Læsetid: 6 min.

Slingre rundt i Slaraffenland

Roskilde Festivalen bød på et musikalsk overdådigt tag-selv-bord og som sædvanligt var det umuligt at honorere de mange tilbud, for overalt trængte oplevelserne sig på
5. juli 2004

Roskilde 04
Det lignede på forhånd en undermatchning, og udviklede sig også sådan. At Roskilde Festival havde fravalgt punk/rock/hiphop-bandet N*E*R*D til programmet på Orange Scene fredag aften viste sig at være en gigantisk fejl. Ikke fordi producerduoen The Neptunes’ fritidssyssel nødvendigvis formår at spille festivalens største scene op, men fordi frontfiguren Pharrel Williams fra Virginia, USA, velsagtens er lige så stort et popidol i dag, som George Michael var det i midten af 80’erne. Den 30-årige, spinkle afroamerikaner med den utøjlelige charme har de seneste år været MTV’s foretrukne fjæs, og så klæber fluerne jo automatisk til lorten.
Det var derfor med god grund, at Arena-teltets konferencier bad publikum om at passe godt på hinanden og lade være med at skubbe, umiddelbart inden N*E*R*D gik på klokken 20.
Han kunne skue ud over et menneskehav, der sjældent er set magen til på den gamle Grøn Scene. Folk stod fortsat tæt i kødranden 40 meter uden for teltpælene, og indenfor var det langt fra alle, som respekterede opfordringen om at slappe helt af. Men hvad havde Roskilde Festival egentlig forventet? At de yngste gæster ville te sig som de ældste og glemme at feste med hele kroppen – eller subsidiært: foretrak David Bowies afløsere, Slipknot, eller Pixies?

Energi og melodisk tæft
Forget it. At masserne væltede rundt i hinanden var så forudsigeligt, som at regnen også sjattede fredag aften. Især fordi N*E*R*D’s musik ikke just opfordrer til mediteren og lukkede øjne. Bandet – der havde ladet den ene Neptunes-halvdel, Chad Hugo, blive hjemme – lever på ligefremme punknumre leveret med energi og melodisk tæft. Så da Pharrel Williams først havde lettet på sin røde
truckercap – langturschaufførernes foretrukne, netbetrukne udgave af basketballkasketten, som forsangeren gjorde til højeste mode for to år siden – og tandsmilede til fotograferne i graven foran sig med et »what’s up paparazzis?«, kunne festen begynde.
Det blev dog en anelse tamt, for skæringerne på N*E*R*D’s andet album, Fly Or Die, holder ikke samme fandenivoldske drive som på debuten In Search of... »She Wants to Move« er selvfølgelig et fint eksempel på producerne The Neptunes’ meget-ud-af-lidt-princip, men live halter den afsted. Især når trommeslageren famler så meget rundt, som det langhårede gespenst gjorde denne aften.
I stedet skulle man helt hen til det sidste kvarter af den en time lange koncert, før N*E*R*D’s energi modsvarede sit unge publikums pitchede udladninger, der trofast toppede, hver gang forsangeren dukkede op på Arenas storskærme. Bedst blev det med den generations-portrætterende og ondt ildevarslende »Rock Star«, hvor en ellers rent intonerende Pharrel Williams med falsk falset opfordrede sine uktritiske fans til at opføre sig, som var de af hans kaliber. Det gjorde de så, og mon ikke det fik Arena-scenens konferencier til at tage sig til hovedet – og evt. tørre angstens sved af panden...

Varm om hjertet
Va va voom! Det kan nok være, at kvartetten Nephew havde publikum, musikken og heldet på sin side, da den stillede op til dans lørdag over middag på Odeon-scenen for at bevise, at den live kunne forløse det fremragende materiale på deres andet album, det allerede nu – med rette – seriøst hypede USADSB, der ligner et vaskeægte gennembrud for de fire sympatiske århusianere. Og for nu at starte et sted: Man behøver ikke gøre tingene sværere end de er. Og det gør Nephew så heller ikke; det er faktisk noget af det fede ved dem. Deres sange er – i bedste rocktradition – ikke overvældende komplicerede, til gengæld er de ligefremt fængende, rytmisk inciterende og melodisk mindeværdige, tilsat skægge og originale tekster på et herligt miskmask af dansk og engelsk.
Selvom USADSB først kom på gaden mandag, virkede det som om det talstærke og entusiastiske publikum allerede var bekendt med sangene derfra, for der blev både sunget med og klappet i takt til den store guldmedalje, så trods det tidlige tidspunkt antog seancen karakter af en medrivende folkefest, der må have givet mangen en våd og træt festivaldeltager styrken tilbage.
Informations udsendte blev i hvert fald varm om hjertet og hele kroppen med af dette udadvendte show fra et ensemble, der kun lige mangler en spids rutine for at nå det sublime og forsanger Simon Kvam besidder til overmål charmørens tre s’er: charme, selvsikkerhed og lækkert hår. Det ligger i kortene, at Nephew kunne gå hen og blive zapper- og SMS-generationens svar på TV-2. And I mean that in the nicest possible way, som Dame Edna ville have udtrykt det.

Seriøs zapning
Derefter gik der seriøs zapning i den og deres udsendte strøg ned til Arena for at fange Den Kongelige Danske Operas optræden. Og selvom han kun fik den sidste halve time med, var det en usædvanlig stor oplevelse. Det må såmænd gerne gå hen og blive en tradition. Tonerne klang fantastisk under teltdugen, folk var oprigtigt grebne og der blev sunget, så håret stod og det var tæt på, at lydmuren blev gennembrudt. Aldrig har der været så mange musikere på den store scene, der med ét tog sig sært diminutiv ud og som soleklart eksempel på musikkens transcendentale kraft – denne signatur aner således ikke et dyt om opera... udover at det må han ovenpå dén oplevelse gøre noget ved – var denne performance helt enkelt uovertruffen og den fremstod i en nøddeskal som alt det bedste ved Roskilde Festivalens musikplanlægning. Så fuck vanetænkning og giv os noget mere opera eller vi skider på gulvet!
Ud på Smatten og hen til AIDS-fondets lille karaoke-scene, altid et sikkert hit. Her kunne man bl.a. høre »My Way« blive massakreret, så Old Blue Eyes må have roteret i sin grav, og et par ungmøer ’synge’ Nannas »Afrika« så falsk, at det eneste man kunne tænke på var, at det vist er ved at være oppe over med en tandlægetid. Svært at forklare hvorfor det er så fedt at høre alskens travere blive tærsket til døde på den måde, men det er det altså. Et af de mange indslag, der gør, at man er 100 år og en madpakke om at forcere Smatten, hvorfor vi kun fik den sidste halvdel af The Matthew Herbert Big Bands fine koncert med nede på Metropol.
Dét vi hørte lød som knivskarp urban big band-jazz i traditionen fra Gil Evans og Stan Kenton og udgjorde en fin tilføjelse til et i forvejen stilistisk bredt program. Måske Roskilde er ved at få ørene op for den megen fine unge jazz, der p.t. florerer, og som man snildt kunne satse lidt mere på; for kan denne signatur få ørene op for opera på en studs, findes der vel også mange derude, der kunne tåle en jazzvækkelse!?

Anti-greatest hits show
Efter en stille midnatstime i selskab med det engelske ikon Morrissey gled denne rapporter stille og roligt ud af menneskemængden under Arenas imposante teltdug. Lige så god Morrissey kan være på plade, lige så uspændende er han som tommelfingerregel på en scene. Det var med et i festivalsammenhæng katastrofalt fy-ord simpelthen en smule kedeligt, ja Morrisseys medbragte band lignede en flok hængte katte, så selvom den gamle ’drama queen’ selv var både amiabel og i stemmemæssig fin form – der blev croonet, så det baskede – og de talrige fremmødte bakkede solidarisk og entusiastisk op om den gamle kontrære levemand på scenen, forblev det en tam affære, hvor det mere virkede som om Morrissey fornyede kontrakten med et trofast stampublikum end forsøgte at hverve nye proselytter.
Aftenens sidste mål var Love Shops afskedskoncert på Odeon, thi efter 14 år og syv regulære studieplader har trioen bebudet en pause. Det var vemodigt en sidste gang at bevidne gruppens sublime anti-greatest hits show, for selvom lyden ikke var i top, hvilede der en værdig og kærlig stemning over foretagendet, som gjorde én glad og trist på en gang.
Det var dog afslutningen på en epoke. Men sikke én! Materiale fra hele karrieren blev fyret af med glød og gejst og gruppens sluttede med et brøl fremfor end hvisken. Ja, som et af gruppens hits hedder: »Love Goes On Forever«. Men det gør Love Shop altså ikke. Tak for alt, drenge. See you in my dreams.

*N*E*R*D, Arena, fredag kl. 20
*Nephew, Odeon, lørdag kl. 13
*The Matthew Herbert Big Bands, Metropole, lørdag kl. 15
*Morrissey, Arena, lørdag 24
*Love Shop, Odeon, lørdag 01

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu