Læsetid: 15 min.

SAK – en uvidenskabelig biografi om Søren A. Kierkegaard - 2

Det er ikke et personligt opgør. Det er en videnskabelig fejde. Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad retter et angreb mod Joakim Garffs prisbelønnede Kierkegaardbiografi
24. juli 2004

Fortsat fra side 9...
forhold ses i Garffs brug af en beretning om Kierkegaards fars død i 1838, som findes i storebroderens dagbog, og som Garff har læst i udtog i Carl Weltzers Peter og Søren Kierkegaard (1936). Her refereres, at den gamle mindre end to døgn før sin død havde kaldt på »Jomfruen«. Denne bliver i SAK med anakronistisk selvfølgelighed omtalt som »den unge pige« (s. 116). Men efter tidens sprogbrug var en jomfru ikke nødvendigvis ung, da betegnelsen blot dækkede over en ugift borger- eller almuedatter eller en husjomfru, dvs. en husbestyrerinde. Det sidste er netop tilfældet her, hvor jomfruen er identisk med husjomfru C.A. Møller i det kierkegaardske hjem på Nytorv. Den »unge pige« var 37 år!

Fabulering
Om jomfru Møller er ung eller gammel kan i den store sammenhæng være ligegyldigt, men eksemplet illustrerer Garffs hang til at fabulere over kilderne frem for at studere dem, så han straks kan skrive dem ind i den litterære fiktion, der hedder SAK.
Således har Garff ingen problemer med at forklare læseren, hvorfor Kierkegaards storebror den 29. januar 1836 forsvarer sin licentiatafhandling i Regenskirken og ikke i universitetets hovedbygning på Frue Plads, hvilket alt andet lige syntes mere oplagt. Sagen er nemlig den, forklarer Garff, at »universitetsbygningen stadig henlå i ruiner efter englændernes bombardement« (s. 31). Det er ganske enkelt forkert, for i januar 1836 var byggeriet på den nye universitetsbygning næsten færdigt. Det var begyndt i 1831, og året efter kom bygningen under tag. Den officielle indvielse af bygningen fandt sted ved en festlighed i solennitetssalen den 13. oktober 1836, men allerede i vintersemesteret 1833-34 kunne de teologiske og de filologisk-filosofiske forelæsninger henlægges til de to store auditorier på 1. sal samt et tilstødende mindre.
Endnu en historie fra universitetet viser, hvordan Garff sorgløst skriver, hvad der passer ham. Om professor Poul Martin Møller hedder det, at »Kierkegaard lærte ham at kende i 1831, da Møller (...) begyndte at holde filosofiske forelæsninger på universitetet i København« (s. 81). Påstanden er overraskende, ikke blot fordi en velmeriteret professor næppe som det første efter sin nylige hjemkomst fra universitetet i Christiania (Oslo) indlader sig i personligt bekendtskab med en nyslået student på 18 år, men også fordi Garff tidligere har forklaret, at det var uvist, hvilke timer Kierkegaard fulgte i 1831, derfor også om han fulgte Møllers forelæsninger over moralfilosofi i sommersemesteret 1831 (s. 26).
Kilden til Garffs påstand må – atter overraskende, da han tidligere ignorerer den – være Valdemar Ammundsen, der i Søren Kierkegaards Ungdom (1912) urigtigt hævder at have fundet Kierkegaards navn på listen over tilhørere til Møllers forelæsninger (s. 79). Ammundsens påstand lader sig ikke dokumentere ved granskning af de bevarede dokumenter på Rigsarkivet, hvor man tværtimod kan læse en skrivelse fra dekanen for det filosofiske fakultet, hvoraf det fremgår, at han fra hovedparten af fakultetets docenter, herunder Møller, ikke for det pågældende semester har »erholdt Lister eller nogensomhelst anden Meddelelse«.

Rektor Nielsen
Der er andre end Strube, der får en tendentiøs behandling af Garff, således rektor Michael Nielsen, der underviste Kierkegaard og hans klassekammerater i latin på Borgerdydsskolen. Om Nielsen hedder det i SAK, s. 17: »Foruden latinske bøjninger nærede Nielsen kærlighed til knæbøjninger og anden legemlig udfoldelse og skulle efter sigende have været habil til langbold, som han dyrkede med sine elever ude på Fælleden. Når lystighederne var til ende, deltog den sværlemmede mand i fællesbadning med de spinkle drenge.«
Garff angiver ikke nogen kilde til dette lettere vulgære udfald mod rektor Nielsen, men der kan dårligt herske tvivl om, at det igen er Sejer Kühle, der har fået sit dydige studium malet i den poetiske mølle. Han skriver i Søren Kierkegaard. Barndom og Ungdom, s. 36:
»Det er altsaa ikke godt alt, hvad der siges om skolens leder; men til hans fordel anføres, at han tilstræbte en god disciplin, han interesserede sig for gymnastikken, hvor han sørgede for, at der vistes de svage et særligt hensyn, han fulgte selv med disciplene til badning, og Edv. Collin oplyser, at rektor, der var en god spiller, tog med paa fælleden, naar der blev spillet langbold.«
Som det fremgår, har langbold og badning ikke noget med hinanden at gøre, men er to forskellige discipliner. Drengene badede naturligvis ikke efter en gang langbold på fælleden, hvorfra der forresten også ville være for langt til badning, hvilket dengang ikke foregik i en svømmehal, men – for så vidt angår ’fællesbadning’ – på en søbadeanstalt. Når rektor Nielsen således ’fulgte med eleverne til badning’, sigtes der til den svømmeundervisning, som de f.eks. kunne få på Rysensteen Badeanstalt ved Kalvebod Strand.
Kühle skriver ikke noget om, at den sværlemmede rektor Nielsen selv sprang i bølgerne for at bade med de spinkle drenge, men det er åbenbart ligegyldigt. Incestuøse og pædofile overgreb behøver ikke dokumenteres, men blot ytres som en mistanke. Tre sider forinden har freudianeren Garff beskrevet Kierkegaards kærlighed til sin far som »en følelsesmæssig ambivalens og misforstået loyalitet, der kan minde om incestofrets paradoksale hengivelse« (SAK, s. 14). Tilsvarende skal man vel forestille sig Kierkegaards næsegruse beundring for sin hårdtslående latinlærer som pædofiliofrets ikke mindre paradoksale hengivelse.

Farinelli
Garff er naturligvis i sin ret til at skrive Kierkegaards biografi uden hensyn til videnskabelige krav om akribi, kildekritik og autopsi. Men når han vælger at gøre dette, må han gøre det klart for læseren, at biografien ikke er videnskabeligt funderet. Imidlertid koketterer han med den videnskabelighed, han ikke underkaster sig. Eksempelvis agerer Garff – med eksplicit henvisning til »kildematerialet« – videnskabelig tugtemester over for »en hel lille hær af fantasifulde forskere«, fordi de har »præsenteret de pikanteste teorier, hvortil de er ankommet ad gisningernes langstrakte glidebane« (SAK, s. 94).
Ikke desto mindre slår Garff selv følge med de fantasifulde forskere, når dette kan lede ham til pikante teorier om Kierkegaards erotiske defekter. Således tager han anledning af to breve til vennen Emil Boesen, hvori Kierkegaard underskriver sig »Farinelli«, til at formulere en tese om, at han forstod sig selv som mentalt kastreret af sin far (SAK, s. 219-229). Betingelsen for tesens troværdighed er naturligvis, at Farinelli for Kierkegaard gjaldt for kastrat og ikke bare for sanger. Det mest oplagte er, at Kierkegaard kendte til Farinelli fra et lystspil (!) af samme navn, som var et af de populæreste stykker på Det Kgl. Teater. I dette lystspil hører man ikke ét ord om kastration eller nogen erotisk defekt. Tværtimod er Farinelli en lystig ung sanger, der kommer til Madrid sammen med sin elskede Preciosa, der er stukket af fra det kloster, hvor hendes onkel har anbragt hende. Da det kortvarigt lykkes onklen at tvinge Preciosa tilbage i klosteret, sender Farinelli hende et brev, som han underskriver: »Din for evig! Farinelli.« Og med præcis disse ord underskriver Kierkegaard sig i et af brevene.
I vore postfreudianske tider er det almen viden, at Farinelli var kastrat, men det var det ikke nødvendigvis på Kierkegaards. Slår man op under »Farinelli« i dén udgave af Brockhaus’ Conversations-Lexicon, som Kierkegaard ejede, læser man intet om kastration. I stedet læser man en beskrivelse af Farinellis evne til med sin sang at fordrive den melankoli, der gjorde den spanske kong Filip V uegnet til at føre sin regering (det samme fremhæves i lystspillet). Mon ikke Kierkegaard tilsvarende mente sig i stand til ved sine ord at skrive Emil Boesen fri af melankoliens svøbe? Og mon ikke det er det, han har villet udtrykke, frem for abrupt og ikke mindre subtilt at åbenbare en intim hemmelighed om mental kastration? Således fremgår det af brevene, at Emil Boesen i det ene tilfælde ikke har kunnet tage sig sammen til at færdiggøre et arbejde, i det andet at han er syg.

Pseudonymerne
Garffs tese var ellers delikat og gik godt i spænd med hans læsning af Frygt og Bæven, hvor han identificerer Kierkegaard med Isak, altså den søn, som Abraham var rede til at slagte på Guds bud. Dog er det besynderligt at støde på en identifikation af Kierkegaard med en litterær figur i et pseudonymt skrift, når Garff selv skoser andre for at have identificeret Kierkegaard med hans pseudonymer og således være »faldet for fristelsen til at lukke øjnene for de historiske kendsgerninger« (s. 16). Trods en sådan tilsyneladende ædruelighed kan Garff selv citere pseudonymen Quidams ord om, at hans »gamle Skolemester var en Heros, et Jern-Menneske« (s. 17), som var det Kierkegaards egne ord om rektor Nielsen. Og tilsvarende kan han konstatere, at Kierkegaard ikke kunne engelsk, fordi pseudonymen Vigilius Haufniensis erklærer, at »jeg selv ikke kan Engelsk« (s. 20).
Et andet sted har Garff i stedet lidt for travlt med at nægte identifikationens sandsynlighed, nemlig da han har citeret pseudonymen Johannes Climacus’ erindring om, hvordan han som barn ikke måtte gå ud, »hvorimod Faderen en enkelt Gang til Vederlag foreslog ham ved hans Haand at spadsere op og ned af Gulvet« (s. 13). Som bekendt forstod faderen i kraft af sin mægtige fantasi at fremmane pittoreske motiver og folkloristiske tableauer, så den lille Johannes næsten måtte tro, at han alligevel havde været ude at spadsere i byen. »Man glemmer hurtigt, at episoden kun fandt sted ’en enkelt Gang’, ligesom man snart får identificeret Johannes med Søren Aabye, hvorved scenen lydløst glider ind i dagligstuen på Nytorv 2«, skriver Garff (s. 14).
Imidlertid beskriver Søren Aabye i et brev til sin svigerinde fra midten af 1840'erne denne begivenhed som noget, der ofte hændte ham i barndommen, ligesom han her entydigt identificerer den som noget, der hændte ham selv og ikke en pseudonym: »det er og blev altid et Motto paa mit Liv, hvad der ofte hændte mig i min Barndom, at jeg ikke fik Lov af min Fader at gaae ud til Frederiksberg, men ved hans Haand gik op og ned af Gulvet – til Frederiksberg.« Scenen var med andre ord i dagligstuen på Nytorv 2.
Det vidner heller ikke just om metodisk konsekvens, at Garff over en bred kam nægter andre at identificere Kierkegaard med sine pseudonymer, når han selv netop erklærer de pseudonyme skrifter for at være selve nøglen til Kierkegaards biografi.
På s. 15 skriver han nemlig, at Kierkegaards far med sine traumatiserende overgreb har »forsynet sin dreng med en kunstnerisk egenkapital, som sønnen formår at forvalte genialt ved at investere den i sine pseudonyme skrifter. Vil man aflokke ham hemmelighederne, de voldsomme og de mindre, er man derfor henvist til at aflytte disse skrifter, mistænksomt, vedholdende og en gang til.« Og helst med et freudiansk høreapparat, så man ikke hører andet end Søren Aabyes fortrængte skrig efter »faderens formastelige overgreb«.
Quod erat demonstrandum!

Overfortolkning
Apropos Kierkegaards far, har det i Kierkegaard-receptionen været en vedtaget sandhed, at sønnen kort før sin fars død den 9. august 1838 blev forsonet med ham, efter at de havde været på kant med hinanden i en længere periode. Kierkegaard var flyttet fra barndomshjemmet på Nytorv den 1. september 1837 og havde indlogeret sig i Løvstræde, men skulle angiveligt være flyttet hjem igen inden faderens død. Antagelsen af denne begivenhed har man baseret på det spinklest tænkelige grundlag, nemlig en optegnelse, som også Garff benytter i sin bevisførelse i SAK (s. 115):
»Søren Aabye er flyttet hjem igen, hvornår ved man ikke, men det må have været før den 10. juli, for den dag hedder det i journalen: ’Jeg haaber, det skal gaae mig med Hensyn til min Tilfredshed med mit Livsforhold her hjemme som en Mand, jeg engang har læst om, der ogsaa var kjed af det hjemme – og vilde ride bort derfra; da han var kommen et lille Stykke, snubler Hesten og han falder af, og idet han reiser sig, kommer han til at see sit Hjem, som nu forekom ham saa smukt, at han strax steeg til Hest, red hjem og blev hjemme. Naar man blot faaer det rette Vue derfor’.«
Man bemærker den fikse måde, hvorpå Garff først præsenterer det som et upåtvivleligt faktum, at Kierkegaard er flyttet hjem, og dernæst kun tillader sig at tvivle lidt om, hvornår det er sket (åbenbart inden 10. juli 1838), nemlig med henvisning til det eneste indicium på, at han overhovedet er flyttet hjem. Men indiciet er knap nok et indicium, for den citerede optegnelse af 10. juli 1838 handler jo ikke om barndomshjemmet, men om »mit Livsforhold her hjemme«, altså i al almindelighed i andedammen København.
Hvad vi hidtil har vidst om Kierkegaards bopæle i den relevante periode, er, at han som nævnt flyttede til Løvstræde den 1. september 1837, og at han ved folketællingen den 1. februar 1840 boede på Kultorvet. Imidlertid er det med hjælp fra en dygtig arkivar på Københavns Stadsarkiv lykkedes i en kollektbog at finde dokumentation for, at han allerede boede på Kultorvet i februar 1839. Alt andet lige er det sandsynligst, at han allerede flyttede fra Løvstræde til Kultorvet i april 1838, da han nemlig på dette tidspunkt refererer til det nye sted, hvor han agter at flytte hen.

Kynisme eller kærlighed
Overfortolkninger i stil med den førnævnte er SAK ligesom hele forskningstraditionen rig på. Jeg har i min artikel den 3. juni demonstreret, hvordan man har villet forstå en regnskabsbog over hans husholdning som et udtømmende vidnesbyrd om, hvor meget – eller snarere hvor lidt – Kierkegaard var parat til at give i almisse. Misforståelsen af regnskabsbogen er indlysende, når man går dens udgifter efter og i øvrigt tænker sig om. Hvis de bogførte almisser skulle være et dækkende udtryk for Kierkegaards pekuniære støtte til fattige, måtte han, hver gang han gav en skilling, mark eller rigsdaler til en tigger på sin vej, have husket at bede tjenestekarlen Anders Westergaard om at notere det i husholdningsregnskabet.
Tanken er absurd, men Garff overtager den ukritisk og forlyster sig endog med at sammenligne regnskabsbogens relativt beskedne beløb til almisser med Kierkegaards langt større udgifter til køreture i wienervogn til Nordsjælland. Han præsterer også at sammenligne beløbet med udgifterne til den mad, han ifølge andre regnskaber får fra en vis Andersen, men han præsterer ikke at identificere denne Andersen som det, personen er, nemlig værtshusholder. Med andre ord har Kierkegaard ikke spist de forkætrede ænder på d’Angleterre, men enten indtaget dem i Andersens kælderværtshus eller fået dem bragt hjem til sig selv.
At hyre en wienervogn med kusk for at tage ’luftbad’ i Nordsjælland kan nok tælle som et karakteristisk træk ved en dandy, men problemet er heller ikke, at Garff fokuserer på Kierkegaard som dandy, derimod at han også gør ham til dandy, når han absolut ikke er det. Tilsvarende skildres Kierkegaard i SAK som mere ufølsom, end kildematerialet giver belæg for. Dette skal jeg her give yderligere to eksempler på:
Da Garff har fortalt om de mange dødsfald i Kierkegaards familie i årene 1832-34, sammenligner han Kierkegaards reaktion med hans storebrors. »De familiære tragedier, der periodevis gør Peter Christian totalt uvirksom, har tilsyneladende ingen eller måske den stik modsatte virkning på den yngre bror.
De efterhånden ganske flittigt førte journaler er tavse som graven og markerer end ikke dødsfaldene med et lille blækkors« (SAK, s. 42). Igen får læseren indtryk af, at Garff har støtte i de historiske kendsgerninger, men faktum er, at Kierkegaards journaler ikke er »flittigt førte« før omkring 1837. Overhovedet findes der ikke biografisk rapporterende optegnelser før 1835 og således ikke samtidig med de relevante dødsfald. Med andre ord finder vi intet vidnesbyrd i journalerne om, hvilken virkning dødsfaldene måtte have haft på Kierkegaard.
»Tab for Alt ikke Lysten til at gaae«, skriver Kierkegaard senere i et brev til sin svigerinde; »jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaae fra den.«
Svigerinden, Henriette Kierkegaard, var i lange perioder sengeliggende på grund af lidelser, der var mere psykiske end fysiske. Kierkegaards brev kan dårligt forstås som andet end et indtrængende forsøg på at tale svigerinden fri af de tanker, der tynger hende og binder hende til sengen.
Men ifølge Garff, som citerer brevet, er Kierkegaard i bedste fald distræt, i værste fald kynisk, da »hans svigerinde var lam og derfor vanskeligt kunne tiltræde hans velmente råd« (SAK, s. 278). Kierkegaard skulle altså have foreslået en lam kvinde at gå sig rask! Men svigerinden var aldeles ikke lam, så hvorfor skriver Garff det alligevel?

Litterær status
Spørgsmålene er legio, for den ovenstående eksempelsamling er langt fra udtømmende. Jeg har ikke gennemgået hele SAK kritisk, men kun en mindre del, som ikke desto mindre giver de fornødne præmisser til en dom for fusk, plagiat, sløseri, metodisk inkonsekvens, overfortolkning og utilstrækkelig viden om datidige forhold.
Men som jeg indledningsvis skrev, er min kritik ikke bare en kritik af SAK, men også af den litteratur, Garff trækker på. Eksempelvis er det ikke bare Garff, der har undladt at gøre sig den beskedne anstrengelse at kontrollere, om forskningstraditionen gjorde ret i at påstå, at Corsaren kun angreb Kierkegaard i 1846 og ikke – som jeg har påvist i Kierkegaards København – fortsatte angrebet helt frem til 1855. Derimod er det Garffs ansvar og overhovedet hans kardinalsynd ukritisk at have skrevet sekundærlitteraturen ind i sin biografi, hvorved den sammen med SAK har fået status som videnskabelig sandhed.
Garff bliver nødt til at vedstå, at SAK ikke er en videnskabelig biografi, og han bliver nødt til at erkende, at han uretmæssigt koketterer med en videnskabelighed, han ikke har underkastet sig i sit biografiske arbejde. Måske er han på nippet til det, når han konfronteret med diskrepansen mellem sin fremstilling i SAK og den kildekritiske ditto i Kierkegaards København spagfærdigt forklarer Information, at »for mig er en biografi en fortælling«. Det er dette, der må gøres klart for læseren, nemlig at SAK ikke er mere end en fortælling »based on a true story«, som man siger i Hollywood. Joakim Garff digter, tilmed digter han inspireret og ekvilibristisk, men det kvalificerer ham naturligvis ikke som forsker og videnskabsmand.
Forunderligt nok havde en af de mest begejstrede anmeldere intuitivt forstået, at SAK snarere var et stykke fiktion end skinbarlig virkelighedsbeskrivelse. Således skrev Klaus Rifbjerg i Information, at »der ikke kommer en mere underholdende og oplysende ’roman’ end Joakim Garffs store biografi om Søren Aabye Kierkegaard.«
Andre lod sig hellere forføre af romanen til at tro, at den var en troværdig biografi. I Jyllands-Posten kaldte anmelderen den »en folkebog af de mest lødige«, men fik dog ret i, at den ville blive oversat til hovedsprogene.
Politikens anmelder var ikke blind for biografiens svagheder, men uforbeholden i sin lovprisning af SAK’s videnskabelige niveau. »I hvert fald er det den største, mest grundige og indsigtsfulde Kierkegaard-biografi, som har set dagens lys, og på disse punkter – indsigt og dimension – vil den næppe nogensinde blive tangeret, endsige overgået.«
Koketteriet med videnskabeligheden var med andre ord lykkedes til ug med kryds og slange, ja, sågar så godt, at SAK skaffede sin forfatter Georg Brandes-prisen med henvisning til hans »akademiske grundighed« og bogen som »gennemresearchet og vederhæftig«.
Dermed var profetien i Berlingske Tidendes anmeldelse omtrent gået i opfyldelse, nemlig den, at »SAK qua sin kvalitet næsten ikke kunne undgå at få status af en art ’officiel’ dansk Kierkegaard-biografi«. Det er denne status, jeg ikke vil tilstå SAK, ikke af animositet over for dens forfatter, men af videnskabelig nidkærhed og af respekt for biografiens hovedperson: Søren Aabye Kierkegaard.
Tilbage til kilderne!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu