Læsetid: 4 min.

Snegle uden hus

Sikre, indsigtsfulde noveller af færøske Hanus Kamban (f. 1942) foreligger nu også på dansk
14. juli 2004

Ny bog
Selvfølgelig er det da noget sludder at berømme en bog for dens tysthed. Alle bøger er jo i grunden stille. Og ingen af dem er det, deres væsen består i at kunne tale. Eller: det at læse en bog er at bryde dens tavshed.
Det mærkværdige og bemærkelsesværdige ved Hanus Kambans noveller er bare, at de ligesom forbliver tavse. Og at netop det så oplagt er deres kvalitet.
Pilgrimme, der i 2003 var den færøske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris, består af ni prosastykker, hvoraf de fleste, dvs. de fem, har handlingen henlagt til øerne i Atlanten. I de øvrige er forfatterens hjemland imidlertid også magtfuldt til stede, i form af lange tilbageblik på en mere eller mindre traumatisk fortid. Et overordnet tema er længsel – retnings- og stedløs længsel, drift imod fjerne, vidåbne rum: frihedens, poesiens, kærlighedens eller utopiens.

Joyce og Blixen
I »Gæster hos de dødelige« bivåner en jeg-fortæller, der er redet til fjelds for at være alene med sin madpakke i naturen, hvordan to russiske elskende, hvoraf den ene som barn kendte: selveste Lenin! – stiger ned fra en sky og forenes på tværs af døden. Her sammenflettes eros, politikken og poesien, og det gøres med en særegen, overoverdentlig klædelig tysthed, som i det hele taget kendetegner forfatterens stil, sikker som han nemlig er i brugen af sine virkemidler.
Fra et novelleudvalg, Med Edgar Allan Poe i Solhavn, som Husets Forlag udsendte i 1984, ved man, at Hanus Kamban (eller Hanus Andreassen, som han dengang hed) har stået i lære, ikke bare hos Poe, men også hos Joyce, Baudelaire og Blake. Han opsøger poetiske love, der transcenderer realiteten, og tegner dem op i en skrivemåde, der midt i sin samvittighedsfulde realisme gerne holder en sprække åben for undere. Epifaniens mulighed, præcis som hos Joyce, hvis mesternovelle »The Dead« (Dubliners) Hanus Kamban for få år siden omsatte til færøsk.
En femte inspiration har tydeligvis været Karen Blixen, af hvem han også har oversat »Babettes Gæstebud«, og som i Pilgrimme mærkes bag ved en flot skæbne- og gengangerfortælling, »Den hvide mand«. Med udgangspunkt i fire straffefangers rejse med skib fra Tórshavn til København oprulles her en fortidshandling, med barsk natur og skæbnesvanger erotisk besættelse, på en lillebitte, afsides ø, der næsten kun kan være Store Dimon. Den unge, håndsnilde Dávur følger med vennen Óla Jákup, da denne i et forsøg på at træde i sin faders fodspor bosætter sig på øen, og til at begynde med går det godt. Men ingen bonde derude er nogen sinde kommet af dage på en naturlig måde, og da det går Óla Jákup, som det gik forgængerne, bliver Dávur anklaget for mord – og dømt. Bondekonen Gudrun har nemlig lovet ham alt, hvad hendes husbond havde, og ved at tage det hele nedkalder Dávur naturligvis mistanken over sig. Hvordan det siden hen går ham, behøver ikke at afsløres her. Det bliver til en historie i den store klassiske stil, med spøgelser og det hele.

Dømt til ensomhed
Sjælelivets ekstremer spiller afgørende rolle i andre af bogens historier. De udadvendte gemmer gerne på dybe hemmeligheder, og de introverte agerer som regel kun udad for at kompensere for den ensomhed, de er dømt til. Personerne er, som titlen har lovet, pilgrimme, gudsforladte sjæle, vilde og forvildede, søgende et fjernt herberg, der ikke er af denne verden, for nu at citere den triste historie om en depressiv prostitueret, der ved hjælp af medicin akkurat formår at holde sammen på sin tilværelse, indtil budskabet om en slægtnings død får hende til at genkalde sig den sorteste erindring af alle. Hanus Kamban illustrerer her, hvad han siger i en anden fortælling: »Når menneskene trådte ud af deres faste cirkler, blev de udsatte og sårbare, som snegle uden hus.«
Flere historier, især »Røvrevy« og »Stigma«, lader ane, at dette problem kan være særlig slemt i et lille, lukket samfund som det færøske. Politikken på øerne beskrives som ét uendeligt, futilt, frugtesløst kævl, og sammenstød mellem mennesker, der både er slagsbrødre og snegle, kan føre til, at venskaber bliver brudt, at naboer ikke længere taler med hinanden. Fordi pladsen er så begrænset, og fordi det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at stikke af, kan nationen kaste sig ud »ét orgie af ostrakisme, med splittelse som bannermærke, nakke mod nakke og røv mod røv.«
Jovist, Hanus Kamban kan indimellem være barsk i mælet og ren i spyttet. Men hvad der først og fremmest gør indtryk i disse ni noveller, er kombinationen af på den ene side en overomhyggelig, undertiden næsten overopbyggelig skrift og så en viden om, hvor galt det kan gå, både mellem mennesker og, når de er helt alene, dybt inde i dem.
Det er ikke særlig tit, jeg er enig med Weekendavisens Ulrik Høy, men jeg blev glad, da han for nylig anbefalede Pilgrimme som sin sommerferielæsning. Den ros ville også have glædet forlæggeren Jørgen Fisker, men han nåede ikke at opleve den. Mange nordiske forfattere skylder ham tak for en lang ihærdig indsats, især for de såkaldt »smalle« bøger.

*Hanus Kamban: Pilgrimme. Noveller. Oversat fra færøsk af Kirsten Brix. 122 s. Kr. 178,00. Fiskers Forlag. ISBN: 87-91078-24-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu