og psykiatrisk tilfælde som med kone og to døtre flyttede ind hos Kierkegaard i Rosenborggade i 1848. Da Strube i slutningen af året fik stillet diagnosen partiel sindssyge, valgte Kierkegaard efter hans udskrivning fra hospitalet at lade ham blive boende, selvom han helst ville have haft sin lejlighed for sig selv. Kierkegaard var bange for, at han ville slå Strube omkuld, hvis han nu bad ham finde et andet sted at bo. I stedet blev familien boende hos den barmhjertige magister i yderligere tre år. I SAK latterliggøres Kierkegaards bekymring for Strube under hans sygdom, ligesom hans almindelige omsorg for ham skjules af påstanden om ham som »tjener« (s. 460 og 564).
Overhovedet kan man fastslå det som symptomatisk, at Garff helst ser Kierkegaard omgivet af et talstærkt tyende, der var en fornemmere stand værdig. På samme måde gør Garff allerede en svend i butikken hos Kierkegaards far til »en af hans tjenere« (s. 12). Det var svenden naturligvis ikke, men netop svend og endda sin principals kødelige fætter.

Historisk uvidenhed
Garff er mig bekendt den første, der har villet gøre Strube til tjener, altså en ganske original tese, men uden hold i virkeligheden. Strube har sikkert gået til hånde i husholdningen, sådan som jeg i min artikel den 3. juni dokumenterede, at både han og hans hustru tidligere havde gjort mod kontant afregning. Det gør imidlertid ikke Strube til tjener, hvilket med al ønskelig tydelighed fremgår af folketællingslisten per 1. februar 1850, hvor Strube selv angiver sin næringsvej som »Snedkersvend«. Denne folketællingsliste har naturligvis alle dage været kendt og refereres endda i SAK, s. 460.
Man må faktisk være komplet uvidende om datidens lavsforhold for at kunne konvertere en snedkersvend med 12 timers dagligt arbejde fra mandag til lørdag til tjener. Den samme uvidenhed bemærker man, når Garff allerede på s. 4 skriver, at oldermanden for silke- og klædekræmmerlavet skulle have idømt Kierkegaards far en hård bøde efter at have konstateret, at han uden hjemmel solgte visse finere varer. Oldermanden for silke- og klædekræmmerlavet havde aldeles ikke myndighed til at idømme en hosekræmmer en bøde, men det havde byens politimester, som den 16. december 1785 idømte M.P. Kierkegaard en bøde på 50 rigsdaler. Forinden havde to af politimesterens betjente sammen med oldermanden foretaget en razzia i hosekræmmer Kierkegaards forretning.
Straks siden efter er den gal igen, når Garff giver en simpel prokurator bemyndigelse til at godkende eller forkaste en ægtepagt, en myndighed, der tilkom magistraten og i sidste ende kancelliet.
En lignende uvidenhed om datidens

*Fortsættes på side 10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu