Læsetid: 8 min.

Skyd ikke på kulturradikalismen

Oplysningstankens skyggesider finder man ikke i kulturradikalismen, men i kognitionsforskning, bioteknologi og genmanipulation, siger Dan Zahavi, professor i filosofi og leder af Center for Subjektivitetsforskning ved Københavns Universitet
17. juli 2004

Oplysningstankens skyggesider finder man ikke i kulturradikalismen, men
i kognitionsforskning, bioteknologi og genmanipulation, siger Dan Zahavi,
professor i filosofi og leder af Center for Subjektivitetsforskning ved Københavns Universitet

Jeg synes egentlig, det er et lidt underligt spørgsmål,« siger Dan Zahavi.
Vi sidder på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Subjektivitetsforskning, et tværfagligt center, der har til huse hos teologi i Købmagergade i København, og som Dan Zahavi er leder af.
Det, han sigter til, er Informations store sommerspørgsmål til oplysningen og tidens oplysningsskepsis.
»Taget på ordet, hvem kan så være imod oplysning?« spørger han. »Der er vel næppe nogen i den igangværende debat, der vil forsvare analfabetisme, irrationalisme eller religiøs obskurantisme?«
»Skytset er vel rettet mere specifikt mod oplysningsfilosofien, men den er en mere broget størrelse, end man måske umiddelbart gør sig klart,« understreger Dan Zahavi.
»Der er store forskelle mellem den britiske, franske og tyske oplysningsfilosofi. Ofte slår man også rationalismen og oplysningsfilosofien i hartkorn. Men det er forkert. Blandt oplysningsfilosofferne finder man f.eks. David Hume og Immanuel Kant, der begge er skarpe kritikere af rationalismens tiltro til, at vi kan fravriste universet dets hemmeligheder ved tænkningens hjælp alene. Samtidig så deler hverken Kant, Lessing eller de klassiske rationalister fra det 17. og første halvdel af det 18. århundrede – Descartes, Leibniz og Spinoza – den materialisme og militante ateisme som blev forfægtet af de mest radikale franske oplysningsfilosoffer, som f.eks. La Mettrie (1709-1751) og d’Holbach (1723-1789). En gruppe tænkere som Marquis de Sade følte sig beslægtet med.«
»Det er nok sidstnævnte gruppe, som primært har været i det kritiske søgelys. Man har set en klar forbindelse mellem deres synspunkter og den franske revolution og har derefter ført sporet videre til det 20. århundredes totalitære regimer.«

Videnskabsbegejstring
– Mener du, det har noget på sig?
»Den franske oplysningsfilosofi er kendt for sit radikale brud med traditionen og sin overbevisning om, at religionen som samfundsbærende instans skulle erstattes af et samfund baseret på rationelle principper. Blandt de mere kuriøse eksempler kan nævnes forsøget på at erstatte syv-dages-ugen, med dens bibelske referencer, med ti-dages-ugen, som passede bedre med metersystemet.«
»Men snarere end at afspejle en klassisk rationalisme, har vi her at gøre med en voldsom videnskabsbegejstring. Mange af de franske oplysningsfilosoffer var passionerede fortalere for et naturvidenskabeligt verdensbillede. De var det 18. århundredes positivister. De betragtede mennesket som en maskine, der var fuldstændigt underlagt fysikalistiske og mekanistiske lovmæssigheder. Ønskede man at forstå mennesket, skulle man derfor ty til anatomiske og fysiologiske studier. Alt andet ville være spild af tid.«

Det perfekte menneske
»Den mest relevante moderne parallel er her scientismen. Det synspunkt at naturvidenskaben har patent på sandheden, og at kun det, som naturvidenskaben kan forklare, er virkeligt. Kombineres et sådant synspunkt med en overmodig tiltro til egne evner kan det få hårrejsende konsekvenser. Hos de klassiske behaviorister som Watson og Skinner finder man f.eks. begreber som social engineering og konditionering. De forestiller sig, at man ved hjælp af styrede impulser kan forme det perfekte menneske og derigennem også det perfekte samfund. Nogle af disse visioner findes litterært artikuleret i Huxleys Fagre nye verden. Man kan også pege på Skinners sene værk Beyond Freedom and Dignity. Alene titlen siger vel en hel del.«
»Forestillingen om, at man kan skabe et bedre menneske og samfund ved aktiv og målrettet manipulation, er ikke ligefrem blevet mindre aktuel i dag, end den var i 1930’erne. Tænk blot på den moderne bioteknologi og genmanipulation. Scientismen lever også stadig i bedste velgående. Man skal ikke lede længe for at kunne finde kognitionsforskere som f.eks. mener, at selvet og bevidstheden er illusioner, der frembringes af vores hjerne. Det er et synspunkt man kan finde i Daniel Wegners The Illusion of Conscious Will fra 2002, og i Thomas Metzingers Being No One fra 2003.«
– Det er en helt anden tendens, end den kulturradikalisme, skytset ellers er rettet imod, du der nævner?
»Det ville da også være trist, hvis jeg blot sad og gentog det samme som alle andre. For mig at se, er det netop i scientismen, at en række af oplysningsfilosofiens skyggesider lever videre. Det forekommer mig langt mere relevant og legitimt at kritisere scientismen end f.eks. menneskerettighederne. Der er al mulig grund til at prise videnskaben. Vi nyder alle godt af den, og den repræsenterer noget af det ypperste mennesket kan frembringe. Men scientismen er ikke udtryk for god videnskab, men for dårlig filosofi.«

Livsverden og videnskab
»Det grundlæggende spørgsmål vedrører forholdet mellem videnskaben og livsverden. Hvad er forholdet mellem den konkrete verden, vi lever i og tager for givet i dagligdagen, og så den teoretiske verden, videnskaben præsenterer os for? Lidt forsimplet kan man sige, at der basalt set er to forskellige svar. Enten kan man betragte livsverdenen, socialiteten, traditionen, kulturen, som den grund, videnskaben vokser frem af, og som den altid vil forblive forbundet med. Ud fra et sådant perspektiv må man blankt afvise ideen om, at videnskaben kan og bør løsrive sig fuldstændig fra livsverdenen for derved bedre at kunne kritisere og underminere den.«
»Alternativt kan man hævde, at videnskaben har påvist, at livsverdenen blot er en form for neurologisk frembragt hallucination. I virkeligheden findes der ikke farver, brugsgenstande, kunstværker, sociale institutioner eller aktører.«

Forrykt
– Hvis man finder oplysingsfilosofiens skyggesider i scientismen, hvad er så de lyse sider?
»Der er træk ved selv den franske oplysning, der er al ære værd. Herunder kritikken af aristokratiet, af kirkens magt. Ideen om at videnskaben ikke skal være underlagt religionens opsyn og kontrol. Blandt de klassiske oplysningsidealer findes også ideen om, at tænkningen indeholder et kritisk potentiale. At fornuften er i stand til at være selvkritisk. At der til det at være menneske hører en forpligtelse til at reflektere over sit liv og levned og ikke blot følge tradition og sædvane blindt og ukritisk. Det er vigtigt at påskønne det, Kant kalder ’modet til at tænke’, som netop er en appel til at betjene sig af sin egen fornuft i stedet for at blive ledt eller forført af ydre autoriteter. Det virker helt forrykt at ville kæde en så central oplysningsfilosofisk ide sammen med totalitarismen. Den er vel om noget anti-totalitaristisk.«
»Samtidig bør man også skelne mellem en destruktiv, hæmningsløs og overmodig kritik, der søger at underminere alle tankebygninger, og som i sidste ende fører til nihilisme, og en kritik, der maner til selvbesindelse, og hvis mål netop er at forstå det, vi normalt blot tager for givet. En sådan kritik er fuldt forenelig med en indsigt i vores egen endelighed.«

Oldgamle pointer
– Noget af det, man ofte støder på, er beklagelser over tabet af en transcendent eller metafysisk dimension?
»En af de ting, som den igangværende oplysningsskepsis savner, er nyhedsværdi. De kritiske pointer er oldgamle. Allerede i oplysningstiden etablerede der sig en modoplysning. F.eks. kritiserer Johann Georg Hamann Kant for ikke at have underkastet sit eget kritiske projekt en metakritik. Hamann gør gældende, at Kant i sit forsøg på at opstille en række aprioriske principper for tænkning og erkendelse har overset sprogets betydning. Sproget har anbragt os i en historisk og kulturel kontekst som vi ikke kan undslippe.«
»Hamanns kritik er siden ofte blevet gentaget. Man finder den f.eks. også i debatten mellem Hans-Georg Gadamer og Jürgen Habermas. For Gadamer er vi endelige væsener, der er bundet til vores egen tid. Vi er født ind i en kontekst og underlagt givne historiske, sociale og kulturelle betingelser, som vi ikke selv er herre over, som vi ikke kan løsrive os fra, men som præger og former vores forståelse. Det er historien og traditionen, som giver os de interesser og perspektiver, som vi møder et hvilket som helst fænomen med. I sidste ende er det traditionen, der muliggør enhver forståelse. Vi fortolker det nye på baggrund af det velkendte. Vi kan i den forstand ikke løbe fra vores egen historiske arv. Uden den ville vi intet forstå.«
»Ikke uventet kritiserede Habermas Gadamer for derved at forsvare en reaktionær konservatisme og for at overse fornuftens kritiske potentiale. Men som Gadamer replicerer, så tager enhver kritik selv visse ting for givet og forbliver i den forstand selv fordomsfuld og traditionsbunden.«
– Men spørgsmålet må jo vedblive at være et problem, når det dukker op igen og igen?
»Det ville også være naivt at tro, at der var tale om et problemkompleks, som kunne uddebatteres en gang for alle. Ikke at jeg vil benægte, at der sker fremskridt i filosofien, men for mange af de centrale filosofiske spørgsmål gælder det, at hver generation må diskutere dem på ny. Her adskiller filosofien sig fra den positive videnskab. Selvfølgelig har denne forskel også fået videnskabsfolk til at betvivle, at filosofi overhovedet har noget med videnskab at gøre.«

En filosofisk psykiatri
»Men det ville være uheldig at lade uenigheden stå der,« mener Dan Zahavi. »For det er faktisk muligt at have en frugtbar udveksling.«
– Hvor?
»Du sidder på et af stederne. Center for Subjektivitetsforskning er et grundforskningscenter, hvor så forskellige faggrupper som filosofi, litteratur, psykologi, teologi, psykiatri arbejder sammen om at undersøge subjektiviteten. «
–Hvad kan filosofien sige om eksempelvis psykiatrien?
»Filosofiske overvejelser kan være relevante, selv hvor man mindst skulle forvente det, og psykiatrien er et godt eksempel. Psykiatrien er ikke kun konfronteret med empiriske problemer. Den er i høj grad også konfronteret med spørgsmål af mere konceptuel karakter. For at kunne klassificere noget som en vrangforestilling, en hallucination, en tvangstanke, en selvforstyrrelse, må psykiateren nødvendigvis betjene sig af en implicit forståelse af, hvad ’virkeligt’, ’rationelt’, ’et selv’ osv. vil sige. Psykiatrien må med andre ord gøre brug af en række begreber, som filosofien traditionelt har analyseret og behandlet, og givet, at det er tilfældet, hvorfor så ikke drage nytte af de filosofiske analyser? Filosofien kan stille refleksioner, begreber og distinktioner til rådighed som vil kunne hjælpe psykiatrien med at afklare sit eget teoretiske fundament. For at sige det lidt tilspidset, så er psykiatrien ikke konfronteret med et valg for eller imod filosofi. Derimod står dens valg mellem fagfilosofi og lommefilosofi.«
»Tilsvarende kan psykiatriens udforskning af diverse patologiske fænomener selvsagt også udfordre den filosofiske forståelse af selvets og bevidsthedens beskaffenhed. Som filosof kan man ikke bare affærdige eksempelvis schizofreni som patologi, det må kræves, at filosofien ikke på forhånd erklærer det for umuligt, at folk kan have det sådan.«

*Vi oplever i dag en massiv oplysningsskepsis: Overtro er blevet til selvrealisering, nationalisme dominerer den europæiske offentlighed, den akademiske elite er under mistanke. Information taler med filosoffer, forskere og politikere om den miskrediterede oplysning. Læs artiklerne på tema.information.dk/oplysning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer